fbpx

Vejen til The Macallan Dansk Derby: Ranking og noter – 19. juli

Med mindre end tre uger til The Macallan Dansk Derby er kabalen efterhånden ved at gå op. Weekendens opgør på Klampenborg og Jägersro bød på nye ændringer i toppen og atter et nyt navn som klar nummer ét.


Crystal Keys topper nu rankinglisten til The Macallan Dansk Derby. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Lennart J:r Reuterskiöld besatte i går både anden- og tredjepladsen i Svenskt Derby, og netop tredjehesten, svenskopdrættede Crystal Keys (Appel Au Maitre), blev den store højdespringer.

Waleed Zawawis brune hingst forbedrede sit handicap med fem kilo fra 82 til 87 og overtog dermed førstepladsen på rankinglisten.

Spørgsmålet er selvfølgelig nu, om Crystal Keys skal forsøge sig på Klampenborgs græs den 8. august, eller om Lennart J:r Reuterskiöld i stedet vælger at blive hjemme og starte i Hurricanelöpning over 2650 meter på hjemmebanen den 1. august.

Reuterskiöld og Zawawi stod overfor det nøjagtig samme dilemma for fire år siden, hvor Gold Tyranny (Zoffany) efter sin tredjeplads i Svenskt Derby var klart højest handicappede hest til Dansk Derby.

Dengang faldt valget på Hurricanelöpning, som blev vundet knusende overlegent. Nu må tiden vise, om det bliver Klampenborg eller Jägersro.


Go On Carlras og Nicolaj Stott sejrer overlegent i lørdagens anden udgave af The Macallan Derby Trial Stakes. Foto: Burt Seeger.

En hest der har sikker kurs mod Derbyet er Rikke Bonde-trænede Go On Carlras (Harzand), der i lørdags vandt én af Derby Trial Stakes-udgaverne helt overlegent og blev hævet fra 79 til 84.

Go On Carlras er nu oppe på siden af Iron Butterfly (Swipe), og de to hopper deler andenpladsen.

Iron Butterfly er i øvrigt blevet inviteret til start i Saratoga Oaks i New York, og kredsen bag hoppen overvejer nu, om hun skal flyves vestpå, eller om der skal satses på de blå bånd i Klampenborg.


Habla og Per-Anders Gråberg besejrer Good Fortune og Oliver Wilson i den første udgave af The Macallan Derby Trial Stakes. Foto: Burt Seeger.

Også fjerdepladsen deles mellem to hopper. Bent Olsens svenske 1000 Guineas-vinder My Vision (Al Shemali), der ikke startede i weekenden, og Niels Petersen-trænede Habla (Juniper Tree), som vandt den anden udgave af lørdagens Derby Trial Stakes.

Habla besejrede ved den lejlighed Good Fortune (Appel Au Maitre), som også blev stående på 82 og nu er nummer otte på listen.

Nina Lensvik-trænede Palm Springs (Juniper Tree) sluttede på sjettepladsen i Svenskt Derby og blev sænket et kilo fra 84 til 83, mens staldkammeraten Suspicious Boy (Appel Au Maitre) også gik et kilo ned fra 83 til 82 efter niendepladsen i samme løb.

Mowerina-vinderen Marshi (Adaay), der for første gang prøvede kræfter over længere distance i Derby Trial Stakes, bibeholdt sit handicap på 81, hvorimod My Jamil (Al Shemali) blev sænket et enkelt kilo for sin fjerdepalds.

Andre heste der steg i handicap efter weekendens præstationer var Brunello (Appel Au Maitre), Sam (Maxios), Fox Eye (Myboycharlie), Good Life (Appel Au Maitre), Red Diamond (Appel Au Maitre), Vupti Carlras (Juniper Tree), Multibox Carlras (Sir Percy) og Red Gold (Muhtathir).


Opdateret ranking: The Macallan Dansk Derby pr. 19. juli

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top