fbpx

Tre skimler afgjorde Belmont Stakes imellem sig

I nat dansk tid blev det sidste ben af The American Triple Crown – Belmont Stakes – løbet for 148. gang på Belmont Park i New York.



Distancen var 2400 meter og opgøret var toppen af kransekagen i et strålende løbsprogram af syv Stakes-løb med i alt $7.5 mio. i præmiesum.

Vinderen blev med kortest mulige margin Creator redet af Irad Ortiz jr. og trænet af Steve Asmussen for Win Star Farm og Bobby Flay. Sidstnævnte havde købt sig ind i hingsten så sent som i denne uge.

Creator vandt tidligere på året Arkansas Derby efter et yderst afventende ridt og var blandt favoritterne til Kentucky Derby, hvor han dog efter en uheldig start sluttede på 13. pladsen.

I Belmont Stakes havde ejer og træner taget en pacemaker ind i løbet – Gettysburg, som forinden var i træning hos Todd Pletcher.

Desuden havde de skiftet jockey fra Richard Santana jr. til Irad Oritz jr. Sidstnævnte er dobbelt champion på Belmont, medens Santana kun har redet otte gange på den store oval.

Disse to forhold gjorde formentlig forskellen for Creators sejr.

Gettysburg sørgede for at Destin (Giant’s Causeway) ikke fik fred i spidsen og jockey Ortiz sørgede for et meget snævert og afstandssparende ridt, medens tredjehesten, japansk ejede Lani (Tapit) under Yutake Take løb ni længder længere end vinderen rundt banen.

Creator er efter TapitMorena v. Privately Held og bekræfter igen sin far Tapits storhed som avlshingst.

Moderen er født i Peru, hvor hun var champion 2-års- og ældre hoppe og vandt 10 løb både i Peru og USA tilsammen.

Creator har nu startet 10 gange i karrieren med resultat placeringer på 3-4-1 og en præmiesum på $1.6 mio.

Favoritten Exaggerator, der kom fra en sejr i Preakness Stakes og en andenplads i Kentucky Derby, lå vel placeret, men var “tom” efter 2000 meter og følte nok anstrengelserne af at løbe så fremragende tidligere i The Triple Crown.

Amerikanske væddeløbsentusiaster glæder sig til at se de tre vindere i The Triple Crown: NyquistExaggerator og Creator mødes igen.

Det kan teoretisk ske i Breeders’ Cup til november på Santa Anita.


I rammeprogrammet diskede en anden Tapit-søn, Frosted, op med en strålende præstation.

Godolphin-hingsten, der løb så fint i Dubai i vinter, vandt det traditionsrige Metropolitan Handicap over milen med imponerende 14½ længde i ny rekord tid.


En anden fremragende præstation var den tidligere Andre Fabre trænede Flintshire (Dansili) der over 2000 meter græs vandt Manhattan Stakes (G1) for sin nye træner Chad Brown og jockey Javier Castellano.

Flintshire er nu seks år og ejeren Prins Khalid Abdullah har ofte med succes sendt sine europæiske topheste til USA sent i karrieren – og således også denne gang.

Træner Chad Brown, som regnes for den bedste træner af “turf” heste i USA var tidligere assistent for legendariske Bobby Frankel, som trænede for Khalid Abdullah – og efter ham opkaldte han sin allerbedste hest, Frankel.

Hans Erik Westerberg

Hans Erik Westerberg

Fokus: Internationalt / Avl & Auktioner. Født 1940 i København. Tidligere eksportmedarbejder i Rex Rotary, ansat i elektronikvirksomhed i Stockholm og selvstændig med virksomhed i elektronikbranchen i Danmark og Polen indtil 2010. Bestyrelsesmedlem i Klampenborg Galopselskab i 20 år samt formand. Sidenhen formand for Dansk Galop og nuværende bestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb. Hestejer og opdrætter. Har bl.a. ejet Clarion King og er p.t. medejer af Stradivarius. Medforfatter af jubilæumsbogen “150 år med fest, farver og fuldblod”, skrevet i samarbejde med Per Bustrup.

Seneste artikler

Scroll to Top