Hestesportens olympiske lege, The Dubai World Cup over 2000 meter dirt track på Nad Al Sheba, blev endnu en stor triumf for hjemmebanens Godolphin, der for tredje gang i løbets 7-årige historie kunne starte sejrsceremonien til ære for dem selv.
Men det var ikke som forventet Sakhee og Frankie Dettori de kunne modtage i vindercirkelen, men derimod den 4-årige irskfødte hingst Street Cry.
Street Cry blev redet til en sikker fire længders sejr af den amerikanske topjockey Jerry Bailey, som uden tvivl skal have stor credit for sejren efter et af karrierens absolut snedigste ridt.
Efter en placering allerbagest i det 11 heste store felt arbejdede Street Cry sig frem på bagsiden og rundt opløbssvinget.
I sidste del af svinget trak Bailey sin hest helt ind til rails, og da hestene ramte det lige stykke havde Bailey på få sekunder vundet adskillige længder på de øvrige – og de så aldrig Street Cry igen.
Dettori havde Sakhee velplaceret hele vejen og lå lige foran Street Cry i sidste del af svinget, men hvor Bailey altså valgte den korteste vej, trak Dettori længere ud i banen og indledte derefter et angreb der aldrig rigtig blev til noget og endte i en skuffende tredjeplads.
Skuffende, fordi Sakhee var den største favorit i løbets historie og samtidig er blevet betragtet som verdens bedste hest på både dirt track og græs.
Frankie Dettori udtalte efter løbet at det netop var dirt’en der gjorde udslaget og at Sakhee nu vil blive gjort klar til en europæisk kampagne på græsset, mens Street Cry sendes til New York, hvorfra Machiavellian-sønnens amerikanske korstog skal udgå.
Street Cry har nu startet 10 gange med fire sejre til følge, og hidtil har han aldrig været dårligere end tredje. Med sejren fik hesten samtidig firedobblet sin samlede præmiesum, idet der var hele 3,6 millioner US dollars i førstepræmie.
Stor amerikansk aften
Jockey Jerry Bailey kan med rette kalde sig ‘Mr Dubai World Cup’. Sejren på ryggen af Street Cry var nemlig Baileys fjerde World Cup-sejr.
Tidligere har han redet Cigar, Singspiel og Captain Steve først i mål, men det var første gang han sejrede i Godolphins verdensberømte blå farver.
Jerry Baileys triumf var kulminationen på en stor amerikansk aften, som allerede startede i dagens andet løb Godolphin Mile, hvor den i Californien fødte Grey Memo strøg til tops for amerikanske Gary Stevens.
Og Gary Stevens hentede endnu en sejr i sprintløbet Golden Shaheen (Gr.1) på ryggen af verdens hurtigste hest på dirt track, Caller One, som også kommer fra Californien.
Derbyvinder til USA
World Cup-dagen dannede igen rammen om The UAE Derby, som havde en klar favorit i australske Palace Line. Palace Line var med helt fremme ind på opløbet, men faldt tidligt fra og måtte overlade scenen til Godolphins Essence Of Dubai, der med Frankie Dettori på ryggen trak fra til en let sejr.
Essence Of Dubai skal nu ligesom Street Cry til USA, hvor han skal forberedes til Kentucky Derby i maj måned.
Nayef suveræn på græsset
Marcus Tregoning-trænede Nayef, der sidste år blev Sagittarius’ eneste overmand i Cumberland Lodge Stakes på Ascot, vandt sin femte sejr på stribe i Dubai Sheema Classic (Gr.1) over 2400 meter græs.
Og det var en sejr ud over det sædvanlige for Nayef, der under Richard Hills tidligt i opløbet cantrede let forbi sine konkurrenter og vandt en sikker sejr, selv om de 2400 meter virkede en anelse for langt for ham.
Nayef er efter den amerikanske hingst Gulch og halvbror til legendariske Nashwan og Unfuwain.