Jägersros største løb for de 2-årige hopper, Juvenile Fillies over 1730 meter med 100.000 kroner i førstepræmie, fik i år en overlegen vinder, da Lennart Reuterskiöld-trænede Reference Lady og Mark Larsen førte fra start til mål og sejrede med fire længder foran Taiwan/Nicholas Cordrey og Mrs Brightman/Jacob Johansen.
Det var Reference Ladys anden start og hun er fortsat ubesejret.
Debuten foregik på Klampenborg, hvor hun løb meget grønt og først til slut i løbet fik koblet grebet.
Denne gang var hendes sejr aldrig i fare, og præstationen gør hende uden tvivl til en af årgangens store stjerner.
Revoque-datteren har også afstamningen i orden som lillesøster til On Location og sidste års vinder af Juvenile Fillies, Interviewer.
Ligesom Interviewer ejes Reference Lady af Benny Carlsson, som købte hoppen på auktion i Irland for godt 300.000 svenske kroner.
Selv om de sidste tre afkom efter moderen Marylou Whitney er endt i Skandinavien ser det desværre ikke ud til at der kommer flere, idet hoppen er blevet solgt til Bill Oppenheim.
“Ja, det er ærgerligt. Jeg ville gerne selv have haft hende, men prisen blev desværre for høj”, fortalte en glad Benny Carlsson, der samtidig kunne berette at Reference Ladys næste start muligvis bliver på Københavns Galopbane:
“Hvis hun tager denne start godt, prøver vi hende næste gang i Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborg. Nu kender hun jo banen, selv om hun ikke havde let ved at finde rundt sidste gang”.
Der var også dansk deltagelse i Fillies Mile, men ingen fik penge med hjem.
Sureless, Eelinor og Call Me Miss sluttede hendholdsvis på 6., 7. og 11. pladsen.
Stall Reuterskiöld havde en særdeles flot aften med fem sejre i dagens otte løb.
Topscorer blev Lennart Reuterskiöld Jr., som hentede tre sejre med henholdsvis Athletic Runner, Zico og Never Mind. Alle tre blev redet til sejr af en velridende Jacob Johansen.
Lennart Reuterskiöld fejrede foruden triumfen med Reference Lady også at Doctor No førte hele vejen i Pås-Calles Handicap over 3000 meter efter perfekt pacebedømmelse af Mark Larsen.

























