fbpx

RaceTime: Lea Olsen er klar med et stærkt hold

Lea. Mon ikke de fleste galopelskere umiddelbart tænker på Lea Olsen. Den fremragende amatørrytterske. Den mangeårige championtræner Bent Olsens datter.

Succesrig amatørtræner.

Men fra 1. december 2020 også professionel galoptræner i Århus, hvor hun har flere lovende heste i stalden forud for sæson 2021.


Lea Olsen flankeret af lærling Mathilde Kløve og jockey Nanna Emilie Hansen. Foto: Kjeld Mikkelsen.

Lea Faurholt Olsen er godt forberedt til sin første sæson som professionel træner. Hun har 13 heste i stalden på Jydsk Væddeløbsbane, hvor hendes far startede, da Lea kun var fem år gammel.

Fem 2-åringer, et derbyhåb og syv ældre heste, der har vist gode resultater allerede.

Også på personalefronten står Lea Olsen stærkt. Lea fortæller til RaceTime, at hun til at hjælpe sig har jockey Nanna Emilie Hansen, lærling Matilde Kløve og staldmedhjælper Didde Zimmermann.

Ligesom Signe Hoeg, der er gymnasieelev, rider ud for stalden.

Et flot, men også et meget arbejdsomt og engageret kvindeligt firkløver, der suppleres af Leas samlever Jimmi Risgaard, når der er brug for det, og han har tid.

Jimmi har en baggrund i travsporten i Skive.


Lea Olsen (nr. to fra venstre) blev i såvel 2018 som 2019 kåret til Årets Amatørrytter og Årets Amatørtræner ved Hestesportens Galla. Måske overtager hun en dag titlen som Årets professionelle træner, der adskillige gange har tilhørt faderen, Bent Olsen. Foto: Lasse Jespersen.

Sidste år spurgte RaceTime Bent Olsen: ”Hvem skal afløse dig, når den dag kommer?”  Bent svarede: ”Min datter Lea er den oplagte afløser for mig. Men jeg har frarådet hende det”.

”Galoptræner er ikke et misundelsesværdigt job. Og om Lea og hendes familie er parat til at tage over er usikkert. Kun fremtiden kan vise, hvad det ender med”, svarede Bent.

I dag ved vi lidt mere. Lea er blevet professionel træner i Århus. Og far er stadigvæk Danmarks langt største galoptræner. Kun fremtiden kan vise, hvad det ender med.

Selv siger Lea: ”Jeg ved ikke, hvor jeg er om 5-10 år. Lige nu arbejder jeg stenhårdt for den chance, jeg har fået. Og jeg håber, at det lykkes.”

Bettina Andersen blev kåret som Årets træner i Danmark i 2020. Jessica Long vandt Dansk Derby 2020 med Ready Teddy.

Kvindelige galoptrænere er begyndt at sætte sig på dagsordenen. Og nu har vi så fået en ny.

Og hvilken én. Lea Olsen.


2. juni 2018. Lone-Kaj Nielsens Talisman, trænet af Bent Olsen, og med Lea Olsen i sadlen vinder HKH Prinsesse Benedictes ærespræmie. Lea Olsen får overrakt ærespræmie af en begejstret og velklædt Prinsesse Benedikte. Dansk Galops formand Nick Elsass ser anerkendende på Lea. Foto: Burt Seeger.

”Hende skal vi have med”.

Per og jeg er aldrig gået uden om Lea i et amatørløb i V-spillene. Det siger lidt om vores respekt for Lea Olsen.

Da Talisman vandt HKH Prinsesse Benediktes Ærespræmie var odds da også så lavt som 17:10. En sjældenhed i et amatørløb.

Som amatørrytter er Lea en legende.

Hun har redet mere end 1200 væddeløb, og hun har vundet knap 200 af dem.  15 gange er hun blevet dansk champion for amatørryttere, og 11 gange har hun været skandinavisk champion.

Hun er også blevet kåret til årets amatørrytter ved Hestesportens galla 11 gange.

