Star Quest er Olsens Guineas-håb

Hvidegården nær Klampenborg har gennem tiden været hjemsted for mange klassiske vindere. Træner Bent Olsen har været tæt på flere gange, men det er endnu ikke lykkedes ham at opnå samme klassiske bedrifter som bl.a. Ole Larsen og Franz Nutz.

Forrige år blev Easy Boy nummer to i Dansk Derby og Manomission besatte andenpladsen i Dansk 2000 Guineas.

I 2003 hentede både Danish Shopping og Royal Eleven andenpladser i henholdsvis Mowerinaløb og Dansk Oaks – men Olsens første klassiske sejr lader fortsat vente på sig.

Men ingen tvivl om, at den nok skal komme en dag.

Hvis det bliver i år er de største chancer ifølge træneren de to heste Eko Sacher og Star Quest.

Førstnævnte har vokset sig til en ren mastodont at se på, og selv om Final Appearance-sønnen ikke formåede at omsætte sine seks starter i fjor til sejr, er der ingen tvivl om at vinteren har gjort ham godt og at de længere distancer i år vil være en stor fordel.

Eko Sacher er halvbror til den tidligere 2000 Guineas-vinder Eko Deauville, så det klassiske potentiale er absolut tilstede.

Eko Sachers bedste præstation i 2003 var andenpladsen i Klampenborg Auktionsløb bag La Sall – en præstation handicapper Pam Cordrey vurderede til 77.

“Eko Sacher vil blive manageret mod Dansk Derby. Han har via sine seks starter i fjor lært hvad jobbet går ud på, og hans tal gør ham ret sikker på en plads i feltet, hvilket gør at vi ikke behøver at have travlt med ham i foråret. Det gælder bare om at have ham klar til dagen”, fortæller Bent Olsen, der i modsætning til i fjor ser ud til at skulle sætte sin lid til herrerne i den klassiske årgang.

Party People Racings brune vallak Star Quest (Richard Of York – Isabella Cannes v. Ahonoora) leverede vel en af de mest lovende 2-årsdebuter på Klampenborg i fjor, da han over 1300 meter nærmest pulveriserede et godt felt bestående af bl.a. den senere Vinterfavorit-3’er Cut Di Campione og Basnæs-vinder Holy Roller.

Star Quest viste ved den lejlighed et glimrende ‘turn-of-foot’ der gjorde ham til en spændende outsider i Dansk Kriterium.

Her faldt han dog helt fra hinanden efter at have set farlig ud ind på opløbsstrækningen, men ifølge Bent Olsen kan man se helt bort fra den start idet der var flere forskellige problemer undervejs.

“Han puller meget og fik en uheldig udvendig rejse hvor han nærmest var helt ude i skoven på et tidspunkt. Der var bare ikke mere at hente da de ramte opløbet, det var trods alt et stærkt felt han mødte i Kriteriet”, fortæller Olsen.

Star Quest, der er opdrættet på Stutteri Thorskovgård, har en vældig stærk moderlinje. Moderen Isabella Cannes var selv vinder og bl.a. var hun fjerde i Phoenix Stakes (Gr.1) som 2-årig.

I avlen er hun bl.a. mor til den Listed Race-placerede Ilmarinen, samt fire andre vindere.

Mens Eko Sacher bliver matchet mod Dansk Derby, er Dansk 2000 Guineas og Jyllandsløb de største opgaver i foråret for Star Quest.

På nuværende tidspunkt står der bare 27 heste tilbage i Jyllandsløb, og netop denne opgave kan måske vise sig at passe perfekt til Richard Of York-sønnen, som Bent Olsen afgjort tror vil gøre sig bedst omkring milen – men klarer hesten 1800 meter på Klampenborg, klarer han også 2200 meter i Århus.

Seneste artikler

Scroll to Top