fbpx

Vejen til The Macallan Dansk Derby: Ranking og noter – 30. maj

Brian Wilson-trænede Charming Knight steg syv kilo fra 81 til 88 og trak Niels Petersens Tordenskiold med sig op i 86. Både Titannia og Eternity Tree blev sænket, men til gengæld strøg en tredje hoppe langt op på kandidatlisten.


Charming Knight og Oliver Wilson vinder Falkonertjenesten Dansk 2000 Guineas foran Tordenskiold. Foto: Burt Seeger.

Det lå allerede inden Falkonertjenesten Dansk 2000 Guineas i kortene, at Maria Westmans Charming Knight stod foran et kvantespring, såfremt han blot bekræftede sin tidligere form.

I fjor slog han Titannia med seks længder i Vinterfavoritterne, og da Titannia blev hævet til 82 efter sin Mowerina-triumf, var vejen mod toppen af årets Derbyranking banet for Decorated Knight-sønnen, der altså blev hævet til 88 og nu ikke kun topper listen til The Macallan Dansk Derby, men også til Svenskt Derby den 17. juli.

Brian Wilson gjorde det dog ganske klart efter lørdagens triumf, at Charming Knight bliver på sin hjemmebane i Klampenborg og matches fuldt ud mod en start i The Macallan Dansk Derby den 7. august, med et enkelt ‘prep race’ i form af Derby Trial Stakes den 16. juli.

Sæsondebuterende Tordenskiold (Giant Sandman), der delejes af den tidligere danske landsholds- og Arsenal-stjerne Nicklas Bendtner, startede for kun tredje gang i karrieren.

Tordenskiold vandt sin debut i fjor, men var derefter mange længder bag Charming Knight og i Vinterfavoritternes Ærespræmie. Han kom forrygende ud til sin første start siden oktober og blev hævet hele 14 kilo fra 72 til 86.

Titannia (Appel Au Maitre) og Eternity Tree (Juniper Tree), der var første og anden i Mowerinaløb og tilsvarende tredje og fjerde gennem mål i lørdagens 2000 Guineas, blev begge sænket et enkelt kilo til henholdsvis 81 og 80.


Marcos Robaldo vinder overlegent i bøjlerne på Bent Olsen-trænede My Ladybug. Foto: Burt Seeger.

Bent Olsen-trænede My Ladybug (Al Shemali) var lørdagens helt store overraskelse, da hun med Marcos Robaldo i bøjlerne fløj væk fra konkurrenterne og vendte 26 længder på favoritten Sir Chaplin (Appel Au Maitre).

Sejren betød et hop på 13 kilo fra 65 til 78, og My Ladybug ser dermed ud til at have sikret sig Derbybilletten på en delt sjetteplads med Scarlett (Appel Au Maitre), som ikke var i aktion i weekenden.

Sir Chaplin blev på sine 75.

En anden af Bent Olsens Derbykandidater, Onyx (Royal Experiment), blev sænket et kilo fra 78 til 77 efter sin niendeplads i Dansk 2000 Guineas.


Tiny Dancer og Per-Anders Gråberg ved sejren på Jägersro den 22. maj. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

På 77 findes også Nina Lensviks Tiny Dancer (Al Shemali), der vandt et ‘match race’ mellem to heste på Jägersros Pramms-dag den 22. maj.

Tiny Dancer, der er halvbror til Derbyvinderen Manacor (Primatico), skød forbi både Giant Fortune (Giant Sandman), Sir Chaplin, Ghost Town (Go Go Gadget), My Nikita (Kahyl) og No More Tears (Al Shemali), som er de sidste heste der lige nu har en adgangsgivende plads på kandidatlisten.


Se den opdaterede ranking til The Macallan Dansk Derby pr. 30. maj 2022 hér.

Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top