Godolphin ejes af Maktoum-familien, der har styret Dubai i snart 200 år. Den nuværende Sheik Mohammed har gjort Dubai til et internationalt center for forretning, handel, turisme og sport. Han står bag et af verdens største staldimperier, Godolphin, og én af verdens største stutterikæder, Darley. De to foretagender fusionerede i 2016 under navnet Godolphin. Galopinteresserne spreder sig over fire kontinenter. Dubai Millenium og sønnen Dubawi er blandt Maktoum-dynastiets mange hidtidige stjerner.

Da Godolphins Thunder Snow (Helmet) vandt Dubai World Cup (Gr.1) den sidste dag i marts i år, var Meydan centrum for verdens galopinteresserede publikum. On the spot eller via tv-kanaler.
Inden Thunder Snows lette sejr vandt Jungle Cat (Iffraaj) Al Quoz Sprint (Gr.1). Benbatl (Dubawi) sejrede i Dubai Turf (Gr.1), og Hawkbill (Kitten’s Joy) var først over målstregen i Dubai Sheema Classic (Gr.1).
De ejes som Thunder Snow alle af Godolphin. Og tre af fædrene, Helmet, Iffraaj og Dubawi er opstaldet på Dalham Hall Stud i Newmarket, der er en del af Darley, Maktoum-familiens verdensomspændende stutterivirksomhed.
VERDENS DYRESTE VÆDDELØBSDAG
Og Meydan? Dubais galopbane med plads til 60.000 tilskuere, der åbnede i 2010 og omfatter et areal på 620 ha. med bl.a. marina, et femstjernet hotel og et hestevæddeløbsmuseum.
Ja, det er Sheik Mohammed naturligvis også meget tæt knyttet til. På Meydan mødes i de tidlige vintermåneder nogle af verdens bedste galopheste, og Dubai World Cup-dagen er med en samlet præmiesum på 30 millioner dollars verdens dyreste væddeløbsdag.
Af de 30 millioner hjemtog Godolphin og Sheik Mohammed i år 13,8 millioner i præmier på dagen.

TIDERNE ÆNDRER SIG
For år tilbage var Dubai stort set ukendt i galopsammenhæng, og det var ikke en simpel rutine at flytte galopheste rundt omkring i Verden.
Det har ændret sig. På væddeløbskanalerne kan vi følge med i galopløb. Ikke alene i Europa, men også i andre af verdens lande, hvor galopsporten er populær: USA, Chile, Australien, Sydafrika, Japan osv. Og de bedste galopheste i Verden søger i stigende omfang hen, hvor præmierne er de største.
Ligesom nogle af de bedste avlshingste flytter halvkugle, når bedækningssæsonen på den ene siden af kloden er overstået.
THUNDER SNOW HAR ALLEREDE VÆRET VIDT OMKRING
Vinderen af Dubai World Cup, Thunder Snow, vandt Criterium International (Gr.1) på Saint Cloud i Frankrig som 2-årig.
Året efter vandt han UAE-Derby (Gr.2) på Meydan i Dubai. Og han blev forsøgt i Kentucky Derby i Churchill Downs i USA. Dog uden succes. Nu skal det vise sig, om årets overlegne vinder af UAE-Derby, Mendelssohn, får større succes i Kentucky Derby.

