Sara Slot snart klar igen

Én af Danmarks dygtigste kvindelige jockeys, Sara Slot, kom ud for et kedeligt uheld sidste løbsdag, da hun få hundrede meter fra mål var i front med favoritten Sweet Fury og lignede en sikker vinder.

Da Sara skiftede pisken til venstre hånd og skulle til at minde sin hest om opgaven, gik hendes skulder af led og hun var derfor slet ikke i stand til at drive Sweet Fury de sidste meter, hvilket øjensynligt kostede sejren.

Sara havde efterfølgende stærke smerter og kunne naturligvis ikke fuldføre resten af sine ridt på løbsdagen, men heldigvis er skaden ikke værre end at den hårdføre jockey forventer at være tilbage i sadlen igen i løbet af få uger.

”Det er ikke første gang min skulder er gået af led. Det skete også sidste år i oktober i forbindelse med et styrt, og der var jeg klar igen allerede ugen efter. Jeg skal selvfølgelig passe godt på resten af sæsonen, og så skal skulderen opereres i vinterpausen”, fortæller Sara Slot.

Seneste artikler

Scroll to Top