John Pollard blev født i Edmonton, Alberta, USA i 1909. Hans forældre var irske immigranter. Faderen ernærede sig som fabrikant af mursten. John voksede op i trygge omgivelser. Han dyrkede sport med stor entusiasme.
Favoritdisciplinen var afgjort boksning. Men han var i sit es, når han trænede sin pony, Forest Dawn, til at trække en lille vogn. Han tjente lommepenge ved at arbejde for en lokal købmand, hvor han bragte varer ud.
Heste var den store interesse og trods han ikke havde ideal vægt for en jockey, forfulgte han drømmen. Forældrene bakkede ham op og arrangerede, at John kunne arbejde for en hesteejer, som erklærede, at han nok skulle skaffe John en læreplads som jockey på en af Canadas galopbaner.
”Hesteejeren” viste sig imidlertid ikke at være den person, han havde udgivet sig for. Han efterlod John i den undseelige by, Butte, i Montana.
De næste par år rejste John rundt og red flere steder som arbejdsrytter. Men til sidst prøvede han så lykken i Tijuana i Mexico, der havde en temmelig populær bane. Og den beslutning skulle vise sig at blive et markant vendepunkt i hans liv.
Han blev nu engageret som jockey af flere trænere og i Mexico mødte han George ”The Iceman” Woolf, der da allerede var en feteret jockey. Det blev til et venskab gennem hele livet. Det var i Mexico John Pollard fik sit ”kælenavn” Red pga. sit røde hår.
Men han kvajede sig også. Når han vandt løb blev pengene ofte brugt på prostituerede og for at tjene til udskejelserne boksede han under navnet ”Cougar” – uden den store succes. Det betød også, at han ofte sov i stalde eller lader på banerne.
DEPRESSIONEN
Men det var nu ikke så dårligt endda. Selvom han ikke havde den store uddannelse var han noget af en ”bogorm”. Han elskede poesi, Shakespeare og Ralph Emerson var blandt favoritterne.
I 1936 ramte depressionen Amerika. Og virkningen på jockeys var meget hård – også for John ”Red” Pollard. Men lykken skulle vende!
En bilforhandler, der hed Charles Howard, købte en hest, som han døbte Seabisquit. Den blev sendt i træning hos Tom Smith, der var kendt for at være noget indesluttet. Men han var en fremragende hestemand. Han så det store potentiale i Seabisquit, som han fik i træning og snart behandlede som en ”konge.”
Da Seabisquit var klar til at debutere, manglede Tom Smith bare en passende jockey. Og her spiller tilfældigheder for alvor ind. En jockeyagent, der var kendt under navnet ”Yummy,” brød ned med sin bil udenfor Detroit. Skæbnen ville, at Tom Smith og ”Red” kom forbi.
De standsede for at hjælpe. Og inden nogen vidste det, var der opstået et team omkring Seabisquit bestående af ”Red”, Tom Smith, Yummy og Charles Howard.
John ”Red” Pollards liv synes at være perfekt. ”Red” flyttede ind hos Howard. Som helt ung havde ”Red”pådraget sig en øjensygdom, der nedsatte hans syn betragteligt. Men det holdt han hemmeligt. Hertil kom, at han tidligt havde pådraget sig en skade på det ene ben efter et styrt med en anden af Howards heste, Fair Kinghtess.
Skaden havde nær kostet ham livet.
På Hospitalet forelskede han sig i sygeplejersken Agnes Conlon. Men de fik ikke hinanden uden sværdslag. For Agnes familie havde svært ved at skulle acceptere en jockey som deres svigersøn. Ikke mindst da hun var forlovet med en succesrig Boston-læge. Det skulle samenlignes med en verden, hvor doping var almindeligt, og hvor masser af druk, sex, slagsmål etc. hørte til hverdagen.
Men Agnes var ligeglad. Hun ville have ”Red” og fik det. Parret flyttede ind hos Charles Howard på dennes ranch og et år efter blev de gift.
Alt var således lyst og lykkeligt. Seabisquit blev en af Amerikas bedste og mest elskede heste nogensinde og i den periode var ”Red” en lykkelig mand. Med det holdt ikke helt efter Seabisquit sluttede karrieren og gik i stutteriet.
VERDENS MEST VINDENDE
John ”Red Pollard” vandt 18 løb med Seabisquit. Deres fælles karrierer blev fulgt af hele Amerika. Da Seabisuit begyndte træningen op til Santa Anita Handicap i 1938, blev han skadet i sin boks. Der skulle gå et helt år før han igen var i orden. ”Red” passede og plejede ham gennem hele sygdomsforløbet.
I 1939 nåede han en fejende flot 3. plads i Santa Anita Handicap.
Året efter gik det endnu bedre. Parret vandt løbet og Amerika jublede. Der blev arrangeret et Matchrace mellem Seabisuit og tidens anden store stjerne, War Admiral. En begivenhed, der stadig hører til blandt de største indenfor amerikansk galopsport.
Desværre var ”Red” ikke i stand til at ride Seabisquit i matchen, hvorfor hans gode ven, George ”The Icemann” Wolff var i sadlen.
I April 1940 blev det offentliggjort, at Seabisquit ville slutte karrieren og gå i Stutteriet. På det tidspunkt var han verdens mest vindende galophest.
Seabisquit blev far til 104 føl. Men blandt dem var der kun to som hævede sig op i nærheden af de bedste. De, som ønskede det, var velkomne til at komme og besøge Seabisquit på hans nye hjem på Ridgewood Ranch. Mere end 50.000 mennesker tog imod tilbuddet.
Efter Seabisquits løbskarriere var slut gik det ned af bakke for ”Red”. Han søgte trøst i alkoholen, da intet tydede på, at han kom til at ride igen. Alligevel holdt ægteskabet og datteren kom til verden.
Men ”Red” kunne ikke rumme det. Han turede rundt på må og få fra bane til bane, men fik kun få ridt og succes var der aldrig tale om. Heldigvis besluttede han endelig i 1955 at slutte karrieren for altid.
Han fortalte aldrig sine to børn om sin karriere. I 1980 blev Agnes indlagt på et hospital og ”Red” blev sendt på et plejehjem. De døde begge indenfor to uger og blev begravet samme sted på deres hjem i Pawtucket, Rhode Island.
Som nok bekendt blev deres og Seabisquits liv senere til en succesrig film, der blev indstillet til ikke mindre end syv Oscars.
