2010’erne har på trænersiden i den grad været præget af Niels Petersen. Ingen skandinavisk træner kan fremvise en vinderliste som ham. Han var pioner i Dubai. Han har forsøgt sig med satellitter i Chantilly og på Jägersro, og han har planer om stalde på Klampenborg. På Øvrevoll er han netop flyttet ind i helt nye stalde. Niels Petersen har allerede vundet over 600 sejre og mere end 100 millioner norske kroner i præmiepenge, og han har flere lovende kandidater til dette års skandinaviske derbyer. Øverst på ønskeseddelen står en Gruppe-1-sejr.

STORLØBSVINDERE PÅ STRIBE.
Bank Of Burden, Duke Derby, Eye In The Sky, Icecapada, Our Last Summer, Privilegiado, Square De Luynes, Suspicious Mind og Without Fear har det til fælles, at de alle har været i træning hos Niels Petersen.
Og at de alle ni var på den liste med 37 heste, som RaceTime Magazine bragte over ”Dem vil vi huske”, da vi lancerede Hall Of Fame.
Niels Petersen ville uden tvivl gerne have haft flere med på listen. Beat Baby og Silver Ocean for eksempel. Og det havde nok heller ikke været uberettiget.
Men han er under alle omstændigheder den skandinaviske træner med langt flest på listen. I behørig afstand følger Lennart Reuterskiöld jr. og Bent Olsen.

STADIG PÅ TOPPEN.
Og Niels Petersen er stadig helt med fremme. Det understregede han med syv-tommersøm på den norske derbydag i fjor. Fem sejre og 1,8 million norske kroner i indtjening.
Privilegiado vandt Norsk Derby, Square De Luynes Marit Sveaas Minneløp (Gr.3), Ascot Brass Skandinavisk Mesterskap for 2-Årige, Swan Black Erik O. Steens Memorial og Izakaya Emirates Derby Mile.
Et derby, et Gruppe-3-løb, et stort toårsløb, et estimeret hoppløb og et topløb på milerdistancen for 3-åringer på samme dag. Det viser bredden i Niels Petersens stald.
NIELS PETERSEN HAR VUNDET OVER 1/3 AF DE SKANDINAVISKE DERBYER I SIDSTE ÅRTI.
11 derbysejre er det blevet til i 2010’erne og med 11 forskellige heste. Seks i Norge, to i Sverige og tre i Danmark.
Niels Petersens første derbysejr kom i 2010 med Stald Trick Or Treats Go Go Gadget, der efter et medrivende opløb kort slog Wido-Neuroth-trænede Sir Lando. Bank Of Burden var fjerde.
Go Go Gadget er i dag opstaldet som avlshingst på Stutteri Thorskovgaard.
I 2014 vandt Niels Petersen som træner alle de tre skandinaviske derbyer. I Danmark med Davicii, i Sverige med Duke Derby og i Norge med Eye In The Sky.
I Svenskt og Norsk Derby var der tilmed tale om dobbelt-triumfer.
Senere fulgte derbysejre med Suspicious Mind, Our Last Summer, Nordic Defense, Square de Luynes og senest med Privilegiado i Norsk Derby i fjor.

BANK OF BURDEN SLÅR DEM ALLE.
Det er også blevet til adskillige sejre i de skandinaviske Gruppe-3-løb for ældre heste. Seks sejre i Stockholm Cup International, fem sejre i Marit Sveaas Minnelöp, fire i Oslo Cup, tre i Scandinavian Open Championship og to i Stockholms Stora Pris.
Især Bank Of Burden, Without Fear og Square De Luynes har taget godt for sig af retterne. Bank Of Burden dog langt den største bid.
En hest, der har været med til at definere Niels Petersens trænerkarriere og en hest, som altid vil have en plads i Niels Petersens hjerte. Og en hest, der har været medvirkende til, at såvel Niels Petersen som Per-Anders Gråberg hører hjemme i Hall Of Fame sammen med Bank Of Burden.

