Tough Line bedst i Margrethe Trocks Ærespræmie

Stall Lambadas 5-årige hingst Tough Line har haft en hård sæson i år – specielt fordi sidste års sejr i Dansk Breeders Cup vægtmæssigt har tynget ham en hel del.

Tough Line/Fernando Diaz slår indvendige Sky Runner og udvendige Zackery. Foto Burt Seeger.

I Margrethe Trocks Ærespræmie over 1400 meter passede alt dog igen for Tough Line, der med Fernando Diaz på ryggen vandt med kort hoved foran Sky Runner og Zackery.

Løbet havde ikke det store udgangstempo, så Mark Larsen valgte tidligt at gå frem og sætte pacen med Sky Runner.

Rundt opløbssvinget lå feltet tæt samlet, og Fernando Diaz lagde an til angreb med Tough Line i midten af banen, mens Nicholas Cordrey søgte den udvendige vej med Zackery.

Kort inde i opløbet overtog Tough Line kommandoen, men han fik aldrig rigtig lov til at slippe væk fra Sky Runner, der kæmpede bravt indvendigt.

Også Zackery viste sig langt fremme udvendigt, men ingen af udfordrerne havde fart nok til at gå forbi Tough Line, der blev redet til perfektion af chilenske Fernando Diaz, som er en ren specialist i netop denne slags løb.

Tough Line trænes af Bent Olsen på Hvidegården og er opdrættet af Berner Olsen.


Udvendige Norwegian Sun/Mark Larsen vinder med kort hoved foran Pisces Lad/Sara Slot. Foto Burt Seeger.

Norwegian Sun i Super Sprint

Årets anden Super Sprint over 700 meter gav ligesom den første sejr til Ole Larsen-trænede Norwegian Sun, der i hænderne på Mark Larsen vandt med mindst mulig margin foran godt afsluttende Pisces Lad/Sara Slot.

Derefter var der en længde ned til First Attempt, mens Volmer og Loughanlea hentede de sidste præmiepenge.

Norwegian Sun har haft en forrygende sæson i år med fire sejre, heraf altså to i Super Sprint på Klampenborg samt to sejre i Norge inklusiv Øvrevoll Sprint Handicap.


Paramax/Luis Villarroel aflægger maidentitelen foran Breeders Friend og Sinatra. Foto Burt Seeger.

Ny 2-årsvinder fra Poulsen

Flemming Poulsen, der normalt ikke ses på 2-årsfronten før tidligst slutningen af september, sadlede denne eftermiddag årets anden 2-årsvinder.

Denne gang var det velafstammede Paramax, der med Luis Villarroel på ryggen sejrede sikkert før længe førende Breeders Friend og favoritten Sinatra.

Paramax er faldet efter Racing Post Trophy-vinderen Medaaly, og moderen Cut Quick har tidligere bragt topheste som Cut Singer, Cut Comeau og Cut Dancer; dertil er Paramax halvbror til Amalias mor Admecut, så det er bestemt en fornem familie Paramax kommer fra.

Paramax ejes af Composit ApS & Stald Bakkehave, der kunne glæde sig over førstepræmien på 20.000 kroner.


Endnu en dobbelt-sejr til Dina

Dina Danekilde blev endnu engang mest sejrende rytter på Klampenborg. Den snart 24-årige lærling startede dagen med at vinde Young Riders Chance på ryggen af Anneli Hambraeus-trænede Mr Martin foran Kaktus/Susanne Vittarp og Candeloro/Marc Stott.

Siden slog Dina til på ryggen af Søren Jensen-trænede Kildrummy i Castle Sparrow Handicap foran Grand Patron, der her for fjerde gang i træk måtte nøjes med pladsen nærmest vinderen.

Dagens amatørløb blev vundet af den tidligere professionelle jockey Pernille Hansen, der præsterede at presse Finn Ind Sting først over stregen på den for hesten højst uvante distance 1300 meter.

Finn Ind Sting har ikke tidligere løbet så kort, og normalt skal den 8-årige vallak både have minimum 1800 meter og blød bane, hvilket satte Pernille Hansens præstation yderligere i relief.

Championjockey Kim Andersen tog en enkelt dagssejr, og den kom med araberhesten Gold Strike, der vandt overlegent med mange længder foran Enter/Le Tølbøll og Chiiki/Sara Slot.

Endelig afsluttede Manuel Santos dagen af ved at vinde med Caroline Strömberg-trænede Rut, der fik karrierens første sejr i et maidenløb for 3-årige og ældre maidens.

New Seeland/Kim Andersen sluttede på andenpladsen og lignede en hest der snart er moden til at vinde, mens Tony efter en lidt uheldig rejse sluttede godt af til tredjepladsen.

Seneste artikler

Scroll to Top