fbpx

Stockholms Stora: Stroxx Carlras møder Kick On, King David, Match Maker…

Scenen er sat til årets hidtil største løbsdag på en skandinavisk bane, når Bro Park på søndag er vært for en perlerække af storløb, heriblandt Stockholms Stora Pris (Gr.3), Bro Park Vårsprint (L), Bloomers’ Vase (L), Jockeyklubbens 2000 Guineas og Svenskt 1000 Guineas.


Stroxx Carlras ved sejren i Norsk Derby foran White Heart. Foto: Hesteguiden.com.

Løbsdagens mindste felt finder vi i selve hovedbegivenheden, Stockholms Stora Pris (Gr.3) over 1750 meter, hvor Rikke Rohbach Bondes dobbelte Derbyvinder Stroxx Carlras (Footstepsinthesand) jagter en endnu større skalp.

Stroxx Carlras, der i sæsondebuten var anden bag Duca Di Como (Clodovil) i Pramms Memorial på Jägersro, møder denne gang seks konkurrenter fra øverste hylde – Niels Petersens duo Kick On (Charm Spirit) og King David (Elusive City), Anette Stjernstrands Valence (Oasis Dream), Cathrine Erichsens Match Maker (Declaration Of War), Bent Olsens Learn By Heart (Frankel) og Wido Neuroths Like A King (Kingman).


General De Vega ses herover vinde Bro Park Sprint Championship (L) foran Could Be King. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Bro Park Vårsprint (L) over 1200 meter byder på et fremragende felt med navne som El Guanche (Power), General De Vega (Lope De Vega), Could Be King (Bated Breath) og Sandtastic (Footstepsinthesand) blandt forhåndsfavoritterne, og i hoppernes Bloomers’ Vase (L) over 1600 meter mødes bl.a. Ascot Brass (Juniper Tree), Marshi (Adaay), Thunderey (Night Of Thunder) og My Jamil (Al Shemali).


Ascot Brass ved sejren i Breeders’ Trophy Classic på Bro Parks græs. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Som forventet blev der fuldt hus i Svenskt 1000 Guineas, hvor Bent Olsen i fjor sadlede både nummer ét og to gennem mål.

I år sætter træneren sin lid til Liberian Girl (Wilshire Boulevard), der kommer på en på papiret svær opgave mod konkurrenter som Lennart J:r Reuterskiölds Una Matina (Golden Horn) og Susanne Berneklints Scarlett (Appel Au Maitre).


Una Matina og Jacob Johansen vinder sikkert foran Red Hunting Hawk. Foto: Burt Seeger.

I herrernes 2000 Guineas starter 14 deltagere med Roy Arne Kvislas Running Rolf (Appel Au Maitre) og Niels Petersens duo Tordenskiold (Giant Sandman) og Hear The Drums (Appel Au Maitre) som de mest toneangivende.

Læg dertil Guineas Classic Consolation, Bobbie Killicks Minneslöpning og Sunday Special til programmet, og resultatet bliver en løbsdag med svimlende 4.166.000 svenske kronor til fordeling blandt de svenske, norske og danske hesteejere.


Se den foreløbige startliste til Stockholms Stora Pris-dagen herunder:


Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste nyheder

Scroll til toppen