fbpx

Veltrukne 2-årsvindere på Bro Park

Søndagens program på Bro Park bød på to opgør for den yngste årgang, som begge blev vundet af veltrukne moderlivsimporter efter Gruppe-1-vinderne Helmet og Harzand.


Helmut aflægger sin maidentitel i hænderne på Fredrik Janetzky. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Patrick Wahl-trænede Helmut (Helmet) lagde ud med føre det meste af vejen i et maidenopgør over 1400 meter, og selv om den skimle hingst påført blinkers lod konkurrenterne komme faretruende nær i opløbet, svarede han til slut sikkert op og sejrede med en halv længde under Fredrik Janetzky.

Helmut vandt foran Twilly (Philomatheia) og Skyler (Nova) til en førstepræmie på 41.500 svenske kronor.

Hingsten er opdrættet af Rävdansens Stuteri, der importerede ham i maven på moderen Royal Crystal (Tapit) ved Goffs November Breeding Stock Sale i 2017. Berit og Ivan Sjöberg betalte blot 4,000 euro for Royal Crystal, idet hun gik i ringen uden reservepris fra Godolphin.

På det tidspunkt havde ustartede Royal Crystal haft to afkom til start og ingen af dem var vindere, men Royal Crystal har sidenhen mangedoblet sin avlsværdi igennem sit nu 3-årige afkom Royal Purple (Pivotal), der er vinder i Japan.

Derudover er Royal Crystal mor til endnu en vinder i canadiske Trajecly Hipp (Street Sense) og nu også 2-årige Helmut, som ejes af Mawa Racing AB.

Rävdansen forsøgte i to omgange at sælge Helmuts 1-årige halvbror Icetap (Swipe) på de skandinaviske åringsauktioner i efteråret, men indtil videre har stutteriet selv beholdt hingsten og sat ham i træning hos Patrick Wahl.

Også i 2020 har den tidligere Godolphin-hoppe Royal Crystal fået et afkom efter Swipe (Birdstone) – en hoppe der allerede er navngivet Tip Tap.

Royal Crystal er selv halvsøster til Swale Stakes (G3)-vinderen Ethan Man (Glitterman) og til den vindende hoppe Lucky One, der er mor til den amerikanske 3-årschampion Blind Luck. Blind Luck vandt ikke mindre end seks Grade-1-opgør, heriblandt Kentucky Oaks.


HELMUT (SWE)
skimmel hingst 2018
v. Helmet (Exceed And Excel)
1. mor Royal Crystal (Tapit)
2. mor Twilight Spectre (Imp Society)
3. mor Shall Return (Fair Ruler)
Søskende i Skandinavien: Icetap (2019), Tip Tap (2020).
221.504 SEK
Hcp.: 75.
Ejer: Mawa Racing AB.
Træner: Patrick Wahl.
Opdrætter: Rävdansens Stuteri AB.
Købt for 300.000 SEK (Patrick Wahl) på SÅEFs Åringsauktion 2019.


Enge Hazard vinder sikkert under Shane Karlsson. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Søndagens næste 2-årsløb var over 1600 meter og bød på en lidt større overraskelse, da Kahlil De Burca-trænede Enge Hazard (Harzand) med en sikker længde slog favoritten Noosa Spring (Epaulette).

Enge Hazard ejes af 4Kvadrat AB og fik 49.800 kronor for sit livs første triumf i hænderne på Shane Karlsson.

Enge Hazards mor, Shamardal-datteren Burma Star, var med samme transport hjem fra Goffs November Breeding Stock Sale som Royal Crystal.

Hun blev købt for 16,000 euro af Per-Johan Eriksson på Gotland og var i fol ved den engelske og irske Derbyvinder Harzand (Sea The Stars).

Tidligere i 2017 havde Burma Star fået sit første føl, en hoppe efter Prince Of Wales’s Stakes (Gr.1)-vinderen Free Eagle (High Chaparral).

Denne hoppe blev som 2-årig solgt for 40,000 guineas på Tattersalls October Horses in Training Sale, efter at have vundet to gange som 2-årig for Richard Hannon i Newmarket.

Efter salget blev hun eksporteret til USA, hvor hun i januar 2020 sejrede på Santa Anita. Siden har hun startet to gange i Stakes-sammenhæng, inklusiv i San Clemente Stakes (G2), dog uden at være placeret.

Burma Star er nu mor til to vindere ud af to startende afkom, men hun har hverken en åring eller et føl i år.

I den mellemliggende periode er hun blevet solgt til Rävdansens Stuteri, og hun venter i 2021 føl ved Royal Ascot-vinderen Mustajeeb (Nayef).


ENGE HAZARD (SWE)
brun vallak 2018
v. Harzand (Sea The Stars)
1. mor Burma Star (Shamardal)
2. mor Shamayel (Pivotal)
3. mor Mauri Moon (Green Desert)
Søskende i Skandinavien: –
82.040 SEK
Hcp.: 70.
Ejer: 4Kvadrat AB.
Træner: Kahlil De Burca.
Opdrætter: Per-Johan Eriksson.
Købt for 60.000 SEK (Kahlil De Burca) på SÅEFs Åringsauktion 2019.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top