Leas første sejr kom den 14. maj 2001 på Ålborg Væddeløbsbane med Countrysunshine.

Og den sidste på ryggen af Wellington på Jydsk Væddeløbsbane den 1. november 2019.

”Nu vil jeg fokusere på trænergerningen”, siger Lea. ”Jeg kommer ikke til at ride flere løb.”


Sun Of A Gun/Lea Olsen (indvendigt) vinder i et meget tæt opløb DM for Amatørryttere 2019 foran Wyclef/Rikke Bay Torp (ikke på billedet) og staldkammeraten Houdinithemagician/Cecilie Sjørup-Johnsen (udvendigt) Foto: Burt Seeger.

Lea kan se tilbage på en karriere som amatørrytter, hvor hun har vundet alt en amatørrytter kan drømme om  – bl.a. Skandinavisk Ladies Cup (Champagneløbet) fire gange.

Og hun har vundet adskillige royale trofæer. Tre gange har hun vundet H.M. Dronningens Ærespræmie, H.K.H. Prinsesse Benediktes Ærespræmie samt H.M. Dronning Ingrids Ærespræmie på Fyns Væddeløbsbane.

Det har betydet tre audienser hos Majestæten.


Lea Olsen sammen med Dansk Galops formand Nick Elsass i forbindelse med en af de hidtidige tre audienser hos H.M. Dronning Margrethe II. Foto: Danskhv.dk

Lea Olsen startede som amatørtræner med egne heste for tre år siden, og som amatørtræner har hun vundet 15 sejre.

Hun synes selv, at sejren med Sir Danzbo i Jysk Champion Stakes 2018 før Cabanac og Monte Carlo er hendes største som amatørtræner.

Det var Leas første start som amatørtræner. Og Sir Danzbo blev da også kåret som Året Hest på Jydsk Væddeløbsbane i 2018.

Samme dag som Sir Danzbo vandt Jysk Champion Stakes blev det til to sejre for Lea som amatørtræner, da Ventuari vandt Stutteri Hjortebo Ærespræmie. Sikken en start!


Sir Danzbo og Kajsa Lindsjö slår storfavoritten Cabanac/Elione Chaves i Leas debut som amatørtræner. Cabanac blev trænet af faderen Bent Olsen. Foto: Ole Hindby.

I 2019 blev det bl.a. til sejr i Jydsk Champion sprint med Hongkong Star, som Lea selv red.

Og i sommeren 2020 fik Lea Olsen to heste i træning for andre hesteejere, end hende selv.

Green Backspin og North Bay Sunrise.

De vandt begge tre løb, men North Bay Sunrise blev diskvalificeret i to løb pga. foderdoping.

”En rigtig træls sag”, mener Lea, ”men jeg er blevet frikendt, og foderfirmaet har påtaget sig ansvaret. Godt nok, men jeg mistede sejrene. Desværre”.

Alligevel gav det Lea kriblen i fingrene. Ønsket om at vise noget mere. Og da Marc Stotts stalde blev ledige, var det tidspunktet til at slå til.

”Hvo intet vover, intet vinder”.


Lea Olsen, ny professionel galoptræner i Danmark fra 1. december 2021. Hun starter op med 13 heste i stalden på Jydsk væddeløbsbane til den nye sæson. Foto: Kjeld Mikkelsen.

De første to måneder af Leas professionelle trænerkarriere er forløbet godt, fortæller hun til RaceTime.

”Der har været en masse oprydning i den første periode. Men det er vi kommet fint igennem. Der har været meget fokus på blandt andet unghestene for at gøre dem fortrolige med sadler og startbokse.”

”Jeg oplever stor opbakning fra ejerkredsen, herunder fra Karin Salling, der har seks heste i træning hos mig og bakker mig helt utroligt op”.

”Alle på holdet, ansatte og familie, arbejder engageret for, at vi skal få succes. Hestene er i gang med forberedelserne, og stemningen er rigtig god”.


Henrik Stork med Edallora på Goffs November Breeding Stock Sale i 2017. Foto: Filip Zwicky Agency ApS.