TRAVL HERRE
Helmet, far til Thunder Snow, virker som avlshingst såvel i Europa som i Australien.
Helmet står p.t. til en bedækningspris på 12.000 pund, men mon ikke den pris snart går op med Thunder Snows succes.
Ud over Thunder Snow, der er fra Helmets første sæson som avlshingst, er han blandt andet far til den italienske 3-års champion Anda Muchacho. Helmet er efter Exceed And Excel, der opstaldet i Australien og ejet af Darley.
Der opdrættes heste i Australien, Frankrig, Irland, Japan, UK og USA. Darley råder over ca. 75 avlshingste.
MAKTOUM-FAMILIEN
Maktoum-familien har styret ørkenstaten Dubai siden 1833.
Sheik Mohammed er tredje søn af Sheik Rashid II bin Saeed al Maktoum, der var emir af Dubai i perioden fra 1958 til sin død i 1990.
Sheik Rashid er ophavsmand til det moderne Dubai.
Han var i 1971 med til at danne De Forenede Arabiske Emirater (UAE), der er en føderation af syv emirater. Dubai er bedst kendt af de syv emirater, men Abu Dhabi er langt det største og rigeste.
Abu Dhabi er hovedstad i UAE og besætter traditionelt præsidentposten, medens herskeren over Dubai er vicepræsident. Den nuværende Sheik og hersker over Dubai, Sheik Mohammed er også premierminister i UAE.
SHEIK MOHAMMED BIN RASHID AL MAKTOUM
Sheik Mohammed overtog styret efter sin broder, Sheik Maktoum, ved dennes død i 2006, men reelt havde han da allerede styret Dubai de sidste 10 år.
Han er født i 1949. Fik en del af sin uddannelse i England, bl.a. på militærakademiet Sandhurst.
Han har gjort Dubai til en af verdens førende byer, når det gælder forretning, handel, turisme og sport.
Caroline Wozniacki og Thomas Bjørn er kendte sportsfolk i Dubai, hvor Volatile i februar 2015 vandt Meydan Classic (L).
Sheik Mohammed er iværksætter af virksomheder som Emirates Airlines og hotelkæden Jumeirah, der bla. råder over verdens mest luksuriøse hotel, Burj Al Arab.
Sheik Mohammed er også initiativtager til Burj Kalifa, verdens højeste bygning, som han åbnede i 2010. Han er en anset poet på sit modersprog, arabisk.
LIVSLANG HOBBY
Heste og galopløb har udgjort en stor del af Sheik Mohammeds liv. Allerede som barn red han på heste på strandene på Jumeirah-stranden i Dubai. Og det fortælles, at han delte sin morgenmad med sin hest på vej til skole!
Han gjorde sin første entré på en galopbane, da han i 1967 sammen med sin bror, Sheik Hamdan, på Newmarket så Royal Palace vinde 2000 Guineas.
10 år senere fik han sine egne galopheste, og allerede fem år efter havde han og broderen 100 heste i træning og tre stutterier, bl.a. Dalham Stud i England, der blev grundlaget for den verdensomspændende stutterivirksomhed under navnet Darley.
I 1992 begyndte Sheik Mohammed – mod sine træneres rådgivning – at lade sine heste overvintre i Dubai. Og i 1994 grundlagde han Godolphin.
De betydelige investeringer i galopsport har naturligvis givet afkast i form af mange storløbsvindere, der på Godolphins hjemmeside præsenteres som ”Godolphins Hall of Fame”.
Listen er alt for lang til, at alle kan omtales her.
DEN FØRSTE KLASSISKE VINDER
Den første klassiske vinder var hoppen Balanchine (Storm Bird), der efter to sejre som 2-årig blev sendt til overvintring i Dubai – på prøve.
Da hun i 1994 returnerede til England var hun kort slået i 1000 Guineas (Gr.1), men efterfølgende vandt hun Epsom Oaks (Gr.1) og Irsk Derby (Gr.1) Prøven var bestået.
Året efter vandt Godolphin igen Epsom Oaks med Moonshell (Sadler’s Wells), der som Balanchine også havde overvintret i Dubai.
I 2002 vandt Godolphins Kazzia (Zinaaed) både 1000 Guineas og Epsom Oaks. Hun blev opstaldet som avlshoppe på Darley, og hun blev mor til vinderen af Dubai Sheema Classic (Gr.1) Eastern Anthem (Singspiel).
PRIX DE L’ARC DE TRIOMPHE.
I 1994 vandt Sheik Mohammed Europas bedst betalte væddeløb Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1) med Carnegie (Sadler’s Wells).
Året efter vandt Sheik Mohammeds storebror, den daværende hersker af Dubai Sheik Maktoum, Prix de l’Arc med Lammtarra (Nijinsky). Lammtarra løb kun fire gange i sin karriere og sluttede ubesejret.
Efter en enkelt sejr som 2-årig årsdebuterede Lammtarra i Epsom Derby (Gr.1) – og vandt. Så gik turen til King George VI & Queen Elizabeth Stakes (Gr.1), hvor han fortsatte sejrsrækken, inden sejren i Prix de l’Arc.
Han var værdifuld, og han blev sendt i avlen. Men her var han ingen succes.
I 2001 vandt Godolphin Prix de l’Arc med Sakhee (Bahri) og året efter med Marienbard (Caerleon). Lammtarra, Sakhee og Marienbard var alle trænet af Saeed bin Suroor og blev redet af Frankie Dettori.
FIRE GANGE BRITISK CHAMPIONTRÆNER
Saeed bin Suroor er født og opvokset i Dubai. Han fik trænerlicens i 1993, og året efter blev han træner hos Sheik Mohammed og Godolphin.
Han er fire gange britisk championtræner. Otte gange har han sadlet vinderen af Dubai World Cup, og som træner har han vundet utallige sejre verden over.
I alt er det blevet til mere end 2000 sejre som træner.

