Flemming Velin er fuld af lovord, når det gælder publikumsfaciliteterne på Klampenborg Galopbane. ”De er løftet op på et højere niveau”, siger han. Og han ser frem til, at det samme sker hvad angår banelegemet og hestefaciliteterne.

UD OG IND AF DANSK GALOPSPORT
Flemming Velin har sat sit præg på dansk galopsport gennem mange år. Han var ejer af Flying Drummer, der henrykkede Klampenborgs publikum og vandt Svenskt Derby i 1973.
NR. 1. PÅ VERDENSRANGLISTEN
Og han var medlem af Klampenborg Galopselskabs bestyrelse i 17 år. I 1987 forlod han sporten, og han brugte bl.a. tid på datteren Charlotte og sønnen, OL-rytteren Thomas Velin, og deres fælles karriere med springheste. Deres berømte springhest Quidam De Revel lå i flere år nr. 1 på verdensranglisten over avlshingste. Der blev også tid til at interessere sig for travheste.
AFKOM AF GALILEO
I 2013 vendte Flemming Velin tilbage til galopsporten, og han har satset på indkøb af en række særdeles veltrukne galophingste fra udlandet. Bl.a. fire afkom efter verdens førende avlshingst, Galileo.
HESTE I TRÆNING HOS BETTINA
Flemming Velins heste kom fra start af i træning hos Bettina Andersen, der i 2014 blev gift med den tidligere championjockey Kim Andersen.

ÅRETS HEST I DANMARK
I december 2015 fik Flemming Velin trænerlicens, og i 2016 og 2017 har han selv trænet sine heste. Og det fortsætter han med.
I fjor vandt den Flemming Velin ejede og -trænede Galileo-søn Giuseppe Piazzi, Scandinavian Open Championship, og han blev kåret til Årets Galophest i Danmark.
MANUEL SANTOS
I dag har Flemming Velin 17 heste i stalden på sin ejendom nær Fredensborg, hvor han bor sammen med sin ægtefælle Majken.
Han har før nytår ansat Manuel Santos i stalden, og han forventer, at han skal ride en del løb for ham i denne sæson.
WILSHIRE BOULEVARD
Flemming Velin er også ejer af avlshingsten Wilshire Boulevard efter Danehill. Wilshire Boulevard er opstaldet på York Stutteri.
Han er ¾ bror til Zoffany, der er kendt i Skandinavien som far til tre af sidste år mest succesrige 3-åringer, Gold Tyranny, Sir Herman og Spitzbergen.
Flemming Velin er ejer af en række veterinær og – lægemiddelvirksomheder, bl.a. ScanVet, der importerer og distribuerer medicin til både produktions- og hobbydyr.
DET ER GÅET NED AD BAKKE
RaceTime har besøgt Flemming Velin for at tale med ham om hans syn på og meninger om udviklingen i dansk galopsport.
Flemming Velin stiftede tidligt bekendtskab med galopsporten, og efter hans mening er det over tid gået ned ad bakke.
VINDERSUMMEN I 80’ERNE VAR HØJERE END I DAG
Som eksempel nævner han, at vindersummen i Dansk Derby i 1980’erne var højere, end den er i dag. Og i 80’erne blev der opdrættet ca. 300 føl om året.
Nu er vi nede på godt 100. Kvaliteten af de heste, vi ser på Klampenborg er heller ikke så høj som tidligere.
Kun én af de fem klassiske vindere på Klampenborg fra i fjor har således et handicap på over 82.
Det er en skam for de, der værdsætter galopløb på højt niveau. Ligegyldigt for de mange, der alene koncentrerer sig om spillet, mener Flemming Velin.
VELBEVARET HEMMELIGHED
I dag er galopsport en velbevaret hemmelighed for de fleste.
”Men der er brug for begge kategorier”, siger Flemming Velin. ”Tidligere var galopløb på Klampenborg Galopbane genstand for betydelig medieinteresse. I dag er galopsport en velbevaret hemmelighed. Det er nødvendigt med mere fokus på galopsporten, hvis vi skal tiltrække et større publikum og gøre galopsport interessant for nye hesteejere.”
GLEM IKKE DE FIRBENEDE
Flemming Velin er meget anerkendende over for de moderniseringer, der med Nils Jansson som idémand er sket af publikumsfaciliteterne på Klampenborg galopbane. Stemningen er i top. Vi har envæddeløbsbane, der er second to none i Skandinavien, når det gælder omgivelser og publikumsfaciliteter”.
Men han tilføjer, at det alene ikke gør det. Der er brug for bedre vilkår for hesteejere, hvis det skal være attraktivt at have galopheste.
Og det indebærer samtidig, at der også gøres noget for de firbenede, der fortjener samme gode vilkår, som de tobenede har fået.
PRÆMIESUMMERNE I KLASSIKERNE HALTER EFTER…
Flemming Velin påpeger, at præmiepengene i de klassiske løb på Klampenborg er meget lavere, end de er i de øvrige skandinaviske lande.
FINANSIERER KLAMPENBORG GALOPSELSKAB
Samtidig overstiger de indskud (forfeits), som hesteejerne betaler til de klassiske løb, de præmiepenge, som hesteejerne modtager.
Det betyder, at hesteejerne gennem deres indskud indirekte er med til at finansiere Klampenborg Galopselskab (KG), der samtidig modtager tilskud til løbene fra Dansk Hestevæddeløb.
DANSK GALOP SKAL ADMINISTRERE DE KLASSISKE LØB
Flemming Velin foreslår, at det bliver Dansk Galop (Ædle Hesteavl), der administrerer de klassiske løb på Klampenborg. Og at de forøger præmiebeløbene, så de svarer til indskuddene.
Eller tilgodeser hesteejerne på anden måde, hvis indskuddene overstiger præmiebeløbene.
DANSK ST. LEGER BØR ÅBNES FOR IMPORTER
Dansk St. Leger har kun kunnet samle meget få heste de senere år. For at gøre løbet mere interessant foreslår Flemming Velin, at det bliver åbent for udenlandsfødte heste og også ældre heste.
STORE FORVENTNINGER TIL DE NYE EJERE
For godt fire år siden blev Klampenborg Galopselskab købt af et dansk/norsk syndikat med det formål at relancere galopbanen gennem en modernisering af bygningerne, nye publikumsfaciliteter og en udvidelse af indtægtsgrundlaget med events og diverse arrangementer.
Der ud over stod en forbedring af banelegemet og en øget staldbokskapacitet, der kunne øge mængden af startende heste og antallet af løbsdage, på programmet.
GODT MED ØGEDE INDTÆGTER FRA EVENT AFDELINGEN
Flemming Velins forventninger til den nye ejerkreds var store, og som nævnt allerede er han fuld af lovord, når det gælder forskønnelsen af Klampenborg Galopbane og de stærkt forbedrede forhold for publikum.
Og han glæder sig over, at det er lykkedes for KG at få nye indtægter fra eventområdet. Han ser også positivt på de muligheder et samarbejde med Svensk Trav og ATG kan give for at generere flere midler til dansk hestesport.

