Bent Olsen satte sig fra sæsonens indledning på Klampenborgs to første maidenløb, der blev vundet af de 3-årige hopper Marshi (Adaay) og Tears In Heaven (Al Shemali).
Marshi sæsondebuterede i 3-årsmaidenløbet over 1600 meter med et handicap på 67 efter sin 2-årssæson, der som bedst bød på en andenplads på fem længders afstand af det ubesejrede stortalent Smooth N Royal (Go Go Gadget).
Hoppen lå langt tilbage undervejs i opgøret og havde adskillige længder frem til de forreste ved indgangen til opløbet, men på en stærk udvendig afslutning nåede hun under Elione Chaves frem til en sikker halvanden længdes sejr foran Brian Wilsons duo Arabian Queen (Reliable Man) og Red Diamond (Appel Au Maitre).
Siden fulgte Vupti Carlras (Juniper Tree) og Nevertheless (Reliable Man).
Sejren var 16.000 kroner værd for SVD A/S, der igennem Bent Olsen købte Marshi for 200.000 kroner på 2019-udgaven af Scandinavian Open Yearling Sale.
Marshi er opdrættet i Sverige af Pernilla Nilsson og er tredje afkom ud af den tidligere skandinaviske tophoppe Match Point (Verglas), der i Niels Petersens træning vandt 12 gange og desuden var 2. i både Lanwades Stud Stakes (L), Jägersro Spring (L) to gange og Margareta Wettermarks Minneslöpning.
Som bedst var Match Point oppe i et handicap på 90.
“Hun går næste gang ud i Mowerinaløb, og jeg har en fornemmelse af, at hun kan gå hen og blive én af de bedste hopper i hele årgangen”, kommenterede Bent Olsen den første af dagens to maidensejre.
Også lørdagens anden maidenvinder i Olsen-stalden stammer fra Scandinavian Open Yearling Sale i 2019.
Berner Olsen-opdrættede Tears In Heaven (Al Shemali) var spillet til over 20 gange indsatsen i sæsondebuten ovenpå to starter i fjor, hvor hun begge gange var langt fra afgørelsen.
Hoppen var dog som forvandlet efter vinterpausen og formåede over de 1300 meter at henvise storfavoritten Habla (Juniper Tree) til andenpladsen med hals.
Bag de to forreste var der halvanden længdes afstand til Dress Circle (Showcasing), Fool’s Gold (Al Shemali) og Mira Estrella (Mukhadram).
Tears In Heaven ejes af Stald Spitco og er tredje vindende afkom ud af den tidligere Mowerina-vinder Tears Go By (Alhaarth), som også tilbragte hele sin løbskarriere i Bent Olsens varetægt.
Hoppen kostede blot 25.000 kroner på åringsauktionen.
Hun blev redet til sejr af svenske Andreas Tapia Dalbark.