500 GRUPPELØBSSEJRE
Frankie Dettori er en italiensk jockey, der har vundet flere end 500 gruppeløb. Mange af dem er vundet for Godolphin, for hvem han i mange år har tjent som staldjockey. Fem gange har han vundet Dubai World Cup.
Han har vundet Epsom Derby to gange, senest med Golden Horn i 2015. Og han var også på ryggen af Golden Horn, da den samme år vandt Prix de l’Arc de Triomphe. Frankie Dettori har endvidere været superhoppen Enables (Nathaniel) partner i alle dens storsejre i fjor.
Lester Piggot har beskrevet ham som verdens bedste jockey p.t.
Golden Horn (Cape Cross), der ejes af Anthony Oppenheimer er fra 2016 opstaldet som avlshingst på Dalham Hall i et partnerskab mellem Anthony Oppenheimer og Sheik Mohammed, Darley Stud/ Godolphin.
Bedækningsprisen er 60.000 pund.
MAKTOUM-FAMILIEN OG EPSOM DERBY
Godolphin står ikke opført direkte som ejer af nogen Epsom Derbyvinder. Men Maktoum-familien har flere gange smagt sejrens sødme. Sheik Mohammeds bror Sheik Hamdan vandt derbyet i 1989 med Nashwan (Bushing Groom) og året efter med Erhaab (Chief’s Crown).
Som allerede beskrevet vandt Lammtarra (Nijinsky), der var ejet af den daværende hersker af Dubai, Sheik Maktoum, Epsom Derby i 1995.
Og i 1998 vandt High Rise (Chief’s Crown). Den er ejet af en fætter til Sheik Mohammed, Sheik Mohammed Obaid Al Maktoum.
SYV SEJRE I DUBAI WORLD CUP
Godolphin har syv gange vundet Dubai World Cup (Gr.1). Senest i 2012 med Monterosso (Dubawi), i 2014 med African Story (Pivotal) og nu senest med Thunder Snow (Helmet).
I 2000 vandt Dubai Millenium (Seeking The Gold).

SHEIKENS YNDLING
Dubai Millenium beskrives ofte som Sheik Mohammeds yndling. Han var i det meste af sin karriere i træning hos Saeed bin Suroor, og han vandt storløb på stribe.
Ud over Dubai World Cup (Gr.1), bl.a. Queen Elizabeth Stakes (Gr.1) og Prince Of Wales Stakes (Gr.1). Begge løb rides på Ascot.
Det blev i alt til ni sejre i 10 starter. Eneste nederlag kom i Epsom Derby, hvor distancen uden tvivl var i overkanten.
Han blev opstaldet på Dalham Stud /Darley i 2001 som avlshingst til en bedækningspris på 100.000 pund. Men han fik kun et år som avlshingst, da han måtte aflives som følge af en alvorlig sygdom (grass sickness).
Dubai Millenium er far til vinderen af irsk 2000 Guineas, Dubawi, der som Dubai Millenium er opstaldet på Dalham Stud og ejet af Darley/ Godolphin.
DUBAWI
Dubawi er en af verdens absolut førende avlshingste, og han er allerede far til 35 Gruppe-1-vindere.
Blandt hans afkom er Postphoned, vinder af King George VI & Queen Elizabeth Stakes (Gr.1) og Dubai Sheema Classic (Gr.1).
Dubai World Cup-vinderne Monterosso og Prince Bishop samt Mubtaahij, der har været anden, tredje og fjerde i Dubai World Cup. De har alle indtjent over 5 millioner euro.
Bedækningsprisen for Dubawi er 250.000 pund.
Der er store beløb på spil i international galopsport, når det er størst.
























































