Premieren på storfilmen om Seabiscuit – den amerikanske galophest, der i årene efter den store depression i Amerika blev et samlings- og lyspunkt for millioner af amerikanere, finder sted i begyndelsen af oktober.
Historien om Seabiscuit er ikke kun historien om en usædvanlig galophest. Det er også ‘solstrålehistorier’ om en ejer, en træner og en jockey der blev bundet sammen af kærligheden til Seabiscuit.
Filmen er skabt på basis af Laura Hillenbrands bestseller, og er blevet modtaget meget positivt overalt hvor den hidtil har haft premiere.
Seabiscuit – An American Legend får Skandinavienspremiere fredag den 3. oktober, men allerede torsdag den 2. oktober kl. 21.30 afholdes en velgørenhedsforestilling i den københavnske biograf Palladium, hvor entréindtægten er 150 kroner og ubeskåret går til Dansk Handicapridning.
Du har nu mulighed for at sikre dig en billet til velgørenheds-forestillingen ved at kontakte Palladium på telefon 70 13 12 11 – billeterne skal være betalt og afhentet senest den 29. september kl. 21.00.
Om Seabiscuit
Seabiscuit blev født i 1933 efter hingsten Hard Tack og hoppen Swing On. Hans karriere strakte sig over seks sæsoner, af hvilke 2-årssæsonen var den mest travle med hele 35 starter.
Men Seabiscuit lå ikke på den lade side som 3-årig med 23 starter. Igennem sine seks sæsoner startede Seabiscuit i alt 89 gange. Han vandt 33 gange, heraf 25 Stakes Races.
Han blev nummer to 15 gange og var 13 gange tredje gennem mål. Ialt indløb han 437.730 dollars, hvilket var det meste en amerikansk galophest havde vundet på den tid.
Om John ‘Red’ Pollard / Spilles i filmen af Tobey Maguire (Spiderman, Ride With The Devil, Wonderboys)
John ‘Red’ Pollard blev Seabiscuits faste jockey efter Charles Howard havde købt hesten. John Pollard red Seabiscuit i start set alle hans starter, men var dog ikke i sadlen på grund af et tidligere uheld, da Seabiscuit besejrede War Admiral i den måske mest berømte match nogensinde.
John Pollard var igennem meget modgang inden han blev ‘opdaget’ af Seabiscuits træner Tom Smith, og jockeyen måtte i lang tid bære på den svære hemmelighed, at han var blind på det ene øje.
Tom Smith / Spilles i filmen af Chris Cooper (The Patriot, The Bourne Identity, American Beauty)
Seabiscuits træner, Tom Smith, var en mand af få ord. Nogle hævdede, at de ikke mente at have hørt ham sige 100 ord igennem hele livet.
Tom Smith havde før han blev træner deltaget i det sidste af de store kvægtog. Han var totalt ukendt, da familien Howard overlod ham ansvaret for deres heste, heriblandt Seabiscuit.
Men Charles Howard havde set rigtigt – Tom Smith forstod heste som ingen andre, og han brugte træningsmetoder som fik andre trænere til at rynke på panden – for ikke at sige trække på smilebåndet!
Charles Howard / Spilles i filmen af Jeff Bridges (Arlington Road, Simpatico, Against All Odds)
Seabiscuits ejer Charles Howard var kavaleriveteran. Han begyndte sin kommercielle karriere som cykelsmed, hvorefter han skabte sig en formue ved at sælge Buicks i Californien.
Charles Howard blev en ufattelig rig mand og var meget godgørende. Fra det øjeblik han købte Seabiscuit for et meget beskedent beløb opstod der nærmest et ‘kærlighedsforhold’ mellem dem. Charles Howard overlevede Seabiscuit med tre år.
Marcela Howard / Spilles i filmen af Elizabeth Banks (Catch Me If You Can, Swept Away, Shaft)
Marcela Zabala var Charles Howards anden kone. Hans første ægteskab gik i opløsning efter hans og ekskonens søns død. Marcela var ældre søster til Charles Howards søn Lins kone Anita.
Marcela og Charles mødtes hos Lin og Anita – og det var kærlighed ved første blik. De blev gift i Lins hus i efteråret 1932. Marcela var den perfekte kone for Charles, og hun blev hurtigt pressens yndling fordi hun gik sine helt egne veje.
Interessen for og kærligheden til galopheste delte Marcela 100 % med sin mand.
