fbpx

Tid til nye udfordringer: GalopSport stopper med nyhedsformidling

Kære læser,

GalopSport har igennem næsten 23 år – siden 1997 – bragt nyheder og artikler fra galopsportens verden.

Det var den første danske hjemmeside til at beskæftige sig med galopsporten, og den eneste der igennem årene konstant har dækket samtlige skandinaviske væddeløbsbaner med optakter, interviews, analyser og nedlæg.

Hjemmesiden har igennem årene været finansieret igennem uovertruffen opbakning fra annoncører og hjertesponsorer, også efter vi i 2016 tilføjede endnu et kommercielt element i vores abonnementsordning.

GalopSport har budt på en fantastisk rejse igennem mere end to årtier – fra dengang mange endnu betragtede internettet som en døgnflue og frem til i dag, hvor langt størstedelen af vores daglige opdatering foregår via online-kanaler.

Sideløbende med min rolle som redaktør på GalopSport, har jeg siden 2007 været skandinavisk repræsentant for Goffs Bloodstock Sales i Irland, og i 2016 blev mit engagement udvidet til også at dække Goffs UK i Doncaster.

De senere år har netop arbejdet på auktioner i England og Irland fyldt mere og mere, og fra og med 1. januar 2020 øges mit internationale engagement som ”bloodstock agent” – formidler af fuldblodsheste – yderligere i så væsentlig en grad, at beslutningen om at stoppe nyhedsopdateringen på GalopSport er blevet taget.

Det betyder i praksis, at abonnementsordningen automatisk lukkes ned ved årsskiftet, og at der efter 31. december ikke længere publiceres nyheder på daglig basis.

I forbindelse med abonnementsordningen, vil den sidste opkrævning finde sted den 30. november 2019. Samtlige eksisterende abonnenter har adgang til sidens artikler i december, og fra 1. januar åbnes der for alle.

Abonnenter, der har betalt på årsbasis, får refunderet eventuelt overskydende betaling omkring årsskiftet.

GalopSport fortsætter efter nytår som en åben portal med fri adgang til alle tidligere artikler og med hurtig adgang til den information du som bruger af hjemmesiden er vant til – heriblandt let tilgang til anmeldelser, startlister, resultater, propositioner, sportssystemer med mere.

GalopSports kalender opdateres stadigvæk med skandinaviske løbsdage, links til programmer osv., og ligeledes tilbydes fortsat en annonceringsplatform med bannerreklamer, heste til salg og advertorials.

Også Brdr. Bustrups populære RaceTime Magazine fortsætter i 2020.

Til slut vil jeg benytte lejligheden til at sige dybfølt tak til alle abonnenter, annoncører, aktive og hårdt arbejdende, entusiastiske skribenter for de mange gode år, hvor det har været et privilegie at dække galopsporten i Skandinavien.

Jeg håber, at mange af de tæt på 11.000 artikler vi igennem de seneste 22 år har bragt, fortsat vil blive læst, og at GalopSport forbliver en velbesøgt hjemmeside for alle der nyder at dykke ned i skandinavisk galopsports historie.

Mere om mit fremtidige virke kan læses i lørdag aftens artikel på det svenske medie Galopptips.se

Tusind tak for denne gang,

www.FZA.dk

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top