Et af Tysklands største jockeynavne igennem mere end 25 år, 47-årige Terry Hellier, har stort set uden forvarsel valgt at afslutte sin jockeykarriere. Han rider sit sidste ridt onsdag aften på hesten Notaio.

Hellier har igennem flere år kæmpet en brav kamp med vægten, men efter han forleden dag måtte afstå fra sine ridt i Düsseldorf grundet kredsløbsproblemer i kroppen, tog han en hurtig beslutning om at sige stop.
Hellier vandt tilbage i 1991 Dansk Derby på ryggen af Bechmann Racings fantastiske Tao, og han gæstede flere gange Klampenborg Galopbane med stor succes til følge.
I 2003 vandt han tre af Scandinavian Open-dagens største opgør – Skandinavisk Opdrætningsløb med Søren Jensen-trænede La Sall, Golden Mile (L) med Flemming Poulsens Apple Green og selve Scandinavian Open Championship (Gr.3) med samme træners Dano-Mast.
I fjor fik Hellier ligeledes en livslang drøm opfyldt, da han efter adskillige forsøg vandt Deutsches Derby (Gr.1) i Hamborg med Pastorius.