fbpx

Svenskfødt U S Navy Flag-søn ud af australsk avlshoppe

Det succesrige opdrætterpar Helena og Tor Harry Sigfridsson har haft travlt i årets tre første måneder, hvor der hidtil er kommet syv føl til verden på stutteriet i Vartofta nordvest for Jönköping.


Australske Ocean Magic med sit hingstføl efter Coolmores U S Navy Flag. Foto: Helena Sigfridsson.

Det seneste føl kom til verden søndag den 28. marts.

“En hingst efter U S Navy Flag ud af vores australske avlshoppe Ocean Magic“, fortæller Helena Sigfridsson.

War Front-sønnen U S Navy Flag var i Aidan O’Briens træning den bedste 2-årige hest i Europa i 2017 med sejre i både Dewhurst Stakes (Gr.1), Middle Park Stakes (Gr.1) og Round Tower Stakes (Gr.3).

Som 3-årig fulgte han op med at vinde July Cup (Gr.1) og var desuden anden i Irish 2000 Guineas (Gr.1).

Den tredobbelte Gruppe-1-vinder og 2-årschampion US Navy Flag (War Front). Foto: Coolmore.

U S Navy Flag, der også er helbror til den tredobbelte Gruppe-1-vindende hoppe Roly Poly, gik i stutteriet på Coolmore i 2019 til en bedækningstakst på 25,000 euro, og hans første årgang er således åringer nu.

Føllets mor, Ocean Magic, er født i Australien efter den australske Gruppe-1-vinder Wanted (Fastnet Rock) og ud af den Listed-placerede Mujadil-datter Mermaid Island.

Ocean Magic er halvsøster til Listed-vinderen Ondina (Manhattan Rain) og til Gruppe-3-placerede Holy Cow (Teofilo), og mormoderen Caumshinaun (Indian Ridge) var Champion older mare i Irland i 2001.

Endvidere blev Caumshinaun i avlen mor til hoppen Nightime, der i 2006 blev Galileos første klassiske vinder nogensinde med triumfen i Newmarkets 1000 Guineas (Gr.1).

Nightime blev efterfølgende en fremragende producer som mor til klodens højest handicappede væddeløber i 2020, Godolphins Coronation Cup (Gr.1)-, Eclipse Stakes (Gr.1)- og Juddmonte International (Gr.1)-vinder Ghaiyyath (Dubawi), og til Man O’War Stakes (Gr.1)-vinderen Zhukova (Fastnet Rock).

Tor Harry Sigfridsson under budgivningen ved købet af Ocean Magic i ringen på Goffs i 2019. Foto: Goffs.

Selv vandt Ocean Magic to gange i Australien, inden hun blev importeret til Irland og i første omgang bedækket ved Yeomanstown Studs Prix Robert Papin (Gr.2)- og Flying Childers Stakes (Gr.2)-vinder Gutaifan (Dark Angel).

Gutaifan havde sin første årgang på banerne i 2019 og hans afkom inkluderer bl.a. Prix du Calvados (Gr.2)-vinderen Fev Rover.

Det var netop i fol ved Gutaifan, at Ocean Magic i efteråret 2019 blev købt af Helena og Tor Harry Sigfridsson i ringen på Goffs November Breeding Stock Sale.

Hoppen kostede 28,000 euro og blev stående i Irland, hvor hun den 7. januar i fjor nedkom med sit første føl på Dave Stacks Coolagown Stud i Cork.

En brun hingst, der nu er navngivet Cadabra.

Efterfølgende besøgte Ocean Magic Coolmores U S Navy Flag, og også i 2021 skal avlshoppen bedækkes udenfor Sveriges grænser.

“Hun skal besøge Juniper Tree på York Stutteri, for moderlinjen har jo særligt igennem Nightime fungeret rigtig godt sammen med Galileo“.

“Vi har i øvrigt endnu seks hopper der mangler at fole i år”, konkluderer Helena Sigfridsson.


Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste nyheder