For første gang siden 1997 blev det til svensk sejr i Ceres Jydsk Derby i Århus, da Ewa Breitholtz-trænede Timo overbevisende slog Vima og ligeledes svenske The Line. Storfavoritten Cut Champion mistede en forsko i løbet fik aldrig en chance for at hævde sig.
Samtlige deltagere i feltet fik en fair start, og Troy Pengkerego var med det samme i front med Timo i et godt tempo. Kim Andersen gik rundt det første sving op og skyggede den førende på ryggen af Princess Royal, mens de næste fulgte et par længder efter.
Timo fortsatte i front og ind på lige bane begyndte Princess Royal at falde fra, hvorefter Vima kom frem midt i banen som den værste trussel.
Men Timo kunne de ikke fange, og Lotus Pool-sønnen vandt en let sejr før Vima og The Line, som speedede fabelagtig godt de sidste 100 meter.
Det var Timos blot anden sejr i karrieren; den første blev vundet som 2-åring på Klampenborgs Derbydag, hvor hingsten var fuldstændig overlegen.
Ewa Breitholtz har før udtalt at hesten bryder sig bedst om græsset, men hans præstationer på dirt track’en har bestemt heller ikke været dårlige, idet han i fjor blev anden i Svenskt Kriterium.
“Jeg havde på forhånd regnet med en god chance for at vinde, for jeg kender jo hestens kapacitet. Han kom godt rundt i svingene og fik et perfekt løb af Troy”, udtalte en glad træner Ewa Breitholtz, der nu skal vælge om Timo skal starte i Jockeyklubbens Jubileumslöpning i Stockholm eller Dansk Derby i København:
“Nu må vi se hvordan han tager løbet, det kan være at førstnævnte kommer lidt for hurtigt efter denne start, og så går vi efter derbysejren i Klampenborg”, slutter træneren, der også stod for træningen af den jydske derbyvinder fra 1997, Quick Sbrinz.
Troy Pengkerego red hesten for anden gang, og var en smule overrasket over den klare forbedring: “Han var slet ikke i orden første gang ude i år, hvor han var mange længder efter de øvrige.
Ewa har gjort et virkelig godt arbejde med ham, sørget for at han var på toppen netop i dag. Han er en dejlig hest og jeg håber at jeg får chancen for at ride ham igen, hvis kredsen omkring vælger at satse på Dansk Derby”, lød det fra Troy, der gæstede Jydsk Væddeløbsbane for første gang.
Timo er efter Lotus Pool – Amira v. Modern Pleasure. Således er han halvbror til gode Namir, der har vundet 15 løb og over 1.000.000 kroner. Han bliver meget spændende at følge fremover.
Cut Champion skadet
For jockey Nicholas Cordrey blev Jydsk Derby et sandt mareridt. På ryggen af storfavoritten Cut Champion var der lagt et stort pres på jockeyens skuldre, men allerede rundt det første sving måtte han erkende at vinderchancen var tabt.
Cut Champion tabte nemlig tidligt i løbet den ene forsko og kunne derefter ikke komme rundt på den lille bane. Allerede i første sving var hesten næsten nede på knæ to gange.
“Jeg troede en overgang at vi ikke skulle fuldføre løbet. Han kunne slet ikke stå fast og de andre jockeys flyttede sig med vilje for at gøre plads hvis jeg skulle styrte. Der var ingenting at gøre, og hesten kom desværre også halt hjem efter løbet”, fortalte en skuffet Nicholas Cordrey efter løbet.
Træner Desmond Scarlett var også ærgerlig over hændelsen, men ser positivt frem mod den næste opgave:
“Sådanne ting sker, men det er selvfølgelig ærgerligt at det lige er i et løb som dette hvor vi stod med oplagt vindermulighed. Vi må vente og se hvor slemt han er skadet, men det foruroliger mig ikke i Derby-sammenhæng – der skal han nok blive klar igen”, kommenterede Scarlett.
Double til Bent Olsen i Petit Prix
Træner Bent Olsen havde ikke den store succes i Jydsk Derby, idet hans deltager Basin sluttede sidst gennem mål, men der var til gengæld en masse at glæde sig over i Petit Prix, hvor de to staldkammerater Tough Line/Kim Andersen og Zackery/Fernando Diaz blev henholdsvis nummer et og to.
Efter et afventende ridt trak Kim Andersen Tough Line til udvendigt avancement rundt opløbssvinget, og ind på lige bane koblede han grebet og kunne trække fra til sikker sejr.
Favoritten Afrodite førte en kort overgang, men kunne ikke modstå angrebene fra de to første. Hun tog dog tredjepladsen for Mark Larsen foran She’s Paid/Troy Pengkerego, mens der var langt ned til det øvrige felt.
Kim Andersen red Tough Line for første gang, og den danske rytter var meget tilfreds med præstationen: “Han avancerer godt udvendigt og kæmper godt på det lige. Det kan blive en fin hest til Larch Ærespræmie over 1600 meter på Derbydag”.
Tough Line ejes af Stall Lambada og er opdrættet af Berner Olsen.
Ny Lambada-sejr i Champion Stakes
Stall Lambada fik endnu en sejr med hjem til Sverige, da Fredrik Reuterskiöld-trænede River Foyle vandt Jydsk Champion Stakes.
I dagens absolut bedste opløbskamp nåede River Foyle i sidste galopspring forbi Clouseau, som ellers havde været i front hele vejen. Endnu engang var Kim Andersen i sadlen på den vindende hest, der efter tre andenpladser i årets tre første starter her fik en helt fortjent sejr. Kiyokaga sluttede fint af til tredjepladsen.
Jydsk Champion Sprint fik en mere overraskende vinder, idet feltets mindst spillede hest Snappy Times kunne føre fra start til mål og let afvise Flaming Ember/Fernando Diaz. Snappy Times er både ejet og træner af Ulla Frydensberg og blev redet til sejr af Ellen Piltoft.
Pengkerego igen
Som før omtalt var det første gang at Troy Pengkerego gæstede Århus, men på trods af dette viste den unge jockey et fantastisk overblik på den lille bane.
I Jydsk Derby Consolation red han til perfektion Final Appearance-datteren Wanja hjem til let sejr foran Go To Fortunen/Bettina Wilson og No Pollution/Luis Santos.
Storfavoritten Cut Cumani var pullende ud af startboksen og havde store problemer med at slappe af undervejs. Hesten var anden ind på lige bane og lignede afgjort en vinder, men derefter mistede han pusten og faldt helt fra.
Der var 28.000 kroner i førstepræmie til Wanjas ejer Stutteri Østerbygaard, som også har opdrættet den mørkebrune hoppe.

























