RaceTime: Jan-Erik Neuroth – uortodoks, men effektiv

Det ser ikke særlig flot ud. Men for Jan-Erik og hesteejeren spiller det ingen rolle, hvis hesten vinder. Og Jan-Erik vinder ofte i sidste galopspring. Han er søn af Wido Neuroth, men det tog tid før han blev grebet af galopsporten. Han bliver snart 32. Næste år skal han giftes. Og han blev legendarisk, da han friede til sin tilkomne, Kristin, i vindercirklen på Klampenborg Galopbane. Skal han afløse ”Papa”?. JA, det tyder meget på.



JAN-ERIK I EN NØDDESKAL.

Jan-Erik havde fem ridt på Klampenborg lørdag den 19. maj. Ingen af dem var for faderen, Wido Neuroths stald. Jan-Erik er blevet eftertragtet som jockey. Det er forståeligt. Han vinder stadig flere galopløb.

V4-Finale er jo ikke noget storløb. Der var 15.000 kr. til vinderen! Men da Jan-Erik sejrede med Tool Box Carlras på Klampenborg den 19. maj, viste han sine store egenskaber. Han var blandt de sidste fra start. For Jan-Erik er det afgørende, at en hest finder sin takt.

Længe var han i bagfeltet. Han tog det helt roligt. I opløbet fandt han et hul. Og så begyndte han at ride. Der var langt op til de førende, og 100 meter fra mål, var Tool Box Carlras stadig ikke nævnt af løbsspeakeren.

Men så tog Jan-Erik fat. De lange, svingende arme kom i brug. Han nærmest skubbede på Tool Box Carlras med arme og ben, og tæt på opløbet var han langt ude på halsen af Tool Box Carlras.


ET FANTASTISK RIDT I ET KLASSE 4 HANDICAP

Få sekunder før mål forekom det som en umulighed, at Tool Box Carlras kunne vinde. Men det gjorde den. Til stor glæde også for ejeren Stald Isak og træner Helle Christensen, der har sine heste i fin form.

Et fantastisk ridt, selvom det var et klasse 4-handicap.


AT RIDE VAR LIDT KEDELIGT

Som barn var Jan-Erik naturligvis ”på arbejde” med faderen, Wido Neuroth. Og allerede som 6-årig blev han sendt på rideskole. Det var han nu ikke meget betaget af. Faktisk var det lidt kedeligt.


SLALOM OG TAEKWONDO

Næ, slalom og Taekwondo. Det var sagen. Da han var 12 begyndte han at ride væddeløb på en irsk pony. Og det øgede interessen. Han blev amatørrytter. Han vandt tre år i træk HM Dronningens Ærespræmieløb fra 2004-06.

Det blev dog kun til en enkelt audiens hos H.M. Dronning Margrethe II. Han fik lyst til at blive jockey, og Jan-Erik arbejdede i stalden hos Wido samtidig med, at han færdiggjorde sin folkeskoleuddannelse.


LÆRLINGECHAMPION TRE GANGE. GRUPPE-3-SEJR I TYSKLAND

Jan-Erik var i Irland, hvor han bl.a. red forhindringsløb, og han blev lærling hos faderen. Tre gange blev han lærlingechampion i Norge, og han vandt Norsk 2000 guineas i 2010 med Saddle The Storm.

I 2010 red han også Appel Au Maitre til sejr i Grand Prix (Gr.3) i Køln. Jan-Eriks eneste grupppeløbssejr uden for Skandinavien – so far. Appel Au Maitre var ikke nogen nem hest at ride, siger Jan-Erik. ”Han havde temperament, og han ville bestemme selv”.


FLERE AKTIVITETER PÅ SAMME TID

Alt var dog ikke fryd og gammen. Det kneb med at få tilstrækkeligt med gode ridt. Og, det var et problem at holde vægten.

Han neddroslede sit staldarbejde. Jan-Erik påbegyndte og afsluttede en uddannelse som telekommunikationsmontør.

Over en flerårig periode havde han både job som teletekniker, samtidig med at han fortsatte som jockey. I de godt fire år, hvor han var under uddannelse eller arbejdede, red han alligevel over 500 løb.


VENDEPUNKT

Lysten til at være jockey på fuld tid manglede dog ikke, selvom adskillige kritiserede hans ridestil.

Jan-Erik udtrykker det selv således: ” Jeg besluttede mig for, at det ingen rolle spiller, hvordan jeg rider. Jeg er god til at ”skubbe” en hest i opløbet. Jeg gør, som jeg vil. Jeg behøver ikke leve op til Frankie Dettoris ridestil”.

Jan-Erik er 1,70 meter høj. Han har længere arme og ben, end de fleste af sine kolleger. Men det mener han kan være en fordel – især på store heste.



FORBILLEDER

På dette tidspunkt er det oplagt at spørge, hvem der er Jan-Eriks forbilleder. Ikke overraskende dukker alle tiders championjockey, Lester Piggotts navn op først. Han var jo også ekstraordinært høj for en jockey at være.