Tick-Tock McGlaughlin / Spilles i filmen af William H. Macy (The Writing On The Wall, American Buffalo)
En af filmens mest markante skikkelser er radioreporteren, Tick-Tock McGlaughlin, der ikke alene med fantastisk entusiasme fortæller om Seabiscuits huseren på de amerikanske galopbaner, men understøtter sin talestrøm med et væld af musikinstrumenter, båthorn med mere.
Galopløb var dengang et meget populært indslag i radioudsendelser, og matchen mellem Seabiscuit og War Admiral blev transmitteret over hele Amerika med millioner af lyttere.
George Woolf / Spilles i filmen af den verdensberømte jockey Gary Stevens
George Woolf med tilnavnet ‘The Iceman’ var personlig ven med John Pollard gennem hele livet. De mødtes i Vancouver i Canada 1927, og mon ikke George Woolf forstod at føre sig frem.
Klædt helt i hvidt med stor cowboyhat og skræddersyede cowboystøvler. Der var fuldt fart på, men samtidig var han måske det største jockeytalent nogensinde.
Laura Hillenbrand / Forfatter af bestselleren Seabiscuit – An American Legend
Laura Hillenbrand har skrevet om galopheste siden 1988. Hun har skrevet til American Heritage, Talk Magazine, The Blood-Horse, Thoroughbred Times, The Backstretch osv.
Laura Hillenbrands artikel om Seabiscuit i 1998 i American Heritage indbragte hende en Eclipse Award, hvilket er den største journalistiske hæder inden for galopsporten i Amerika.
Hendes bog om Seabiscuit er nu filmatiseret og er blevet fantastisk modtaget overalt i verden.
Herunder er Laura Hillenbrands forord til Seabiscuit – An American Legend blevet frit oversat:
I vinteren 1937 var Amerika i det syvende år af det mest katastrofale årti i landets historie. Økonomien var brast sammen, millioner og atter millioner af mennesker var blevet arbejdsløse; de havde mistet både deres opsparing og deres hjem.
En nation der førhen blev drevet frem af den velkendte tro på at succes er til for alle som er villige til at arbejde for den, blev desillusioneret af den umedgørlige fattigdom.
Den omfattende ødelæggelse medførte en stigning i nye sociale kræfter. Den første var en spirende industri af eskapisme. Amerikanerne ville give alt for at opnå nye bekendtskaber og bekræftelse.
Nationens hjørneteatre havde hver eneste uge 85 millioner publikummer, der hver betalte 25 cent for at se en uendelig række af muntre musicals og fordrejede komedier.
I radioen var den idealiserede udsendelse “One Man’s Family” og historierne om “The Lone Ranger” sensationelle hits. Nedtrådte amerikanere ledte hele tiden efter eksempler på den fattige arbejder, som rejser sig fra både anonymitet og håbløshed. De kiggede især efter ham i sportsverdenen, som på dette tidspunkt gennemgik en eksplosiv vækst.
Med re-legaliseringen af væddemål var ingen sport i hurtigere udvikling end galopsporten.
Radioen havde den største indflydelse på sporten. I 1920’erne kostede en radio 120$ eller mere – alt man fik var en boks med usammensatte dele, og hvis man ikke levede i storbyer med elektricitet, brugte radioerne dyre, kortlivede batterier.
Men i 1930’erne skete revolutionen, og små, smarte automobile radioer var pludselig til salg for helt ned til 5$. Takket være Præsident Roosevelts ‘Rural Electrification Administration’, fik en fjerdedel af den amerikanske befolkning elektricitet i 1936. Næst efter strygejernet var radioen det mest købte elektroniske apparat.
I 1935, da Seabiscuit løb for første gang, havde to tredjedele af Amerikas befolkning en radio i hjemmet. På højdepunktet af hestens karriere var dette tal nået op på 90%, plus otte millioner sæt i biler.
Folk over hele USA var nu i stand til at opleve større begivenheder hele døgnet, og samtidig i en underholdende form – det var den første masse-kultur Verden nogensinde havde oplevet.
Galopløb – en sport hvis vedvarende dramatik var ideel til at blive gengivet, blev en stor og vigtig del af radiobølgen. The Santa Anita Handicap, med dets gigantiske præmiesum og verdensstjerner til start, blev en af de største radio-begivenheder på hele året.
I februar 1937 blev alle nye sociale og teknologiske kræfter forenet. Radioen – det nye vidunder var i venteposition. Alt der manglede var selve ‘ikonet’.
I dette øjeblik fløj Seabiscuit over målstregen som vinder af The Santa Anita Handicap. Der skete noget- hér var han!
