Galopsporten i Dubai begyndte i 1981. Man havde tre løb på premiereprogrammet. Et sprinterløb, et milerløb og et løb over 2400 meter. Personen bag galopsportens premiere i Dubai var Sheik Mohammed bin Rashid Al Maktoum.

Omkring 10 år senere, i begyndelsen af 1992, blev Dubai Racing Club stiftet. Det var samme år som den officielle åbning af Nad Al Sheba Racecourse. Åbningen blev bl.a. fejret med deltagelse af de største jockey-stjerner på den tid, Lester Piggott og Willie Carson.
I marts 1993 var der stærke begrænsninger på galophestenes rejse ind og ud af Dubai. Det kompenserede man for ved at invitere verdens pt. bedste jockeys til at deltage i Dubai International Challenge.
Stjernejockeys fra USA, Europa, Australien, Japan og De Forenede Arabiske Emirater deltog i konkurrencen.
Det første Dubai World Cup blev løbet i 1996 og vundet af superhesten Cigar. I 2009 vandt en amerikansk hest igen. Denne gang var det Well Armed, der vandt med ikke mindre end 14 længder. En rekord der ikke er slået endnu.
I 2010 blev den nye tribune indviet. Et arkitektonisk mesterværk, der er verdens største tribune. Der kan sidde mere end 60.000 tilskuere på tribunen, der støder op til The Meydan Hotel, der er indrettet med 285 elegant udstyret værelser og suiter.
Det første Dubai World Cup på Meydan blev vundet af Gloria de Campeao i et særdeles spændende opløb mellem tre heste. Han er stadig den eneste brasiliansk-opdrættede hest til at vinde løbet.
Blandt de senere års vindere kan nævnes African Story (2014), California Chrome (2016) og Thunder Snow (2018 og 2019).
Da Arrogate vandt Dubai World Cup i 2017 lå han sidst meget af vejen – rundede så konkurrenterne langs opløbssvinget – og trak let fra til sidst.























































