Nu begynder Derbyfeberen for alvor hos danske Hubert Strecker – en Derbyfeber som end ikke hans far og onkel under pseudonymet “Brdr. Strecker” nogensinde har kunne hamle op med.
Lørdag eftermiddag starter Hubert Streckers 3-årige New Approach-søn Libertarian nemlig i The Derby (Gr.1) på Epsom Downs i England.
Og ikke nok med at han starter – hingsten kommer også fra en frisk sejr i et af de traditionsrige engelske Derby Trials, Dante Stakes (Gr.2) i York, hvor han i sikker stil besejrede Trading Leather, som i sin næste start var en rigtig god tredje i Irish 2000 Guineas (Gr.1) på The Curragh.
Libertarian, der trænes af Elaine Burke og rides af William Buick, deler i New Approach far med bookmakernes klare forhåndsfavorit til sejren, Godolphins Jim Bolger-trænede Dawn Approach, der endnu er ubesejret i karrieren og senest vandt 2000 Guineas (Gr.1) over 1600 meter i Newmarket.
Coolmore-teamet kommer med som sædvanlig med en hær af aspiranter – seks i alt, hvilket svarer til halvdelen af feltet – og deres bedste bud ser ud til at være Joseph O’Briens valg, Battle Of Marengo.
Fra Tyskland kommer Andreas Wöhler med sin første engelske Derby-starter nogensinde, Chopin, og franske André Fabre sadler Monsun-sønnen Ocovango.
Libertarian kan lige nu spilles hos internationale bookmakere til 16/1, hvilket indikerer, at selv om han ikke tilhører den absolutte favoritgruppe, er der alligevel en vis respekt og uvished omkring den sparsomt startede hingst, der først indledte sin væddeløbskarriere den 9. april med en sejr over 2000 meter på Pontefract.
The Derby Stakes (Gr.1) på Epsom rides lørdag eftermiddag kl. 17.00 dansk tid.

























