fbpx

Svenskt 1000 Guineas: Silent Night uhyre overlegen

Patrick Wahl og Stall Dömle-Easy har i 3-årige Silent Night en hoppe, der allerede har begået sig internationalt som anden i Listed på Meydan. Nu kan Night Of Thunder-datteren også kalde sig klassisk vinder efter en overlegen opvisning i Svenskt 1000 Guineas.


Silent Night og Carlos Lopez vinder Svenskt 1000 Guineas. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp

Silent Night og ærkerivalen Ascot Brass var de to helt store favoritter i årets “Diana”.

De to hopper mødtes første gang i SM for 2-årige på Bro Parks græs i fjor, hvor Silent Night trak sig sejrrigt ud med det mindst mulige foran Ascot Brass.

Siden blev der byttet om på rækkefølgen i Jockeyklubbens Magic Million, hvor Ascot Brass vandt foran Careless Whisper og Silent Night.

Deres første 3-årsmøde foregik på Meydan, hvor Ascot Brass igen var bedst – denne gang i UAE 1000 Guineas (L), hvor de kom i mål som femte og sjette.

Efter hjemkomsten til Skandinavien sloges Silent Night og Ascot Brass endnu engang i Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer på Øvrevoll, og nu var Silent Night markant bedre end rivalinden.

Det samme gjorde sig altså gældende i søndagens 1000 Guineas, hvor Carlos Lopez slap for flere ridetag et godt stykke før målstregen og blot styrede Silent Night først over stregen med to længders afstand til Ascot Brass, som yderligere havde tre længder til Wido Neuroths Couleur Cafe (Rock Of Gibraltar) på tredjepladsen.

Siden fulgte Thelflamingoway (Thewayyouare), Reine De Vega (Lope De Vega) og Serenity Bloom (Reliable Man) på de sidste præmiegivende placeringer.

Silent Night og Carlos Lopez. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp

Førstepræmien i Svenskt 1000 Guineas var 700.000 svenske kronor værd for Silent Nights ejerkreds.

Hoppen er nu kun 200 svenske kronor fra officielt at kunne kalde sig dobbelt millionøse, og storløbene står fortsat i kø for kæmpetalentet, der også fortsat opretholder engagement i The Macallan Dansk Derby på Klampenborg i august.

Et løb, som Patrick Wahl ifølge tidligere udtalelser ikke har øverst på prioriteringslisten – navnlig grundet de 2400 meter – men som Silent Night hidtil har fungeret over både 1600 og 1800 meter, må Derbyet alt andet lige føles tættere på lige nu.

Silent Night er opdrættet på Rävdansens Stuteri, som købte hende for bare 17.000 euro i livmoderen på Dynaformer-hoppen Raihaana under 2016-udgaven af Goffs November Breeding Stock Sale i Irland.

Patrick Wahl med Silent Night og Carlos Lopez. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp

Som åring købte Rävdansen hende tilbage for 280.000 svenske kronor på Stockholms-auktionen, inden hun blev solgt til Stall Dömle-Easy og gik i træning hos Patrick Wahl på Bro Park.

Den 29. marts i år nedkom Raihaana med en Barocci-halvsøster til Silent Night, og i år kan Rävdansen glæde sig til at præsentere en anden Barocci-halvsøster på en af de skandinaviske åringsauktioner.


Se Svenskt 1000 Guineas:


SILENT NIGHT (SWE)
brun hoppe 2017
v. Night Of Thunder (Dubawi)
1. mor Raihaana (Dynaformer)
2. mor Jaleela (Kingmambo)
3. mor Sultana (Storm Cat)
5. karrieresejr i 13 starter.
1.999.800 SEK.
Hcp.: 86
Ejer: Stall Dömle-Easy.
Træner: Patrick Wahl.
Opdrætter: Rävdansens Stuteri.


Resultat: Svenskt 1000 Guineas 2020

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top