Det er 30 år siden Per-Anders Gråberg begyndte som jockeylærling. Siden er det blevet til 1809 sejre. Og han regner med at fortsætte til sejr nr. 2000. Per-Anders Gråberg er Skandinaviens mest vindende jockey. I 2010’erne har han vundet alle de skandinaviske derbyer, og fem gange har Per-Anders Gråberg vundet Skandinaviens mest prestigefyldte løb for ældre heste, Stockholm Cup International (Gr.3). Svenske Per-Anders Gråberg er tæt knyttet til den danske toptræner Niels Petersen på Øvrevoll i Norge. De var Bank Of Burdens trofaste ledsagere.

TRE BREEDERS SEJRE OG GODT 800.000 KRONER PÅ EN DAG.
Han er på vej mod 50. Han bliver 46 i år, men han er still going strong. 2019 var ikke et ekseptionelt godt år for Per-Anders Gråberg.
Men her er, hvad han bare vandt af større løb i 2. halvår af 2019: Derby Juvenile og Malmö Stads Pris. Så kom Breeders Juvenile, Breeders Sprint og Breeders Trophy Stayer på samme dag den 20.9 på Bro Park.
I alt indred Per-Anders (PA som han ofte kaldes) godt 800.000 svenske kroner på den dag.
Senere fulgte Bro Park Sprint Championship (L), Stig Holms Memorial, og Jockeyklubbens Magic Million med Ascot Brass.
Det var den 20. oktober og sejr nr. 1800.
Senere på året fulgte sejre i Songline Classic (L), Autumn Fillies og Svenskt Kriterium.
KNAP 150 MILLIONER I INDREDNE PRÆMIEPENGE.
I alt blev det iflg. Svensk Galop i 2019 til 47 sejre i 340 ridt og 8,5 millioner svenske kroner i indredne penge. Lidt færre sejre, end i de foregående tre år, men stort set det samme i præmiepenge som i tidligere år.
Samlet gennem årene er det foreløbig blevet til 1809 sejre og knap 150 millioner svenske kroner i præmiesum.
PA HAR REDET I 13 LANDE – OG VUNDET I 10 AF DEM.
Per-Anders Gråberg er født i Viksjö udenfor Stockholm den 19. juli 1974 og allerede som 12-årig begyndte fascinationen for heste.
Efter niende klasse blev han jockeylærling. Og en meget spændende karriere, der har budt på ridt i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, England, Polen, Tjekkiet, Qatar, Abu Dhabi og Dubai, blev påbegyndt.
BRÆKKEDE RYGGEN.
Per-Anders har aldrig redet væddeløb i USA, men han var i lære hos Richard Mandella i 90’erne. I 2011 var han den første skandinaviske jockey der red i Dubai. Han var på ryggen af den engelske tophest Timely Jazz i UAE Derby (Gr.2) på Dubai World Cup-dagen. ”Måske den hest med den højeste kapacitet, som jeg har redet”, nævner PA.
”Desværre trådte Timely Jazz forkert i løbet og brækkede benet. Det var lidt af et antiklimaks.” To år tidligere i 2009 brækkede Per-Anders ryggen. Han fik tre brud på rygsøjlen, men efter seks uger var han i sadlen igen.
RED PÅ ASCOT.
I 2018 blev Per-Anders Gråberg udpeget til at deltage i den prestigefyldte jockeyturnering Shergar Cup på Ascot. Den eneste før ham, der har modtaget den hædersbevisning, var en anden svensk topjockey, Fredrik Johansson. PA red fem væddeløb på Ascot i den sammenhæng, og det blev til en sejr med Cleonte.
”Det hører til en af de største oplevelser i min karriere”.

FIRE DERBYSEJRE I SKANDINAVIEN – OG EN I POLEN.
Per Anders Gråberg har i mange år været førstejockey hos Niels Petersen, og langt de fleste af hans sejre i Skandinavien er kommet med heste, der har været trænet af Niels Petersen, den mangeårige skandinaviske trænerchampion.
Den første derbysejr for Per-Anders kom med Old Pal på Øvrevoll i 2012.
Året efter vandt han Dansk Derby med Quite A Mission, og PA vandt et Skandinavisk derby for tredje år i træk, da han i 2014 vandt Svenskt Derby i sit moderland med Duke Derby.
Den foreløbig sidste derbysejr kom i Dansk Derby i 2016 med Suspicious Mind.
”Men jeg har også vundet Polsk Derby. I 2015 på ryggen af Va Bank”, tilføjer Per Anders.
SVENSK JOCKEYCHAMPION FIRE GANGE DE SIDSTE 10 ÅR.
Per-Anders Gråberg har været den førende jockey i Sverige set over de sidste 10 år i tæt konkurrence med Elione Chaves. De har begge vundet det svensk jockeychampionat fire gange i 2010’erne. De to resterende championater er vundet af hhv. Jacob Johansen og Carlos Lopez.
Sidstnævnte kan glæde sig over at have vundet Svenskt Derby tre år i træk: 2016 med Duke Of Burden, 2017 med Dorcia og 2018 med Nordic Defense.
Per-Anders har konstant i de 10 år været med i toppen og aldrig været udenfor Top-3.

