Det bedste betalte opgør på den norske Derbydag var Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) over 1800 meter, hvor der efter afbud fra både Walzertraum og Alpacco blot var ni kandidater til start.
Sejren gik til Wido Neuroth-trænede Touch Of Hawk, som under sin faste makker Lennart Hammer kunne henvise superhopperne Entangle/Kim Andersen og Theatrical Award/Carlos Lopez til de næste pladser.
Sidste års norske Derbyvinder Touch Of Hawk kom med en enkelt sejr og hele tre andenpladser i bagagen, og med søndagens triumf og førstepræmien på 800.000 var han tæt på at fordoble årets hidtige indtjening. Det må virkelig siges at Stall E&F har fundet en værdig afløser for fantomhoppen Funny Legend, der selv vandt netop Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) tilbage i 2007, og Touch Of Hawk beviste samtidig at han også er i stand til at matche Skandinaviens bedste heste over 1800 meter, selv om hans ultimative distance nærmere er 2400 meter.
Rune Haugen-trænede Tertullus/Espen Ski snuppede fjerdepladsen foran vinderens staldkammerat Handsome Hawk/Fredrik Johansson, mens begge Bent Olsens deltagere Volo Cat og Alnitak, samt Peas And Carrots og Prince Fasliyev denne gang sluttede uden for præmierækken.

























