fbpx

Red Cactus tredje i UAE 2000 Guineas (Gr.3)

Det var en bevæget Bent Olsen, der torsdag aften forlod Meydan sammen med Lone Kaj-Nielsen. Efter endnu en forrygende afslutning blev Red Cactus tredje i UAE 2000 Guineas (Gr.3) og hentede et pragtresultat hjem til dansk galopsport.


Estihdaaf vinder UAE 2000 Guineas (Gr.3) - udvendigt ses stærkt afsluttende Red Cactus. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.
Estihdaaf vinder UAE 2000 Guineas (Gr.3) – udvendigt ses stærkt afsluttende Red Cactus. Foto/Copyright: Erika Rasmussen.

“Han er en virkelig god hest, og han han leverede et meget flot resultat i dag. Det er stadigvæk langt fra hans optimale distance, og vi er meget stolte af hans tredjeplads i klassisk Gruppe-3-selskab”, sagde Bent Olsen i telefonen fra Dubai.

Begivenhederne undervejs i UAE 2000 Guineas (Gr.3) mindede for Red Cactus’ vedkommende meget om forprøven over samme distance og underlag den 10. januar.

Han havde ikke farten til at følge med undervejs, og ligesom senest var han nærmest hægtet af ind på opløbsstrækningen, hvor han dog for alvor fik fart under hovene.

Carlos Lopez kæmpede ivrigt for at få kontakt til de foranliggende, og selv om der var meget langt frem, åd Red Cactus sig meter for meter ind og galopperede forbi Sporting Chance til tredjepladsen.

Han hentede samtidig også godt ind på forhåndsfavoritten Walking Thunder, som denne gang var uden chance overfor Godolphins vindende Estihdaaf og Christophe Soumillon.

Carlos Lopez og Red Cactus efter tredjepladsen i UAE 2000 Guineas (Gr.3). Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.
Carlos Lopez og Red Cactus efter tredjepladsen i UAE 2000 Guineas (Gr.3). Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.

Red Cactus var slået med lidt under otte længder i mål af vinderen, men han havde kun to længder frem til Walking Thunder, som han ellers var 19 længder efter ved deres seneste møde for godt en måned siden

“Det hele gik bare for hurtigt for ham. Han er en stor hest med en stor aktion, og jeg brugte halvdelen af tiden på at få ham ind i løbet. Han er endnu sparsomt startet, stadigvæk urutineret og bliver bedre over længere distance. Han bliver endnu bedre”, fulgte Carlos Lopez op om Lone Kaj-Nielsens fukse hingst, der er opkaldt efter restauranten Cactus Jack på High Street i Doncaster, hvor hun sammen med Bent Olsen fejrede købet af hesten under Goffs UK Breeze Up Sale i fjor.

“Jeg kan ikke sige så meget om planerne for Red Cactus endnu. Der er selvfølgelig UAE Derby på World Cup-dagen og Al Bastakiya forinden, men intet er fastlagt, idet vi først og fremmest ville se hvordan han tacklede opgaven i dag. Der er også en række store opgaver for ham hjemme i Skandinavien – og selvfølgelig er Svenskt Derby det helt store mål”, fortsatte Bent Olsen.

Tine Hansen og Bent Olsen med Red Cactus efter tredjepladsen i UAE 2000 Guineas (Gr.3). Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.
Tine Hansen og Bent Olsen med Red Cactus efter tredjepladsen i UAE 2000 Guineas (Gr.3). Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.

Olsens kommentar ligner Niels Petersens fra i fjor, efter Nordic Defense havde sluttet på andenpladsen i Al Bastakiya (L) over 1900 meter dirt.

Her overvejede Petersen også længe en start på World Cup-dagen, men valgte i stedet at flyve Nordic Defense tilbage til Skandinavien, hvor han i juli vandt netop Svenskt Derby (L) på Jägersro.

Red Cactus blev hævet ni pund til en OR på 93, svarende til 86 eller 87 i skandinavisk handicap, og han er således steget seks eller syv kilo siden ankomsten til Meydan.

Tredjepladsen i UAE 2000 Guineas (Gr.3) var 25.000 USD værd for Lone Kaj-Nielsen.


Se Red Cactus afslutte forrygende til tredjepladsen i løbet herunder:


Senere på torsdagen startede Susanne Berneklint-trænede Trickbag i et handicap over 1400 meter græs, men for første gang under årets Dubai World Cup Carnival måtte en skandinavisktrænet deltager nøjes med en plads udenfor præmierækken.

Trickbag, som langt fra gik noget dårligt løb, endte på 10. pladsen – en enkelt placering foran Pia Brandt-trænede Fas.


Se løbet herunder:


William Buick må siges at være kommet stærkt tilbage efter sin karantænepause, og han red ikke mindre end tre vindere i lige så mange forsøg for sine arbejdsgivere Charlie Appleby og Godolphin.

Resultater: Meydan, torsdag 7. februar.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top