Dr. Omar Zawawi betalte for en måned siden 70,000 sterling for den yderst veltrukne brune hingst, Polar Desert, på Doncasters Breeze-Up salg i England, og onsdag eftermiddag gik hesten et fortræffeligt prøveløb på Jägersro under brasilianskeDayverson De Barros.
Polar Desert var hurtigt ude af startboksen og lå udvendigt på Castle Girl ind i opløbssvinget. Da feltet ramte opløbet havde Polar Desert overtaget teten, og fik danskopdrættede Hell’s Angel op udvendigt for sig. En overgang var Hell’s Angel helt oppe på siden af Polar Desert, men sidstnævnte svarede ganske let op og skar målstregen en sikker længde foran den Francisco Castro-trænede to’er.
Kvalifikationstiden over de 800 meter var hurtige 50,1 sekunder.
Polar Desert er efter Invincible Spirit og ud af Pivotal-datteren Saoire, der i 2005 vandt Irish 1000 Guineas (Gr.1) og desuden var placeret anden i C L Weld Park Stakes (Gr.3) og anden i Moyglare Stud Stakes (Gr.1) som 2-årig.
Saoire har også allerede bevist, at hun også står for høj kvalitet i avlsboksen, idet hendes første afkom – Polar Deserts 3-årige helbror Requisition – har vundet to af sine fire første karrierestarter, og senest strøg til tops i Loughbrown Stakes (L) på The Curragh i Irland.
Første karrierestart for Johan Reuterskiöld-trænede Polar Desert kan meget vel blive på Klampenborgs græs den 9. juni, hvor årets første skandinaviske 2-årsløb skal rides. Opgøret er åbent for importerede heste og dermed også et Racing Post Yearling Bonus-opgør med 10,000 sterling i sejrsbonus hvis hesten er bonusberettiget – og det er Polar Desert!

























