fbpx

Vinterfavorit-Double til Airborne Racing

Jonna Andersen og Carsten Nørgaard har to heste i træning, og indenfor 24 timer blev de begge “Vinterfavoritter” på henholdsvis Klampenborg og Bro Park. Efter lørdagens triumf i Danmark med Eagle Eye, kom turen søndag til Søren Jensen-trænede Got A Lot, som besejrede Cotton Eye Joe og Ami De Vega i Stockholm.



Got A Lot (Camelot) kom fra en andenplads i Svealandlöpning bag engelske Manitou (Sioux Nation) på Stockholm Cup-dagen, og inden da havde hun ganske let vundet sin debut på Klampenborg.

I Mr Ascot Vinterfavoriternas Pris var hun ikke nær så betroet som den norske Kriteriumsvinder Ami De Vega (Lope De Vega) og den skandinaviske 2-årsmester Cotton Eye Joe (Appel Au Maitre), men efter en opløbskamp med netop disse tre deltagere i hovedrollerne, var Got A Lot bare den der havde mest.

Oliver Wilson red med koldt overblik og holdt sig indvendigt bagved Brazuca (Kessaar) og I Am Yankee (Freud).

Da feltet ramte opløbet havde Jan-Erik Neuroth og Carlos Lopez fundet vej til udvendigt angreb med Ami De Vega og Cotton Eye Joe, mens Oliver ventede på pladsen indvendigt for I Am Yankee.

Og da den endelig kom, fløj Got A Lot frem og tog allerede føringen med 250 meter til målstregen.

Både Cotton Eye Joe og Ami De Vega kom nærmere til slut, men sejren var aldrig i fare for Got A Lot, der bogførte førstepræmiens 250.000 svenske kronor med en sikker halv længde til de to konkurrenter i førnævnte rækkefølge.

På fjerdepladsen fulgte Red Reward (Starspangledbanner) foran den sidste præmietager Chadwick (Expert Eye), mens de to heste der lagde pacen undervejs, I Am Yankee og Brazuca, faldt fra til sidst.


Got A Lot/Oliver Wilson vinder Vinterfavoriternas Pris foran Cotton Eye Joe/Carlos Lopez og Ami De Vega/Jan-Erik Neuroth. Foto: Wolfram Meyer / WM Racing.

Søren Jensen udpegede og sikrede sig hammerslaget på Got A Lot på sidste års Goffs Orby Sale i Irland, hvor Camelot-datteren blev købt for 130,000 euro til Jonna Andersen og Carsten Nørgaards Airborne Racing. Og det var vel at mærke efter, at hun havde kostet 190,000 euro som føl.

Hoppen er fjerde startende – og fjerde vindende – afkom ud af Stealth Missile (Invincible Spirit), der selv vandt to gange og bl.a. er halvsøster til Prix de l’Opera (Gr.1)- og Irish Oaks (Gr.1)-vinderen Covert Love (Azamour).

Stealth Missile er samtidig en ung avlshoppe på blot 11 år, og hun har i år hingståring efter Night Of Thunder (Dubawi) samt et hingstføl efter Sea The Stars (Cape Cross), som sælges på næste måneds Goffs November Foal Sale.

Got A Lot er meldt hele vejen rundt til næste år, og vi glæder os til at komme tilbage til Bro Park også”, sagde en glad Søren Jensen efter Vinterfavorit-triumfen.


Søren Jensen og Dorte Müllertz tager imod Got A Lot og Oliver Wilson. Foto: Stefan Uppström / Svensk Galopp.

Næste gang hoppen besøger Stockholm kan meget vel blive i næste års svenske 1000 Guineas. Derudover er hun meldt i den svenske Derby/Oaks-serie, Svenskt St. Leger samt i Mowerinaløb hjemme i Klampenborg og i Norsk Derby på Øvrevoll.

Som import kan Got A Lot ikke starte i The Macallan Dansk Derby, men det gør vel ingenting, når man også ejer – og tilmed selv har opdrættet – den nuværende favorit til dette løb i form af Eagle Eye (Gleneagles).

Jo, det har i sandhed været en flyvende weekend for Airborne Racing.



Også en double til Bonde og Stott

Rikke Rohbach Bonde og Nicolaj Stott havde også en forrygende eftermiddag på Bro Park.

I ét af dagens øvrige hovedopgør, Appel Au Maitre Stockholm Fillies & Mares Stakes over 2100 meter, fik sidste års Derby-2’er Go On Carlras (Harzand) endelig sæsonens første sejr i hus, da hun efter kamp med hals besejrede norske Takeko (Mehmas).

På tredjepladsen fulgte Tina Mortensens Flambeau Rouge (Dutch Art), mens sidste års vinder Havana Red (Havana Gold) denne gang måtte nøjes med fjerdepladsen foran Silent Night (Night Of Thunder).


Go On Carlras vinder foran Takeko, Flambeau Rouge og Havana Red. Foto: Stefan Uppström / Svensk Galopp.

Iron Butterfly (Swipe), der var næstfavorit i opgøret efter Havana Red, faldt helt fra til slut i opgøret efter at have haft pladsproblemer midt i opløbet.

Førstepræmien i Appel Au Maitre Stockholm Fillies & Mares Stakes var mere end 200.000 svenske kronor værd for Stald Ras, idet den Rävdansen-opdrættede hoppe også fik en svensk ejerbonus på næsten 50.000.

Go On Carlras har nu vundet fire af sin karrieres 14 starter og indløbet 915.766 kronor til sin hårdt satsende ejer.



Rikke Bonde, Nicolaj Stott og familien Rasmussen skulle heller ikke vente længe før den næste succes stod for døren.

I det efterfølgende løb, Sunday Special, vandt 3-årige Camich (Juniper Tree) nemlig ganske sikkert til en førstepræmie på 50.000 kronor.

Camich ejes af Stald Kabo og blev redet først over stregen i de oprindelige Ras-farver, som tidligere blev båret af prominente navne som Marron og Flyer.


Rikke Bonde med vindende Camich. Foto: Stefan Uppström / Svensk Galopp.


En kvart million svenske til Maxmartin

Maria Anderssons 2-årige Maxmartin (Barocci) har siden tredjepladsen i debuten den 19. juli ikke prøvet at tabe, og i Jockeyklubbens Auktionslöpning over 1400 meter græs tog han sin fjerde triumf på stribe i hænderne på Per-Anders Gråberg.

Maxmartin vandt med en sikker længdes afstand til godt afsluttende Ninasimone (Rio De La Plata) og bragte dermed sin samlede indtjening op på 997.782 svenske kronor når hesteejerpræmien medregnes. Et helt utroligt eventyr for Maria Andersson, som både ejer og træner den brune hingst.

Maxmartin er opdrættet af Rävdansens Stuteri, som i første omgang købte hesten tilbage for 45.000 kronor på SÅEFs åringsauktion i fjor.



Running Rolf i Mischa Kahns Minneslöpning

Den tidligere Mischa Kahn-lærling Roy Arne Kvisla fik æren af at sadle vinderen i årets udgave af 3-åringernas Elitlöpning, som igennem mange nu har æret den mangedobbelte Täby-champion.

Sejren gik til Running Rolf (Appel Au Maitre), som i en knivskarp opløbsduel besejrede Niels Petersen-trænede Chianti (Zarak) med det absolut mindst mulige.

Running Rolf, der bl.a. er halvbror til Listed-vinderen Plantstepsdream, fik 125.000 svenske kronor for sejren.

På tredjepladsen fulgte Admiral De Vega (Lope De Vega) foran Downtown Leo (Speightstown) og Saigon (Swipe).

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top