Endnu et af Pramms-dagens interessante opgør for den klassiske årgang fandt sted over 1600 meter, og hér var Niels Petersen-trænede War Bear gjort til storfavorit i sin første start siden hjemkomsten fra vinteropholdet i Dubai. Det blev dog en anden af Petersens deltagere, der trak det længste strå.
Sejren endte nemlig hos Be Curious (U S Navy Flag), som kom først ind på opløbet og derefter drog god nytte af, at Vinterfavoritten War Bear (Kodi Bear) ikke fik plads til sit angreb før et godt stykke inde på den lige bane.
En overgang så det ud som om, at Carlos Lopez akkurat var nået ud i tide, men Be Curious gav sig aldrig og vandt efter kamp med det mindst mulige.
De to staldkammerater trak et par længder fri af Francisco Castro-trænede Duke (Advertised), mens Abby (Appel Au Maitre) og Bay Zone (Appel Au Maitre) fulgte trop.

Be Curious, der ejes af Fire Rustne Herrer, aflagde sin maidentitel som 2-årig på Øvrevoll i fjor, hvor han besejrede den senere Heatherwold Cup-vinder Katsumoto (Le Havre).
Siden var han fjerde bag Wassim i Norsk Kriterium og slutteligt 11. bag War Bear i Vinterfavoriternas Pris på Bro Park.
“Vi havde en plan om at teste begge heste på det nye underlag i dag, og det gjorde de begge godt. Nu skal vi hjem og tænke lidt videre over tingene, jeg skal tale lidt med mine ryttere i morgen, og så finder vi ud af hvad de videre planer skal være”, sagde Niels Petersen i det efterfølgende sejrsinterview.

Petersen havde tidligere på dagen også vundet et klasse-1-handicap over 1600 meter med Stall Gulliks 5-årige Miss Wintown (Mo Town), som nu har taget to sejre på stribe efter hjemkomsten fra Dubai.
Miss Wintown sørgede for dagens anden sejr til Carlos Lopez, som i løbet forinden havde vundet med Nina Lensviks 3-årige Celtic Lullaby (Juniper Tree).
Også Marie Lustig vandt to gange på Pramms-dagen. Først med 7-årige Romanée (Rock Of Gibraltar) og Emelie Gustavsson, og senere med 9-årige Xtaara (Xtension) med Alina Öhgren.