Sweet Sunshine klart bedst i Stig Holms Pokal

Det blev dansk sejr i onsdagens hovedbegivenhed på Jägersro, Stig Holms Pokal over 1600 meter for de 2-årige hopper. Løbet, som i fjor blev vundet af Queen Azteca, gik i denne omgang til Lulu Tøpholms smarte Sweet Sunshine.



Efter to afbud var der kun fire deltagere til start i opgøret, og fra start tog Carlos Lopez  hånd om føringen i bøjlerne på Sweet Sunshine (Iffraaj), som havde Lennart J:r Reuterskiölds Miss Curie (Pastorius) og Stella Rasmusens Entends (Yafta) skyggende bag sig.

De tre første var fortsat pænt samlet ved indgangen til opløbet, men så rykkede Sweet Sunshine for alvor og trak mod afslutningen tre længder fri af Miss Curie, som igen havde små fire længder til Entends og yderligere mange længder til Miss Goldeneye (Elarqam).


Sweet Sunshine vinder Stig Holms Pokal for Carlos Lopez. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Førstepræmien i Stig Holms Pokal var 75.000 svenske kronor værd for Sweet Sunshine, som trænes på Trongården nær Klampenborg af Veronika Jandová.

Hoppen har nu startet fire gange siden hun indledte karrieren den 11. juli, og hidtil er det blevet til to sejre og to andenpladser. Vel at mærke andenpladser bag Cosmopolitan (Make Believe) i debuten, og senest bag Nova Kalejs (Space Blues) i ITM Amacitalöpning.

Det var også første start på dirt for Sweet Sunshine, som nu har indtjent 193.582 i svensk valuta.


Lulu Tøpholm får overrakt Stig Holms Pokal af Jägersros tidligere løbsreferent Christian Holm. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Hun blev handlet for 6,000 guineas til Lulu Tøpholms L.T. Racing gennem Marco Bozzi Bloodstock på Tattersalls February Sale tidligere på året, og er ud af Frankel-datteren Lisbet, som igen er datter af den amerikanske Grade-3-vinder Angel Terrace (Ghostzapper).

Angel Terrace er halvsøster til den dobbelte St. Leger- og Ascot Gold Cup (Gr.1)-vinder Order Of St George, Gruppe-3-vinderen Asperity og til den tidligere Lennart J:r Reuterskiöld-trænede Listed-vinder Sehoy, mens endnu en søster, Kitty Love, er mor til Stall Perlen og Wido Neuroths Listed-vinder Like A King.


Zidane og Evelina Rönnlund på vej mod en overlegen sejr i Klass 2 Handicap. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Fra onsdagen på Jägerso skal også nævnes, at lærling Evelina Rönnlund vandt to gange for Lennart J:r Reuterskiöld.

Først med Yobro (Al Wukair) og dernæst med sidste års danske Derby-2’er Zidane (Areion), som endelig fik taget årets første sejr.

Hans-Inge Larsen tog en double i Klass 5 Handicap med Nevile Chamberlain (Shalaa) og Spoonful Of Sugar (Exceed And Excel), som begge ejes af Stall Salt Och Sött.


Double til Hans-Inge Larsen og Stall Salt Och Sött med Nevile Chamberlain og Spoonful Of Sugar. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Førstnævnte blev redet til sejr af Per-Anders Gråberg, som tidligere på dagen også havde ført fra start til mål med Fredrik Reuterskiölds 3-årige Mippzing (Swipe).

Mippzing er født i England, men både ejet og opdrættet af Mr Ascot og halvbror til øvrige vindere som Sugar Crust (Barocci) og Ravaillac (Soldier Hollow), storløbsplacerede Candyflower (Eishin Dunkirk).


Lisa og Fredrik Reuterskiöld med Mr Ascots Mippzing og Per-Anders Gråberg. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Nathalie Johnsson havde også en flot på Jägersro med sejr som både træner og rytter.

Som rytter vandt hun med Martin Perssons Nevercantell (Appel Au Maitre), og som træner med 2-årige Warrior Princess (Evasive), der i sit livs tredje start sejrede overlegent med fire længder for Dayverson de Barros.


Den danskopdrættede Evasive-datter Warrior Princess aflægger maidentitlen under Dayverson De Barros. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Warrior Princess er opdrættet i Danmark af Black Moon Breeding og Jørgen V. Christensen, og hun er ud af Dark Angel-hoppen Princess Harley.

Endelig afsluttedes dagen med sejr til Marie Lustigs 7-årige Romanée (Rock Of Gibraltar), som under Emilie Gustavsson besejrede Francisco Castros 3-årige Marion (Jimmy Mack) og Elione Chaves.

Seneste artikler

Scroll to Top