fbpx

Svær, blå aften på Meydan

Det blev langt fra nogen let fredag aften for de fem skandinaviske deltagere på Meydan. Suspicious Mind blev ifølge sine forbindelser i Dubai påredet og mistede en sko, Duca Di Como blev stresset hele vejen og King David manglede den sidste luft.


Siskany og James Doyle vinder Al Khail Trophy (L) på en aften der – som billedet illustrerer – var totalt domineret af Sheikh Mohammeds “Boys In Blue”. Foto: Dhric/AK.

Aftenens mest fremgangsrige skandinaviske resultat stod Kahlil de Burcas 3-årige hoppe Uchchaihshravas (Cotai Glory) for i det klassiske UAE 1000 Guineas (L) over 1600 meter.

Der var blot seks deltagere med i feltet og Uchchaihshravas kæmpede sig til femtepladsen og den medfølgende præmie på $4,500 under Tadhg O’Shea. Sejren tilfaldt Fawzi Nass-trænede Shahama (Munnings), der fortsætter som ubesejret og på nuværende tidspunkt er den bedste 3-årige hoppe i Dubai.

I Al Khail Trophy (L) over 2810 meter førte Suspicious Mind ind på opløbsstrækningen, men blev hurtigt overrumplet af de bagfra kommende, og Appel Au Maitre-sønnen faldt fra til niendepladsen, godt 10 længder bag Cathrine Erichsen-trænede Master Bloom (Pastorius) som sluttede ottende.

Efterfølgende blev det Suspiciuos Mind-lejren rapporteret, at hesten blev påredet bagfra og mistede en sko.

Sejren gik til Charlie Appleby-trænede Siskany (Dubawi), der overlegent slog godt afsluttende Alignak (Sea The Moon), der i øvrigt er halvbror til Niels Petersen-trænede Alligate (Archipenko).


Skærmbilledet herover viser Duca Di Como som nummer to fra højre kæmpe i Downtown Dubai Cup.

Duca Di Como (Clodivil) var dagens mest betroede skandinaviske islæt, og han startede rent faktisk som favorit i ATGs V4-spil fra Meydan.

Under Elione Chaves var Duca Di Como som vanligt hurtigt ude af boksen, men den velkendte taktik fra de skarpe skandinaviske baner fungerede slet ikke over de 1400 meter på Meydan, hvor Clodovil-sønnen aldrig på noget tidspunkt fik fred.

Hesten kæmpede sit hjerte ud i opløbet, men det stod hurtigt klart, at han ikke ville få med udfaldet at gøre, og han sluttede på ottendepladsen, otte længde bag vindende Mubakker (Speightstown).

Endelig var det King Davids tur til at debutere i ørkenen, og den danskopdrættede Elusive City-søn faldt med fanen højt i Gruppe-2-opgøret Zabeel Mile over 1600 meter.

King David fik en fin indvendig rejse og havde alle chancer i opløbet, hvor han holdt godt ved til under 200 meter fra mål, men hér ebbede det ud og han sluttede lige udenfor præmierækken. Sejren gik til Real World (Dark Angel).


William Buick vinder Zabeel Turf (L) i bøjlerne på Star Safari (Sea The Stars). Foto: Dhric/AK.

William Buick vandt to af løbene på den Godolphin-dominerede aften. Først med Charlie Applebys Star Safari (Sea The Stars) i Zabeel Turf (L) over 2000 meter, og senere med samme træners Man Of Promise (Into Mischief) i Dubai Sprint (L).

Charlie Appleby vandt således tre Listed-opgør for The Boys In Blue, mens Saeed bin Suroor stod for Gruppe-2-triumfen med Real World.


Se resultater og repriser fra fredagen på Meydan hér.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top