Endvidere nævner Jan-Erik, Johnny Murdoch, der også var forhindringsrytter. Af skandinaviske jockeys udpeger Jan-Erik Mark Larsen og Fredrik Johansson, der var staldjockey hos faderen i mange år.


JOCKEY PÅ FADERENS STJERNEHESTE

De senere år har Jan-Erik været staldjockey for faderen Wido Neuroth. Og det er blevet til mange meriterende sejre. Ikke kun med Appel Au Maitre, men også med datteren, den tredobbelte Breeders-vinder, Appelina. Hun nærmer sig stærkt en indtjening på tre millioner kroner. Jan-Erik har været hendes partner i alle hendes løb.


Bokan og Jan-Erik Neuroth efter sejren i Svenskt Derby 2015. Foto: Svensk Galopp / Stefan Olsson.
Bokan og Jan-Erik Neuroth efter sejren i Svenskt Derby 2015. Foto: Svensk Galopp / Stefan Olsson.

DEN FØRSTE DERBYSEJR

I 2015 fik Jan-Erik sin første Derbysejr, da han red Bokan til sejr i Svenskt Derby. Jan-Erik har lyst til at fremhæve mange andre gode heste, som han har redet.

Umiddelbart bliver det til to hopper. La Zona, som Jan-Erik red til sejr to gange i Margaretha Wettermarks Minneslöpning (L) og Amie Noire, som Jan-Erik vandt mange storløb med, bl.a. Svenskt Oaks, som Amie Noire vandt med 10 længder.


LONGCHAMP OG ASCOT FRISTER

Alle drømmer. ”Hvad drømmer du om?”, spørger vi Jan-Erik. ”Jeg har redet på Epsom”, svarer han ”Men at være med fremme i afgørelsen med en god hest i et godt løb på Longchamp eller Ascot. Det ville være en stor oplevelse”

I 2016 red Jan-Erik Rune Haugen-trænede Quarterback i Scandinavian Open Championship (Gr.3). Den eneste gang han har redet Quarterback i væddeløb. Opløbet blev særdeles spændende med fem heste i mål inden for en længde.

Lige en afgørelse, der passer Jan-Erik. Fra en plads bagerst i feltet satte Quarterback og Jan-Erik en gigantisk fart på de sidste 200 meter og sejrede i de sidste galopspring i yderste spor før Inaya, Bank Of Burden, Giuseppe Piazzi og Hurricane Red.


Foto: Burt Seeger / US Photo.
Foto: Burt Seeger / US Photo.

ROMANTIK I VINDERCIRKLEN

Et imponerende ridt af Jan-Erik Neuroth. Men det er ikke det, han vil blive husket for den dag. I vindercirklen umiddelbart efter friede han på romantisk vis – på knæ – til kæresten Kristin. Sjældent har jublen på Klampenborg Galopbane været så stor.

Kristin er ridelærer for børn. De mødtes, da Jan-Erik skulle vaske søsterens bil. De har solgt deres respektive lejligheder i den gamle Fornebu-lufthavn og købt en villa sammen. Og næste år skal de giftes.


AT ARBEJDE SAMMEN MED SIN FAR ER IKKE ALTID NEMT

Vi spørger Jan-Erik, hvordan det er at samarbejde med sin far.

”Det er ikke altid nemt at arbejde sammen med Papa”, svarer Jan-Erik. ”Det kan til tider være hårdt. Han kræver meget. Vi er forskellige af natur. Der er dårlige dage. Papa er rastløs. Han er dedikeret. Han giver sig ikke. Men han er inspirerende, og vi opnår gode resultater sammen.”

”Kunne du tænke dig at være i stalden hos andre trænere?

NEJ, NEJ. Jeg er staldjockey hos Papa. Og jeg rider hans heste. Hvis han ikke har startende heste i et løb, og jeg får tilbudt et interessant ridt af andre trænere, så accepterer jeg selvfølgelig.”


”VI FÅR SE”

”Skal du afløse din far, når han takker af”, spørger vi. ”Vi får se. Han har bedt mig om at få trænerlicens. Om at tage på trænerskole”.

Jan-Erik er meget sympatisk at være sammen med. Han virker moden. Han har en meget bred baggrund inden for galopsporten.


EN GEVINST FOR SKANDINAVISK GALOPSPORT

GalopSport er også spil. Per og jeg spiller på, at Jan-Erik en dag afløser sin far. Af og til vinder vi. Af og til taber vi. Det vil være en gevinst for skandinavisk galopsport, hvis vi vinder denne gang.

Picture of Klaus Bustrup

Klaus Bustrup

RaceTime. Født 1947 i København. Har i sin professionelle karriere været administrerende direktør i Landbrugsraadet (i dag Landbrug & Fødevarer) 1994-2008. Formand for Danidas Styrelse 2008-13 og formand for FødevareBanken 2013-19. Klaus har som sin bror Per haft sin gang på Klampenborg Galopbane i mere end 60 år.

Seneste artikler

Scroll to Top