Søndagens sejr i Svenskt 1000 Guineas bragte Bent Olsen-trænede My Vision op på rankinglistens andenplads, og den begivenhedsrige weekend stod for flere væsentlige ændringer i toppen.
Stald Incos My Vision (Al Shemali) blev hævet to kilo fra 80 til 82 efter at have besejret staldveninden Marshi (Adaay) med kort hoved.
Dermed blev Marshi stående på 81 og deler fjerdepladsen med en tredje hoppe, My Jamil (Al Shemali), der blev sænket et kilo for tredjepladsen bag Thunder Mack (Jimmy Mack) i Svenskt 2000 Guineas.
360 North Horse Racing og træner Nina Lensvik står fortsat for listens nummer ét og tre, Palm Springs (Juniper Tree) på 84 og Suspicious Boy (Appel Au Maitre) på 83.
Crystal Keys (Appel Au Maitre) og Good Fortune (Appel Au Maitre) deler sjettepladsen med 82, og Iron Butterfly (Swipe) blev stående på 80 efter tredjepladsen bag My Vision og Marshi i Svenskt 1000 Guineas.
På niendepladsen finder vi weekendens store højdespringer, Rikke Bonde-trænede Go On Carlras (Harzand), der vandt A2 Vent Derbytesten på Klampenborg og steg fra 70 til 79.
Hoppen er nu gået forbi Or Harry (Lawman), der igen svigtede i Svenskt 2000 Guineas og blev sænket yderligere to kilo til 80.
Niels Petersens danske filial deler 11. pladsen med Brunello (Appel Au Maitre), som ikke var til start i weekenden, og Habla (Juniper Tree), der blev hævet fra 75 til 78 for femtepladsen i Svenskt 1000 Guineas.
Snowfoot (Footstepsinthesand) og HollywoodBoulevard (Wilshire Boulevard), der sluttede henholdsvis femte og syvende i Jockeyklubbens 2000 Guineas, blev stående på deres tidligere handicaps 79 og 78, mens Masseto (Appel Au Maitre), der var sjette i samme opgør, blev sænket et kilo fra 79 til 78.
Sænket fra 79 til 78 blev også Purple Ace (Born To Sea), der led karrierens første nederlag som niende i Svenskt 2000 Guineas.
Det betyder reelt, at den sidste adgangsgivende plads lige nu deles af HollywoodBoulevard, Purple Ace og Masseto, der står et enkelt kilo over den danske 2000 Guineas-3’er Parsifal Torkdahl (Barocci).
Kaj Sørensens Mustang (Al Shemali), der ikke fik med udfaldet at gøre i A2 Vent Derbytesten, blev sænket to kilo fra 78 til 76 og er nu nede som nummer 21 på listen, efter at have ligget lunt til inden starten i Jyllandsløbet.
Så hurtigt går det altså på nuværende tidspunkt for Derbykandidaterne, hvor blot fem kilo skiller listens nummer otte og 24.