Santa Clara fører Bastian Stud & Racing frem

De kommende år vil navnet Bastian Stud & Racing muligvis blive kendt i hele Skandinavien, for selv om det danskejede stutteri bare råder over to avlshopper med tilhørende åringer og føl, er det blodlinier af en kaliber der uden tvivl vil række meget langt i Norden.

Santa Claras andet føl i Skandinavien, Satchmo v. Richard York blev født den 29. april og er her en måned gammel. Foto Bastian Stud & Racing.

Bastian Stud & Racing blev oprettet i 2001, da stutteriet købte de to avlshopper Santa Clara og Wilette på auktion i Tyskland.

Især Santa Clara lyder måske bekendt for mange, idet hun faktisk var Skandinavisk Championhoppe som 3-årig i 1989, og i sin aktive karriere sejrede hun både i Norsk St. Leger (L), Peugeot Pokalløb for Hopper (L) og Sceptre Stakes (L), inden hun blev solgt til Tyskland.

Her har Santa Clara haft stor succes som mor til fem vindere ud af lige så mange startende afkom, heriblandt Sinamix, der er vinder af fire løb og har været placeret i både Gruppe- og Listedsammenhæng.

Både Santa Clara og Wilette folede i 2002, førstnævnte fik sønnen Sir Bastian efter den irske Derbyvinder Winged Love, mens Wilette folede med hoppen Wiona efter tophingsten Dashing Blade.

Også i år har Bastian Stud & Racing fået to velskabte føl – Santa Clara folede den 29. april med hingstføl efter Richard Of York, mens Wilette ligeledes fik en hingst efter Be My Chief.

Seneste artikler

Scroll to Top