The Khamsin meldes i superform inden afrejsen

Lørdag eftermiddag ankommer transporten med Derbyfeltets eneste ubesejrede hest til Klampenborg. Danskfødte, men nu norsktrænede og -ejede The Khamsin, blev for bare en måned siden solgt for et beløb i nærheden af en halv million kroner til Stall Pongo i Norge.

På dette tidspunkt havde Kateb-sønnen vundet sine to første starter på Klampenborg, og han skuffede heller ikke sine nye forbindelser, da han med Kim Andersen på ryggen vandt en overlegen sejr på Øvrevoll i sin sidste start inden NCC Dansk Derby.

Træner Cathrine Erichsen har vundet to af Klampenborgs største løb, Scandinavian Open Championship og Copenhagen Golden Mile henholdsvis to og tre gange, men hun har endnu sin første Derbysejr til gode.

I fjor stod hun på forhånd med gode kort på hånden i form af Hackman, men som de fleste nok husker, kom hesten aldrig med i løbet fordi han i startøjeblikket gik bagover med sin jockey.

Cathrine Erichsen kommer i år til NCC Dansk Derby med en hest der hidtil kun har imponeret, og han står samtidig højest til på formtallet, hvilket gør ham til løbets naturlige favorit.

At banen på søndag har stor sandsynlighed for at blive blød, uroliger ikke den norske træner:

“The Khamsin er en vældig stærk hest, og selv om han i sine tre første starter ikke har løbet på decideret blød bane, tror jeg ikke det vil blive noget problem”.

Det bliver spændende at se hvordan The Khamsin klarer den lange rejse fra Oslo til København, men er det en frisk hest der kommer ud af transporten på lørdag, bør The Khamsins chancer fortsat ligge blandt de største i løbet.

Hesten meldes i alt fald i superform inden afrejsen:

“Han arbejdede tirsdag med en fin 3-årshoppe, Cul De Sac, og det var faktisk det bedste træningsarbejde han har gået siden jeg fik ham i træning”, slutter Cathrine Erichsen.

Seneste artikler

Scroll to Top