For en måneds tid siden viste jeg en skandinavisk hingstestatistik for 2024, kun målt på bruttoindtjening. Siden har der været tre løbsdage i Sverige, så der er kun sket små justeringer i placeringer længere nede på listen. Sæsonen er nu helt afsluttet, og jeg gør hermed status med mere detaljerede oplysninger om starter, sejre og indtjening.
Alle beløb er omregnet i danske kroner med en kurs på 0,65 for både norske og svenske kroner. Det har været den gennemsnitlige kurs over hele sæsonen.
Rangeringen er efter bruttoindtjening, og her er Appel Au Maitre (Starborough) i en klasse for sig selv, men også med klart flest startende heste. Med championat i både Danmark, Sverige og Norge har Appel Au Maitre præsteret hvad man kan kalde en skandinavisk hingste-Triple Crown.
Målt på gennemsnit er Moohaajim (Cape Cross) dog ikke langt efter. Længere nede på listen er der hingste med højere gennemsnit, men det er med få startende, og her vil en enkelt stjerne altid trække gennemsnittet kraftigt i vejret.
Jeg har medtaget alle skandinavisk-opstaldede hingste med minimum 1.000.000 kroner indtjent. Desuden yderligere tre danske hingste med minimum 300.000 kroner.
I forhold til sidste sæson er der sket spændende nyt i vores nabolande. Mustajeeb (Nayef) er med kun to årgange til start nummer to på den svenske statistik.
Det samme er Sporting Chance (Kodiac) i Norge, også med kun to årgange. I Danmark har Wentworth (Acclamation) kun fire startende, men to af dem har tjent rigtig gode penge i Danmark og Norge.