ICECAPADA HAR TAGET SIG AF HOPPELØBENE.
En ting kunne Bank Of Burden dog ikke. Det var at vinde de store hoppeløb i Skandinavien. Det har Icecapada til gengæld sørget for. I øvrigt en halvsøster til en af Bank Of Burdens største rivaler, Lennart Reuterskiöld-trænede Hurricane Red.
Niels Petersen-trænede Icecapada, en af 2010’ernes bedste hopper i Skandinavien, vandt som 3-årig Dianalöpning, Som ældre hoppe blev det til sejr i Stockholm Fillies & Mares Stakes i 2015 og 2017, i Lanwades Stud Stakes (L) i 2015 og i Bloomers Vase (L) i 2017 og igen i 2018.
I alt indløb Icecapada næsten 4 millioner svenske kroner, og hun havde et maximumhandicap på 91.
Sammen med Wido Neuroths superhopper Appelina, Amie Noire og La Zona samt Lennart Reuterskiöld jr.-trænede Dorcia var hun en del af toppen, eliten af spindesiden i det sidste årti.

ARNFINN LUND OG ENTANGLE.
2010’ernes bedste skandinavisktrænede hoppe er dog uden tvivl Entangle, der sluttede sin løbskarriere i 2012. Hun vandt i 20 af sine 32 sejre og indtjente 4,7 millioner svenske kroner.
Hun ejes af KAOK og var trænet af en af Skandinaviens helt store trænere gennem tiderne, legendariske Arnfinn Lund, der døde i 2017.
Arnfinn Lund trænede også Without Fear, da den vandt Svenskt og Norsk Derby i 2011. I 2013 gik Without Fear i træning hos Niels Petersen.
Entangle vandt Norsk 1000 Guineas og Oaks og som ældre hoppe blandt andet flere af de større hoppløb.
Hendes største sejr kom dog i Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) i 2013, hvor hun slog Sir Lando og Bank Of Burden. Hun sluttede med et maksimumhandicap på 96, og hun var desværre ikke kommet med på RaceTimes liste over ”Dem vil vi huske”. Det burde hun have været. Sorry.

DUBAI-PIONER.
Niels Petersen var den første skandinaviske træner, der sendte heste til Dubai. Ofte uden succes dernede, men når de kom hjem til Skandinavien var de ”fit for fight” og sejrede i mange storløb. Beat Baby var undtagelsen, for han vandt i Dubai.
Men efter sejren tabte han lidt af pusten. Han var også blevet en ældre herre.
FAMILIESEJR I DUBAI.
Beat Baby blev købt i England af Morten Buskop, der selv ejede ham i en periode og vandt løb med ham i Skandinavien i Hanne Bechmanns træning. Senere blev han solgt til Norge og kom i træning hos Niels Petersen.
Beat Baby vandt blandt andet Lanwades Stud Sprint (L) på Jägersro i 2012 og Täby Open Sprint (L) i 2013 før datidens helt store sprintere, Giant Sandman, Alcohuaz, Ragazzo og Hansinger.
”NÆR VED OG NÆSTEN”
Allerede i 2014 var Beat Baby tæt på en sejr på Meydan, da den fukse vallak først blev slået på målstregen i Dubai Excellence Trophy.
Men i 2015 kom Dubai-triumfen, da Johannesburg-sønnen let vandt Gulf News Sport. Som året før var Per-Anders Gråberg i sadlen. Og der var tale om en familietriumf, da Niels Petersens hustru, Camilla Eriksen, i løbet af vinteren havde købt Beat Baby.
Sejren indbragte 66.000 dollars. Beat Baby nåede et maximumhandicap på 96.

