Fremtidstro: Stall Sigfridsson klar til et nyt år med store planer

Det svenske opdrætterpar Helena og Tor Harry Sigfridsson står foran et 2025 som byder på 11 føl samt nye, spændende bedækningsplaner for stutteriets avlshopper. “Vi sender både hopper til Danmark, Frankrig og Irland”, fortæller Helena til GalopSport.


Ascot Brass er i fol ved Muhaarar. Foto: Stall Sigfridsson.

Ascot Brass venter sit første føl til foråret. Hun er i fol ved den firedobbelte Gruppe-1-vinder Muhaarar og har termin den 1. maj. Hvis hun foler før 15. maj bliver genbedækket, og hvis ikke, så giver vi hende et års pause”, siger Helena om Juniper Tree-datteren, som var få tusinde kroner fra at blive den mest vindende hoppe i skandinavisk træning nogensinde.

Det lykkedes dog akkurat ikke at nå forbi fantastisk Funny Legend (Funambule), og Ascot Brass endte på en samlet indtjening på 5.432.307 SEK efter 11 sejre i 34 starter.

Newscaster, der herover ses sammen med sit 2023-hingstføl efter Kessaar (Kodiac), skal i år besøge Criterium de Saint-Cloud (Gr.1)-vinderen Dubai Mile i Irland. Foto: Stall Sigfridsson.

Blandt hopperne som allerede er booket ind til udenlandske hingste er 8-årige Newscaster (Make Believe), som sendes mod Irland for at besøge den Breeders’-nominerede Gruppe-1-vinder Dubai Mile (Roaring Lion) på Coolagown Stud.

Dubai Mile står til en bedækningstakst på €4,000 i 2025 på Coolagown Stud. Foto: Manton Park.

Dubai Mile vandt tre af sine fem starter som 2-årig i 2022, hvor han foruden triumfen i det 2000 meter lange Criterium de Saint-Cloud (Gr.1) også vandt over 1400 meter på Redcar og over 1600 meter på Kempton, og var anden bag The Foxes (Churchill) i Juddmonte Royal Lodge Stakes (Gr.2) i Newmarket.

News Ahead og Jacob Johansen nedkæmper Karla With A K med Ulrika Holmquist i Jockeyklubbens Auktionslöpning. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Newscaster blev købt på Goffs November Breeding Stock Sale i 2021 og var i fol ved Dream Ahead. Resultatet blev News Ahead, som tjente 350.000 i sin 2-årssæson i fjor og vandt Jockeyklubbens Auktionslöpning på Bro Park”, tillægger Helena.

I 2023 fik Newscaster den brune vallak Overlord (Kessaar), og i fjor folede hun hingsten Kendall (Mustajeeb). Siden blev hun ikke genbedækket, således at hun nu kan gå tom af sted til Co. Cork.


Victor Ludorum. Foto: Darley.

Udenbys skal også Dubawi-hoppen Dubai Hadeia, som går til den franske 2000 Guineas-vinder Victor Ludorum (Shamardal) på Haras d’Etreham.

Victor Ludorum, der også vandt Prix Jean-Luc Lagardere (Gr.1) som 2-årig, står igen til en bedækningstakst på €15,000 i 2025, og hingstens første årgang rammer banerne senere i år.

New England besejrede News Ahead i SM för 2-åriga Hästar og sørgede for opdrætter-double for Stall Sigfridsson. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Dubai Hadeia blev også købt på Goffs November Breeding Stock Sale, og hendes første svenskregistrerede afkom var Farhh Out (Farhh), som hidtil har vundet fire gange og indtjent tæt på 700.000 SEK med et handicap på 83.

Dubai Hadeia er også mor til nu 3-årige New England (Lord Of England), som vandt to gange – heriblandt i SM för 2-åriga Hästar – og tjente mere end en kvart million svenske kronor i sin første sæson i fjor.

Dertil fik hun i fjor sønnen Kingmaker efter Stutteri Hjortebos Moohaajim (Cape Cross).


Singapore Sally blev købt for €40,000 i november og er i fol ved championsprinteren Starman. Foto: Goffs.

På 2024-udgaven af Goffs November Breeding Stock Sale investerede Helena og Tor Harry Sigfridsson på ny, og denne gang betalte de €40,000 for den nu 5-årige Bungle Inthejungle-datter Singapore Sally, som blev købt i fol ved Tally Ho Studs July Cup (Gr.1)-vinder Starman (Dutch Art).

Singapore Sally har termin i morgen, den 14. januar, og hun står opstaldet på Coolagown Stud i Irland. Vi har booket hende ind til Churchill på Coolmore”, beretter Helena.

Churchill (Galileo). Foto: Coolmore.

Og med Galileos 2-årschampion og dobbelte 2000 Guineas-vinder Churchill er der også tale om en større satsning, for han står til en bedækningstakst på €25,000.

Churchill er hidtil far til de tre individuelle Gruppe-1-vindere Vadeni, Blue Rose Cen og Attrition, samt fem individuelle Gruppe-2-vindere og ni individuelle Gruppe-3-vindere.


Helena Sigfridsson. Foto: SÅEF.

En række af Helena og Tor Harry Sigfridssons hopper skal ikke rejse lige så langt som Newscaster og Dubai Hadeia.

“Vi har hopper som skal bedækkes i Danmark, men hvem og hvor er endnu ikke helt fastlagt. Dog skal vores Kitten’s Joy-datter Delbanu med sikkerhed til Courage Under Fire på York Stutteri”, afslører Helena.

5-årige Delbanu blev købt forrige år i Baden-Baden og venter nu sit første føl efter Juniper Tree (Galileo).

Hun er ud af den amerikanske Grade 2- og 3-vinder Dynaslew (Dynaformer), og både hendes anden- og tredjemor er også Stakes-vindere i USA.

Stall Sigfridsson indtog tredjepladsen i sidste sæsons svenske opdrætterchampionat, kun overgået af Stutteri Hjortebo og Rävdansens Stuteri.

Opdrætterparret Helena og Tor Harry Sigfridsson til venstre for træner Niels Petersen ved fejringen af Ascot Brass’ sejr i Elkær Stutteri Fawzia Stakes 2021. Foto: Burt Seeger.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top