Lea har kun én hest i derbyårgangen, Karin Sallings Kong Salomon. Han er efter vinderen af Prix Jean Prat (Gr.1), Havana Gold (Teofilo) og ud af Edallora (Refuse to Bend).

Edallora er mor til to internationale vindere og halvsøster til ikke mindre end fire Gruppe-1-vindere. Kong Salomon er opdrættet på Stutteri Stork, der også har opdrættet King David.


Kong Salomon i stalden. Leas derbyhåb, hvis benene holder. Foto: Lea Olsen.

Lea er meget tilfreds med Kong Salomon og sikker på, at han har et stort potentiale.

”Uheld og skader gjorde, at han ikke kom til start som 2-årig og blev sat tilbage”.

”Men jeg har meget fokus på Kong Salomon, og hvis vi kan holde ham skadesfri, så er det en hest, som vi kommer til at høre meget mere om. Han er meldt i alle de store treårsløb, og jeg drømmer”, beretter Lea.


Stutteri Outbacks unavngivne hoppe efter Appel au Maitre og Stolga´s Daughter. Stutteri Outback er opdrætter af derbyfavoritten Good Fortune. Foto: Karsten Østergaard.

I stalden hos Lea er fem 2-åringer klar til deres første år på turfen. En af dem er til salg. En halvsøster til Miss Twenty, der vandt to løb i fjor.

”Hun er en stor flot hoppe med en god indstilling til tingene”, mener Lea.


Lea Olsens alderspræsident Ventuari med Mathilde Kløve i sadlen på morgentur sammen med de to 2-åringer Eyvind (Signe Hoeg) og Nanna Emile Hansen på Connector. Foto: Lea Olsen.

Connecter, der ejes af Aarhus Connect Club, er efter Al Shemali, der havde stor succes med sin første årgang som avlshingst. Connecter er ud af Mowerinløbsvinderen Florence Craye.

Florence Craye, som Lea kendte godt, er mor til Stald KTAS‘ nu afdøde Florentine, der tegnede lovende, men desværre fik en skade. Connecter er en smart og meget tiltalende hoppe, som Lea har store forventninger til.

Birgitte Junker og Jesper Sørensens Kahyl-søn Eyvind udvikler sig hele tiden, og han bliver mere og mere tiltalende, synes Lea.


New Target, der er halvbror til Sir Chaplin vinder Dansk Galops Auktionsløb i 2019. Foto: Burt Seeger.

Sir Chaplin (Appel au Maitre- Nudetnok) er helbror til Suspicious Boy, der var anden i Basnæsløb i fjor bag Good Fortune og halvbror til New Target (Center Divider), der vandt Dansk Galops Auktionsløb som 2-årig.


Mme Fernandes Appel Au Maitre-søn Sir Chaplin. ”Han er klog”, mener Lea. Det kan man næsten også se på ham. Foto: Lea Olsen

Sir Chaplin kan alt, og han sætter ikke en hov forkert”, siger Lea. ”Ham har jeg kæmpe forventninger til.  Sir Chaplin er opdrættet af Martin Hjorth-Jensen på Stutteri Hjortebo.

Total Fun (Giant Sandman-Totally Invincible) blev købt af helt nye hesteejere, Susanne Barnow og Steffen Kristensen på Scandinavian Open Yearling Sale i 2019.

”Hun er lige kommet i træning”, fortæller Lea”, ”men hun er tilredet og trænet på ejernes Kristinelund ridecenter, og hun er ligeså langt fremme, som de øvrige 2-åringer, jeg har i træning. Total Fun er en korrekt og fin type, der er meldt i Dansk Galops Auktionsløb.”


Sir Churchill vinder let i sin debut i Goffs Futurity Stakes på derbydag i 2018 før den senere svenske derbyvinder Red Cactus. Foto: Burt Seeger

Af de syv ældre heste, som Lea Olsen har i træning, ejes fire af dem af Karin Salling /Mme Fernande.

