fbpx

Suspicious Mind – en levende legende

For tredje år på stribe vandt 360 North Horse Racings 9-årige danskopdrættede vallak Suspicious Mind lørdag eftermiddag De 5 Stjerner Scandinavian Open Championship (Gr.3). En historisk præstation uden sidestykke, og man kan nu med rette kalde ham for en levende legende i dansk galopsport.



Da Suspicious Mind i fjor vandt Scandinavian Open Championship (Gr.3) for anden gang, var han den fjerde til at gøre det i kølvandet på Albaran (97/98), Valley Chapel (01/02) og Bank Of Burden (12/13).

Men ingen har nogensinde tidligere vundet løbet tre gange, og spørgsmålet er selvfølgelig, om denne rekord nogensinde bliver emuleret eller overgået. Det gør den højst sandsynligt ikke.


Suspicious Mind, Auenfürst og White Heart på lige linje i 2022-udgaven af De 5 Stjerner Scandinavian Open Championship. Foto: Burt Seeger.

I en alder af ni år startede Suspicious Mind for ikke mindre end sjette gang på stribe i Danmarks mest prestigefulde væddeløb. Appel Au Maitre-sønnen kom fra en tredjeplads med topvægt i Forårs Cup bag White Heart (Camelot) og Gold Tyranny (Zoffany), som han ved den lejlighed gav henholdsvis syv og tre kilo.

Denne gang kunne han “nøjes” med at give de samme heste et enkelt, og det var akkurat nok til at den tredje triumf på stribe kunne blive en kendsgerning.


Seneschal og Jan-Erik Neuroth var først rundt tribunesvinget med Suspicious Mind lige bagved. Foto: Burt Seeger.

Fra start var det Wido Neuroths dobbelte St. Leger-vinder Seneschal (Appel Au Maitre) der angav pacen under Jan-Erik Neuroth, men da Seneschal allerede rundt opløbssvinget måtte melde forfald, endte Suspicious Mind alene i front under Per-Anders Gråberg, der kort efter fik en yderst velgående Auenfürst (Soldier Hollow) op indvendigt for sig.

Ved indgangen til opløbet lignede Auenfürst en kommende Scandinavian Open-vinder i hænderne på Jacob Johansen. Samtlige andre konkurrenter var kommet hårdt af biddet, inklusiv Suspicious Mind.


Suspicious Mind, Auenfürst og White Heart på lige linje i 2022-udgaven af De 5 Stjerner Scandinavian Open Championship. Foto: Burt Seeger.

Bagfra nærmede Oliver Wilson sig med 4-årige White Heart, der dog endnu havde adskillige længder at hente, alt imens den tidligere SOC-vinder Master Bloom (Pastorius) og Gold Tyranny holdt deres fart, men så ud til at slide med tempoet.

Med 200 meter igen lignede Auenfürst stadigvæk en vinder, men White Hearts forrygende afslutning skabte pludselig et drama af dimensioner.

Gråberg fortsatte ufortrødent med Suspicious Mind, der en overgang så slået ud af de to indvendige ekvipager, men som alligevel formåede at sætte hovedet først på målstregen.


Træner Nina Lensvik og Team 360 North Horse Racing med Suspiciuos Mind og Per-Anders Gråberg. Foto: Burt Seeger.

Der måtte målfoto til for at skille de tre heste, og opløbet var så tæt, at det var Oliver Wilson der valgte at ride tilbage mod vindercirklen sammen med Per-Anders Gråberg, selv om målfotoet endte med at vise, at Jacob Johansen rent faktisk var nummer to med Auenfürst.

På fjerdepladsen, to længder efter front-trioen, fulgte Master Bloom med en halv længdes afstand til Jet Action (Camelot), der præcis snuppede den sidste pengepræmie foran Gold Tyranny. Siden fulgte Quebello (Sea The Moon), Unconquerable (Churchill), Grey Flash (The Factor), Talisman (Sunday Break) og Seneschal.

Førstepræmien var 250.000 kroner værd for 360 North Horse Racing, der her så Suspicious Mind vinde for 21. gang i 45 starter. Den samlede præmiesum rundede 4,4 millioner i dansk valuta.


Lykkelige scener i Klampenborgs vindercirkel med ejer Nils Jansson og opdrætter Søren Hjorth Jensen. Foto: Burt Seeger.

Suspicious Mind blev samtidig den første 9-årige vinder af Scandinavian Open Championship (Gr.3), og han har taget os allesammen med på noget af en rejse siden han som 2-årig debuterede i et maidenløb over 1400 meter på Klampenborg i 2015.

Efter maidensejren løb han ‘dead heat’ på Jägersro med den senere svenske Derbyvinder Duke Of Burden (Footstepsinthesand), og han fortsatte derefter med først at vinde Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborg og så Svenskt Kriterium på Jägersro.

Som 3-årig vandt han Dansk Derby og Dansk St. Leger, som 4-årig Dansk Breeders’ Cup, som 5-årig Songline Classic (L), som 6-årig Malmö Vårhandicap – og som 7-, 8- og 9-årig Scandinavian Open Championship (Gr.3).


Nils Jansson og Per-Anders Gråberg i en lykkerus efter den historiske SOC-triumf med Suspicious Mind. Foto: Burt Seeger.

Suspicious Mind er opdrættet på Stutteri Hjortebo, der i 2008 købte moderen, Hernando-datteren Fleur En Fleur, for 7,000 euro på Arqanas Vente de l’Elevage i fol ved den dobbelte Gruppe-1-vinder Daliapour (Sadler’s Wells). Fleur En Fleur var i forvejen mor til to vindere franske vindere.

Resultatet af bedækningen ved Daliapour blev Le Chiffre, der vandt tre gange og bl.a. var tredje i Dansk St. Leger.

Siden fulgte den danske St. Leger-vinder Call Of Duty (Academy Award), den svenske Oaks-2’er Mon Fleur (Academy Award) – som i øvrigt selv er blevet mor til den svenske Oaks-vinder Alwaysonmymind (Appel Au Maitre) – og St. Leger-2’eren Sådan (Academy Award), inden Suspicious Mind kom til verden som Fleur En Fleurs femte danskopdrættede føl i 2013.


Klampenborgs direktør Carsten Baagøe Schou sammen med Scandinavian Open Championships løbssponsorer Alice Weiste og John Christensen fra De 5 Stjerner. Foto: Burt Seeger.

Fleur En Fleur fortsatte bare med at producere topkvalitet – først med den klassisk placerede Robinia Face (Appel Au Maitre) og så med Oslo Cup (L)- og Breeders’-vinderen Wishformore (Center Divider). Og den opmærksomme entusiast/spiller lagde sikkert mærke den debut som Suspicious Minds 3-årige helbror Cheval Mouton leverede på Klampenborg den 21. maj.


Per-Anders Gråberg vandt Scandinavian Open Championship (Gr.3) for sjette gang. Foto: Burt Seeger.

Der blev skrevet et helt utroligt stykke dansk væddeløbs- og avlshistorie på Klampenborg denne sidste lørdag i foråret 2022. Nina Lensvik nåede op på det samme antal trænersejre som Niels Petersen, og Per-Anders Gråberg vandt for ikke mindre end sjette gang.

Og for dansk – og skandinavisk – opdræt er det også noget af en fjer i hatten, at de seneste fem års udgaver nu er blevet vundet af fire danskopdrættede og en svenskopdrættet. Præstationer signeret af Efesos, Master Bloom og legenden Suspicious Mind.


Suspicious Mind på vej hjem efter sin legendariske tredje triumf på stribe i Scandinavian Open Championship (Gr.3). Foto: Burt Seeger.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top