BANK OF BURDEN – I SADLEN PER-ANDERS GRÅBERG.
I 53 af Bank Of Burdens 61 starter var Per-Anders Gråberg i sadlen. Og han red Bank Of Burden i 17 af dens 19 sejre. Det blev til fire sejre for makkerparret i Stockholm Cup International (Gr.3).
Af andre topvæddeløb, hvor duoen har været først over mål, kan nævnes tre sejre i Dansk Jockey Club Cup (L) og to sejre i såvel Scandinavian Open Championship (Gr.3) som Marit Sveaas Minneløp (Gr.3). Det er også blevet til sejre i Norsk St. Leger, Oslo Cup (Gr.3) og Stockholms Stora Pris. (Gr.3).
”Bank Of Burden har uden tvivl været helt afgørende for min karriere”, understreger PA.
Men PA kan også uden Bank Of Burden. Det viser bl.a. de fire derbysejre. Og adskillige sejre i Gruppe- og Listed-løb. Bl.a. sejre i Stockholm Cup International (Gr.3) med Dorcia, i Pramms Memorial (L) med Plantagenet og Victor Kalejs, og i Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) med Trouble Of Course.
KONKURRENCEN ER HÅRD.
Per-Anders Gråberg er naturligvis langt fra den eneste stjernejockey i Skandinavien. Sidste årti har budt på flere ikke-skandinaviske chamionjockeyer. Elione Chaves, Carlos Lopez og Rafael Schistl.
Af skandinaviske jockeyer er danske Jacob Johansen, der er bosiddende i Sverige, et kapitel for sig. Og blandt de yngre er der grund til at fremhæve Jan Erik Neuroth, Nicolaj Stott og Oliver Wilson.
Uden for landets grænser kan vi glæde os over Kevin Stotts flotte resultater, og heldigvis ser vi ham da også af og til på skandinaviske galopbaner.

TANDARI CLASSIC – CHAVES TOPPER.
Janos Tandari var en af Sveriges mest fremgangsrige jockeyer. Han blev født i Ungarn i 1947 og blev jockey. Han vandt Ungarns Derby i 1967. Han hoppede af og kom i første omgang til Tyskland.
I 1970 begyndte han sin jockeykarriere i Sverige.
I hele karrieren blev det til 2316 sejre i Skandinavien, Ungarn, Østrig, Tyskland og Polen. I Skandinavien vandt han 51 klassiske løb, og Tandari Classic, der er opkaldt efter ham, blev indstiftet i 2002 året efter, at Janos Tandari holdt op som jockey.
Tandari Classic uddeles til den jockey, der efter en pointskala har klaret sig bedst i de skandinaviske klassiske løb det pågældende år. I sidste årti har Elione Chaves vundet tre gange.
Rafael Schistl og Carlos Lopez hver to gange og Per-Anders Gråberg og Jacob Johansen hver en gang. I fjor blev Tandari Classic vundet af Oliver Wilson.
JOCKEYKORYFÆER
I disse Corona-tider er der mere tid, end der normalt er, til at finde statistik frem. Men sammenlignelig skandinavisk galopstatistik er en mangelvare.
Og da især, når det gælder jockeystatistik. Svensk Galopp er som altid foran, men jeg har været tilbageholdende med for megen statistik på dette område for at undgå fejl.
De oplysninger, som jeg har, viser dog, at Per-Anders Gråberg er den mest vindende skandinaviske jockey i det nye århundrede. Af andre koryfæer i nyere tid, der er tæt på – ud over de allerede nævnte – findes Kim Andersen, Nicholas Cordrey,
Jacob Johansen, Fredrik Johansson og Espen Ski.
HVAD ER SJOVEST?
Per-Anders Gråberg har opnået næsten alt i sin flotte karriere. Så det er naturligt at spørge ham:
Hvad er sjovest ved at ride galopløb? ”At vinde.”, nævner Per-Anders, der ikke lægger skjul på, at han er en god vinder, men ikke kan fordrage at tabe. Det må betragtes som en fordel, når man er jockey.
”Og hvorfor vinder du så meget. Hvorfor er du så god en jockey?” bad RaceTime om at få svar på. ”Uanset en hests kapacitet eller handicap, giver jeg alle heste, jeg rider, en chance. Det har jeg vundet mange løb på gennem tiderne.
”Store og små”
ALDRIG CHAMPION PÅ KLAMPENBORG.
Per-Anders Gråberg har aldrig været champion på Klampenborg. Det står højt på ønskeseddelen. Men det kræver ridt på Klampenborg. Derfor håber han, at der i sæsonen 2020 bliver efterspørgsel efter ham hos hesteejere og trænere i Danmark.
HVOR LANG TID BLIVER DU VED?
Per-Anders Gråberg er gift med Cecilia, født Cervin. Hun har redet meget som amatør. De har to døtre, Thea, der er 16 år og Filippa, der er 11 år.
Flotte navne.
Per-Anders Gråberg bliver 46 i år. ”Hvor lang tid bliver du ved?”
”Jeg har tidligere spøgt med at sige, indtil jeg bliver 50 eller har vundet 2000 sejre. Nu nærmer begge dele sig. Helt ærligt. Jeg ved det ikke”, lader PA os vide.
”Så længe, jeg synes, at det er sjovt at vinde, at kroppen føles i orden, og at mine kunder stadig har brug for mig, er der jo ingen grund til at holde op. Når det ikke længere er tilfældet, må vi se, hvad jeg så finder på. Men jeg vil gerne på en eller anden måde gengælde alt det, som galopsporten har givet mig”.























