Forventningerne til Sir Churchill (Elusive Quality – Blue Dress) var enorme allererede inden debuten, og da han i sin første start overlegent slog Red Cactus var ingen længere i tvivl.

Det blev da også til en flot præstation i Frankrig som 2-årig og et handicap ved årets slutning på 85.

Som 3-årig skuffede Sir Churchill og heller ikke i fjor levede han op til forventningerne, selvom året sluttede pænt med en andenplads i Tortue Efterårshandicap.

 ”Han blev kastreret i fjor, og det har gavnet ham. Der er et stort potentiale i Sir Churchill”, siger Lea. ”Jeg satser på den ældre elite med ham, og han fungerer rigtig fint”.


King Richard og Oliver Wilson vinder efter en enorm ophentning foran Seven Nation Army. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Nu 4-årige King Richard efter Appel Au Maitre og ud af Tolerate (Dubawi) er halvbror til derbyvinderen Queen Rouge (Lord Of England).

King Richard afsluttede treårssæsonen med en besnærende sejr på Jägersro. Lea tror på, at han rummer mere udvikling. Han er meldt i Dansk Breeders Cup, som storesøsteren vandt i fjor.


Mme Fernandes Prins Valiant (Oliver Wilson) yderst løber dødt løb med Fast Companion (Jacob Johansen) på Klampenborg den 6. juni i fjor. Foto: Burt Seeger.

Lope de Vega-sønnen Prins Valiant leverede mange fine præstationer i fjor, og bl.a. var han femte i Norsk Derby. ”Han er en dejlig type”, fremhæver Lea. ”Han er et godt kort til de største handicaps”.

Sir Antonelli efter Most Improved og ud af Aweebounce (Dubawi) blev sænket fem kilo i fjor, hvor det ikke blev til sejr. Han står derfor godt, da han kan mere end sit nuværende handicap på 74, mener Lea, der fokuserer på at få ham i bedre humør.


Green Backspin (Oliver Wilson) vinder 14, november i fjor Sprinterfinalen i Aalborg. Foto: Ole Hindby.

Som allerede beskrevet var såvel Green Backspin som North Bay Sunrise begge først over stregen tre gange i fjor.

Thomas Maints & Pia Jespersens Exceed and Excel-søn Green Backspin var samtidig ubesejret i provinsen.

Green Backspin er kommet op på et handicap på 78, men Lea tror på, at hun kan forbedre ham yderligere. ”Det er en utrolig smart og ærlig hest, der har udviklet sig fra 3- til 4-årig.

Den nu 6-årige Kodiac-datter North Bay Sunrise, der ejes af Falkonertjenesten IVS, leverer altid gode løb. ”Det er en rigtig skøn og ærlig hest”, siger Lea, der håber på en ny god sæson for North Bay Sunrise.


Folkehesten Aarhus er et målrettet projekt med henblik på at give nye galopinteresserede indblik i livet som hesteejer. Folkehesten Aarhus i 2021 hedder Ventuari. Hesten er blevet doneret til formålet og sælges i 150 anparter. Prisen for en anpart er 1.000,00 kr. for galopsæsonen 2021 alle udgifter inklusiv. Foto: Erika Rasmussen.

Ventuari er alderspræsident i Leas stald med sine syv år. I fjor var han fem gange mellem de tre første, og han vandt en gang. Han er ejet af Folkehesten Aarhus, det vil p.t. sige 70 helt nye hesteejere, som har anparter i ham.

”Han står godt i handicappet”, siger Lea, ”og det er en hest, der altid løber med op. Vi skal have en masse sjov og gode oplevelser med Ventuari. Jeg går efter, at ejerkredsen skal i vindercirklen flere gange i den kommende sæson”.

Vi må håbe på, at forsamlingsloftet er hævet på det tidspunkt!


Familien Olsen samlet omkring Bent Olsen-trænede Sliceoflife efter Leas sejr i HKH Prinsesse Benedictes Ærespræmie i 2019. Foto: Burt Seeger.

