fbpx

Repriser af Qipco 2000 Guineas og Kentucky Derby

Lørdagen bød på den internationale scene på to af årets største opgør for de 3-årige heste på begge sider af Atlanten. Qipco 2000 Guineas (Gr.1) i Newmarket og Kentucky Derby (G1) på Churchill Downs.


I Newmarket vandt den 78-årige levende legende Jim Bolger 2000 Guineas med sin egen ejede- og opdrættede Poetic Flare (Dawn Approach), som med det mindst mulige besejrede Godolphins Master Of The Seas (Dubawi).

Kevin Manning var i bøjlerne på vinderen, mens William Buick måtte se sig slået efter forstørret målfoto på andenhesten.

En hals bag de to forreste ankom sidste sæsons Phoenix Stakes (Gr.1)-vinder Lucky Vega (Lope De Vega), der set med skandinaviske briller er ekstra interessant, idet The JC Organization for fem måneder siden erhvervede hans nu 1-årige halvbror efter Footstepsinthesand på Goffs November Foal Sale.

Førstepræmien i Qipco 2000 Guineas (Gr.1) var tæt på 230,000 pund værd for Bolger-familien, der også selv både opdrættede og trænede Poetic Flares far Dawn Approach (New Approach) og mor Maria Lee (Rock Of Gibraltar).


Se 2000 Guineas (Gr.1) herunder:


Senere den 1. maj tog Bob Baffert sin syvende Kentucky Derby (G1)-triumf og satte sig tungt på rekorden for flest sejre i opgøret, da Medina Spirit (Protonic0) vandt med han halv længde foran Mandaloun (Into Mischief).

Medina Spirit kostede blot 1,000 dollars som åring og senere 35,000 dollars som 2-årig på OBS July Breeze Up i fjor.

Han ejes af saudiarabiske Amr F Zedan, der først kom ind i fuldblodssporten i USA i 2016 under navnet Zedan Racing.

Johnny Velazquez var i sadlen på vinderen.


Se Kentucky Derby (G1) herunder:

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top