NORSK CHAMPIONTRÆNER DE SIDSTE NI ÅR – OG TRE SVENSKE CHAMPIONATER.
Niels Petersen er flere gange skandinavisk trænerchampion, og i de sidste mange år har der næsten været tradition for, at Niels Petersen vinder træner-championatet i Norge og Bent Olsen i Danmark.
Niels Petersen er norsk trænerchampion de sidste ni år, og han håber at fejre 10-års jubilæum i år.
Mere spænding er der om Sverige, hvor Lennart Reuterskiöld jr. dog seks gange har hjemtaget trofæet.
Niels Petersen var førende træner i Sverige i 2013, 2014 og 2018. Patrick Wahl vandt trænerchampionatet i 2012, og han var nr. to på trænerlisten i fjor efter Lennart Reuterskiöld jr.
Patrick Wahl var champion-træner på Bro Park i 2019.

ET LOVENDE HOLD AF DERBYKANDDATER – MANGE ER USTARTET.
Niels Petersen havde stor succes i fjor med Ascot Brass, der var i Dubai sammen med en anden hoppe, der gjorde det godt i fjor, Careless Whisper, der er meldt i Dansk Derby.
Ingen af dem leverede dog de helt store resultater på Meydan.
Når det gælder derbychancerne i år, mener Niels Petersen, at han har et godt hold, og det er interessant, at mange af dem er ustartede som 2-åringer. Til gengæld er de meget veltrukne.
KASAI, RASPBERRY BERET ELER SHALLOW KAN VINDE DANSK DERBY.
Når det gælder Dansk Derby 2020 tror Niels Petersen blandt sine egne heste mest på Kasai, Rasperry Beret og Shallow. De har det til fælles, at de alle er opdrættet af Stutteri Hjortebo.
Stald NOKs Kasai er er efter Center Divider og ud af Golden Island. Han var fjerde i sit eneste løb i fjor, et maidenløb på Øvrevoll.
Ustartede Raspberry Beret er ejet af Sandman Stables. Hun er efter Gruppe-1-vinderen Manduro, som vi i Skandinavien kender som far til High As A Kite og Square De Luynes. Og hun er ud af Syllable og dermed halvsøster til den norske Derby- og St. Leger vinder i 2012 Old Pal (Soldier Hollow), der også var i træning hos Niels Petersen.
Glade Gutter Racings Shallow (Appel Au Maitre-Short Shallow/ Out Of Place) vandt i sine to sidste starter som 2-årig på Øvrevoll.

