Skøn nyhed: Jacob vender tilbage i 2026

Som den norske journalist Tom W. Johannessen kunne meddele på Øvrevolls hjemmeside i går, er Jacob Johansen ovenpå et langvarigt skadesforløb klar til at vende tilbage i sadlen til sæsonstarten. Og Jacob, der til daglig rider ud for Jessica Long, får tilmed titlen som førstejockey hos Annike Bye Hansen på Øvrevoll.

Annike Bye Hansen med Hard One To Please og Jacob Johansen efter sejren i Norsk Derby. Foto: Hesteguiden.com.

Både Annike og Jacob bekræfter overfor Johannessen, at de to har indgået en ‘gentleman-aftale’ for den kommende sæson, hvilket bl.a. tæller navne som Aphelios (Kodiac) og Admiral De Vega (Lope De Vega).

Annike Bye Hansen og Jacob Johansen har igennem mange år haft et frugtbart samarbejde, og helt tilbage i 2014 triumferede de med topsprinteren Ragazzo (Academy Award) i Gruppe-3-opgøret Polar Cup.

Siden har Jacob bl.a. vundet Norsk Derby med Annike Bye Hansen-trænede Hard One To Please (Fast Company) og Stockholms Stora Pris (Gr.3) med førnævnte Admiral de Vega.

At aftalen for 2026 er kommet i stand, skyldes til dels også at Elione Chaves, der de seneste to sæsoner har været førstejockey for Annike Bye Hansen, ikke umiddelbart vender tilbage til Skandinavien på denne side af sommeren.

Chaves, som lige nu rider ud for Fredrik Reuterskiöld i Dubai, har nemlig fået en kontrakt i Japan med start i april.


Jacob Johansen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Seneste artikler

Scroll to Top