fbpx

Tre gange Erichsen, Chaves og Lopez på Øvrevoll

Cathrine Erichsen og Elione Chaves fik en perfekt start på efteråret, da de sammen hentede tre sejre torsdag aften på Øvrevoll med Buckyboy, Little Crow og Close To Perfect. Også Carlos Lopez lynede tre gange.


Little Crow og Elione Chaves aflægger maidentitlen foran This Is Pippi og Willing And Able. Foto: Morten Skifjeld/Hesteguiden.com.

Den 2-årige Sioux Nation-søn Little Crow var spillet til næstfavorit i dagens maidenløb for yngste årgang, og han kunne i sit livs anden start holde hjem med en kvart længde til godt afsluttende This Is Pippi (Barocci).

Little Crow ejes af Fellowship Racing, der købte hingsten for 14,000 euro igennem BBA Ireland på Goffs November Foal Sale i 2020. Little Crow, som også er halvbror til den mangedobbelte vinder My Motivate Girl (Requinto), blev genfremstillet på sidste års Scandinavian Open Yearling Sale, men nåede ikke reserven og blev købt tilbage for 190.000 kroner.

Faderen Sioux Nation (Scat Daddy) var af mange spået gode chancer for at blive Champion 1st Season Sire i Europa i 2022, og han er også godt på vej mod at indfri forventningerne.

Little Crow er den anden 2-årsvinder efter netop Sioux Nation på Øvrevoll i år, idet svenskopdrættede Fort Dodge også aflagde sin maidentitel i august.

Carlos Lopez trak måske endegyldigt fra i kampen om det norske jockeychampionat. Chileneren vandt ligesom kollegaen Elione Chaves tre gange – først med Niels Petersens 3-årige Street Smart (The Gurkha), og sidenhen med Hallvard Somas Sunbreak (Dawn Approach) og Gina Mathisens Perfect Illusion (Mutajally).

Lopez er nu oppe på 21 sejre på Øvrevoll i år, og det er otte mere end Jacob Johansen som indtager andenpladsen. Herefter er det tæt i kampen om tredjepladsen, hvor Anna Pilroth efter sejren med Tobias Hellgren-trænede Ginmann (Fast Company) nu er oppe på 12 vindere ligesom Manuel Martinez og lærling Willa Schou.


Resultater: Øvrevoll, torsdag 1. september.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top