FLERE KANDIDATER TIL SVENSKT DERBY.
Blandt Niels Persens kandidater til en sejr i Svenskt Derby (evt. Norsk Derby) nævner han Bullof Wall Street, Ugotthelook og Whispering Ocean.
Niels Petersen tror bl.a. på JC Organizations Bullof Wall Street, der tidligere var i træning hos Francisco Castro. Han er en talentfuld, men temperamentsfyldt hingst, der viste sin klasse som 2-åring. Dubai-udflugten med tre starter på Meydan var dog ingen succes.
Ugotthelook, der ejes af succesrige Stall Bright Side Life, er efter Uncle Mo, der var ubesejret amerikansk 2-års Champion. Han fik en skade som 3-årig og gik i avlen, hvor han bl.a. er far til Kentucky Derbyvinderen i 2012, Nyquist.
Ugotthelook er ud af Louve des Reves (Sadler´s Wells) og dermed halvbror til Flemming Velins Omar Bradley (War Front). Ugotthelook er ustartet.
Stall Bright Side Of Life ejer også Whispering Ocean efter den franske derbyvinder Le Havre, der i avlen bl.a. er far til Gruppe-1-vinderen Suedois! Whispering Ocean er som Ugotthelook ustartet som 2-årig.
HALVBROR TIL HURRICANE RED OG ICECAPADA KAN VINDE NORSK DERBY.
Når snakken går om Norsk Derby peger Niels Petersen umiddelbart på Elkær Stutteris ustartede Comme Il Faut ud af Bounce, en halvbror til Hurricane Red (Hurricane Run) og Icecapada (Mastercraftsman), som Niels Petersen selv havde i træning.
Faderen er den franske derbyvinder Lawman, der i avlen bl.a. er far til den irske 1000 Guineas-vinder Just The Judge.
ANSAT HOS RUNE HAUGEN.
Nels Petersen er født i Gentofte, og han blev student fra Ordrup Gymnasium. Han var garderhusar i Næstved.
Livet med heste fortsatte og bragte ham i tæt kontakt med flere af de helt store navne i skandinavisk jockey- og trænerhistorie. Han tog til Tyskland samen med vennen Lennart Hammer Hansen for at arbejde i stalden hos Trond Hansen.
I en kort periode var han hos Lars Kelp og derefter arbejdede han i flere år for Ole Larsen.
Og så gik turen til Norge, hvor han blev ansat hos Rune Haugen, den tidligere norske championtræner, der i 2010’erne har trænet topheste som Tertullus, der vandt Pokalløb (L) på Klampenborg i 2012 og Probably, der vandt Norsk Derby i 2013.
Quarterback vandt Norsk Derby i 2015 og året efter såvel Scandinavian Open Championship (Gr.3) og Stockholm Cup International (Gr.3). Endelig Giant Sandman, der nu er opstaldet som avlshingst på Stutteri Hjortebo.
SELVSTÆNDIG TRÆNER I 1998
Niels Petersen fik professionel licens og blev selvstændig træner på Øvrevoll i 1998. Der gik et stykke tid, inden han slog rigtig igennem, men da det skete med opbakning fra gode hesteejere, gik det hurtigt.
Og siden da, har det været en lang succeshistorie, selvom der også har været udfordringer undervejs, som der er i ethvert karriereforløb.
DATTEREN JULIE BLEV NORDISK MESTER I FJOR I RIDEBANESPRINGNING.
Marianne, Niels Petersens storesøster har fulgt sin lillebror gennem hele karrieren, og hun er helt uvurderlig for ham. Det gælder også Camilla Eriksen, som Niels bor sammen med og har to børn sammen med.
Datteren Julie på 15 og sønnen Frederik på 10.
Julie er på det norske landshold i ridebanespringning, og hun vandt i fjor guld og sølv i Nordisk Mesterskab på Williamsborg i Jylland.
Også ”svigerfar”, Hans Petter Eriksen, der var direktør på Øvrevoll Galopbane, er en stor støtte for Niels Petersen, bl.a. når det gælder regnskaber.
USTRESSET, LIGETIL OG VELFORBEREDT.
Niels Persen er 48 år gammel. Han er kendt for at være charmerende. Han er ligetil, ukrukket og umiddelbar og på trods af mange gøremål, er han ustresset.
Han er af den opfattelse, at hans succes som træner bl.a. skyldes, at han planlægger i god tid, og at han ved, hvor han har sine heste.
VIL GERNE VINDE ET GRUPPE-1-LØB.
Niels Petersen har allerede trods sin relativ unge alder vundet meget. Men han har, som man bør have, hvis man er ambitiøs, en drøm. Han vil gerne vinde et Gruppe-1-løb.
”Vi kender alle de største Gruppe-1-løb i verden, og det er naturligvis dem, som jeg helst vil vinde”, siger Niels Petersen, ”Men hvis jeg vinder et Gruppe-1-løb, er det ikke afgørende, hvilket det er og hvor i verdenen”.
HVORDAN PÅVIRKER CORONA STALDEN?
RaceTime spurgte Niels Petersen, hvordan Corona-virussen har og vil påvirke hans stald?
”Indtil videre er det business as usual”, svarede Niels, ”men det vil få konsekvenser, hvis de nuværende forbud opretholdes på længere sigt. Hesteejerne kan blive berørt på forskellig vis, og vi skal kke glemme, at det at være hestejer er en hobby, der ikke nødvendigvis har 1. prioritet”.
Niels Petersen har tæt kontakt til sine hesteejere, og han håber, at der bliver mulighed for væddeløb senest i maj måned – med eller uden tilskuere”.























































