I et åbent brev stilet til galop- og travsporten i Skåne, bryder ATGs formand Peter Norman og administrerende direktør Hasse Lord Skarplöth den tavshed, som spilleselskabet ellers har tyet til i spørgsmålet om regionens fremtidige banestruktur.
I det åbne brev adresserer ATG de økonomiske realiteter omkring både Svensk Galopp og et fremtidens Jägersro, og de fortæller hvordan ATG gennem investeringer i nye spilleoplevelser og kvalitetsforhøjede tv-udsendelser kan bidrage til en lys fremtid – såfremt galop- og travsporten forbliver sammen i Malmö.
ATG vil også hjælpe til med at omforhandle Svensk Galopps ‘finansielt krævende lån’ på 100 millioner SEK, og stiller mod slutningen spørgsmålet: Hvad er vigtigst – egen bane eller sportens overlevelse.
ATG nævner i sit åbne brev ikke noget om selve baneanlægget, som altid har været det ultimativt springende punkt i forhandlingerne (eller mangel på samme). Samtlige skitser for en ny, fælles opvisningsarena har nemlig budt på en travbane udvendigt for galopbanen, hvilket vil gøre sidstnævnte endnu mindre end den nuværende bane på Jägersro.
ATG nævner heller ikke problematikken omkring træningsetablissementet og selve opstaldningen af heste på Jägersro, som også er essentielt for Skåne-trænernes forretningsmæssige overlevelse.
Søndag kom Skånska Fältrittklubbens formand, Håkan Birger, med et direkte svar til ATGs formand og direktør, og her adresseres netop den manglende kalkyle omkring stalde og træningsmuligheder.
Begge åbne breve kan læses herunder.