fbpx

To danske avlshopper besøger Raven’s Pass på Kildangan

Stestrup Møllegaard, der drives af Stine Julø, hører til blandt de unge danske fuldblodsstutterier som virkelig satser på sportens fremtid. I år markeres det ikke mindst med, at avlshopperne Arize og Prinsesse Kia er sendt til bedækning i Irland ved Breeders’ Cup Classic (G1)-vinderen Raven’s Pass.


Raven’s Pass på Darleys Kildangan Stud i Kildare. Foto: Darley Europe.

Allerede som 2-årig var Raven’s Pass (Elusive Quality) én af Europas bedste 2-årige heste.

Han vandt tre af sine fire starter, heriblandt Solario Stakes (Gr.3) på Sandown, og hans eneste nederlag var som tredje bag den senere Derbyvinder New Approach (Galileo) i Dewhurst Stakes (Gr.1).

Som 3-årig blev han europæisk championmiler. Han vandt tre af sine otte starter og triumferede både i QEII Stakes (Gr.1) på Ascot og i Breeders’ Cup Classic (G1) på Santa Anita. Ved begge lejligheder slog han Coolmores Henrythenavigator (Kingmambo).

Raven’s Pass indledte sin avlskarriere som 4-årig på Darleys Kildangan Stud i Kildare, hvor han det første år stod til en bedækningstakst på 40,000 euro.

10 år senere var bedækningstaksten dalet til 10,000 euro.


“Jeg har fået stor hjælp af Silke Pieterse hvad angår afstamningsanalyse og indekser, og i min egen optik er han også en spændende hingst, der desværre gik lidt for hurtigt i glemmebogen. Måske fordi han først fik en Gruppe-1-vinder i 2018, men forinden havde han produceret adskillige Gruppe-2- og 3-vindere, samt Gruppe-1-placerede afkom”, siger Stine Julø og fortsætter:

“Desuden er Raven’s Pass afprøvet, han har over 8% stakes-vindere og jeg synes, at man får meget for pengene – måske især i forhold til en uprøvet hingst”.

Raven’s Pass er nu far til 15 gruppeløbsvindere og 23 øvrige Stakes-vindere – heriblandt de fire individuelle Gruppe-1-vindere: Flying Five Stakes-vinderen Romantic Proposal, Maktoum Challenge R3-vinderen Matterhorn, Sprinters Stakes-vinderen Tower Of London og Prix Jean-Luc Lagardére-vinderen Royal Marine.

Raven’s Pass (Elusive Quality – Ascutney v. Lord At War). Foto: Darley Europe.

“Vi besluttede allerede sidste år, at med så god en hoppe som Arize (Approve, red.), så skulle hun en tur til udlandet på et tidspunkt. Efter i 2021 at have fået føl efter Appel Au Maitre og i fjor efter Juniper Tree, holdt vi fast i ikke at bedække hende i fjor, så hun nemmere ville kunne sendes udenlands i år”, forklarer Stine.

“Sidste vinter havde vi Prinsesse Kia stående på vinterferie for Beatrice Marsing, og vi faldt fuldstændig for hoppen. Hun har et godt eksteriør, et harmonisk temperament og en højinteressant moderlinje med relationer til både Hurricane Red, Icecapada og ikke mindst søsteren Havana Red“.

“Det lykkedes os at lave en aftale om overtagelse efter løbskarrieren var afsluttet, og hun fik en fin sæson i fjor med en sejr og tre gode placeringer, inden hun flyttede ind på gården”.

“Vi havde også udset os en udlandstur for hende, når hun skulle debutere i avlen. Det er selvfølgelig altid en satsning med en maidenhoppe, men det giver også mere frihed, at der ikke er et føl ved siden, og qua hendes afstamning synes jeg det giver god mening, at lade hende bedække ved en international hingst”.

“Selvfølgelig havde vi også Havana Gold kraftigt med i overvejelserne, da vi så kunne skabe en meget nær relation til Listed- og Oaks-vinderen Havana Red, men i februar blev hingsten aflivet grundet en skade, og så stod det klart for os, at Prinsesse Kia ligesom Arize skulle besøge Raven’s Pass på Kildangan”, konkluderer Stine.

Veltrukne Prinsesse Kia (Arcano) vinder med Elione Chaves på Klampenborg under Scandinavian Open-dagen 2022. Foto: Burt Seeger.
Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top