Lea er opvokset i og omgivet af en familie, hvor galopsport og galopheste betyder rigtig meget.

I hele hendes levetid har faderen Bent Olsen haft 40-50 heste i træning. Storebror Rasmus er beslagsmed og den anden bror, Mikkel, driver en hestetransportforretning. Og Leas mor, Jytte, følger tæt hendes karriere.

”Vi er alle dybt engageret og involveret”, siger Lea.

“Jeg har altid interesseret mig for galopheste, og mulighederne har været der lige uden for døren. Galopheste er en passion for mig. At ride dem til som åringer, sætte dem op til debuten, samt den daglige pasning og træning af dem.”

”Heste er fantastiske dyr, som jeg ikke kan undvære. At bringe en hest til start er et stort arbejde, og det sker samtidig i konkurrence med vanvittigt dygtige konkurrenter. Der er så mange ting, der skal gå op i en højere enhed. Det er det, der gør det hele så utroligt spændende. Og derfor er det en kæmpe forløsning, når man vinder.


H.K.H. Prinsesse Benedicte hilser på Lea og Jimmis datter Emma. Foto: Burt Seeger.

Lea bor sammen med Jimmi Risgaard, der er en stor støtte for hende i det daglige. Jimmi er beskæftiget hos en entreprenør. Sammen har de datteren Emma på fire år. De bor i en lejlighed i Højbjerg tæt på Jydsk Væddeløbsbane.

Lea er cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet. Hun er ansat i ledelsen af Via Business School i Århus, men efter Lea er blevet professionel træner, arbejder hun på deltid.

Men alligevel. Hvordan overkommer Lea det hele? Galopheste, lederjobog lille Emma.

”Jeg har meget stor støtte fra familien”, svarer Lea.

”Min mor hjælper mig med rigtig mange ting, herunder regnskab og pasning af Emma. Det kunne ikke hænge sammen uden hende. Min svigerfamilie er her flere gange om ugen og bakker mig op. Og min far er oftest i telefonen flere gange dagligt. Han har opnået alt og lavet alle fejl, så det er en utrolig skøn livline i en meget svær branche”.

Som træner vil Lea lægge vægt på, at alt omkring hestene er i orden samt at hver hest får individuel træning og fokusering. Og hun lover sine hesteejere ærlighed.


Lea med et champagneglas i hånden efter en af hendes sejre i Ladies Cup. Hvornår springer champagneproppen for Leas første sejr som professionel træner? Foto: Burt Seeger.

Lea Olsen er vokset op med og har hele sit liv været omgivet af galopheste. Hun ved alt om, hvad galopsport går ud på. Som amatørrytter var hun en legende, og hun har hurtigt vist resultater som amatørtræner.

Nu er hun blevet professionel galoptræner. Hendes drøm er gået i opfyldelse. Hendes stald- og træningsfaciliteter på Jydsk Væddeløbsbane er perfekte.

Og hun har et dygtigt og engageret personale omkring sig.

Ikke mindst har hun særdeles mange lovende heste i stalden til at starte op med samt hesteejere, der bakker hende op.

Lea er veluddannet. Hun er ambitiøs. Hun har blod på tanden. Hun er dedikeret. Hun er beslutsom. Hun er et konkurrencemenneske.

Forudsætningerne for en succesrig karriere som professionel galoptræner er absolut til stede.

Lea er også optimist. Hun tror på, at hun vinder sit første storløb i år med de gode heste, hun har i stalden.

Lea Olsens stald på Jydsk væddeløbsbane. Foto: Lea Olsen.
Klaus Bustrup

Klaus Bustrup

RaceTime. Født 1947 i København. Har i sin professionelle karriere været administrerende direktør i Landbrugsraadet (i dag Landbrug & Fødevarer) 1994-2008. Formand for Danidas Styrelse 2008-13 og formand for FødevareBanken 2013-19. Klaus har som sin bror Per haft sin gang på Klampenborg Galopbane i mere end 60 år.

Seneste nyheder

Scroll til toppen