EFTERLYSER ”ALL-WEATHER BANE”
Til gengæld savner han forbedringer af banelegemet og nye og flere moderniserede stalde. Han tager for givet, at den nye ejerkreds i KG også har haft en plan for forbedring af vilkårene for hestene, da de købte Klampenborg Galopselskab.
Flemming Velin er af den opfattelse, at baneterrænet kan udnyttes bedre, end i dag, og han efterlyser en ”All-weather bane”.
Evt. en udvidelse af Klampenborgs nuværende ”Cushion-bane” til væddeløb. Det er en investering, der vil kræve nye midler. Mere egenkapital til KG.
DER SKAL VÆRE PLADS, RENT OG LYST
Det samme gælder investering i nye og bedre staldforhold, der skal vedligeholdes af trænerne, så staldbesøg for eksisterende og nye hesteejere bliver en fornøjelse.
Det er en del af glæden ved at have heste for Flemming Velin. Lyse, rene stalde med frisk luft og hestebokse, hvor der er plads.
Han tænker med glæde tilbage på de dage, hvor der var galopstalde på Damgården, Hvidegård, på Ordrupdal og Adelaide på Ordrupvej.
ØKONOMIEN ER PÅ PLADS
KG’s direktør, Carsten Baagøe Schou har tidligere på året i et interview med RaceTime Magazine oplyst, at der vil blive bygget nye stalde forskellige steder på galopbanens terræn, og at andre stalde vil blive revet ned.
Økonomien er på plads, og miljøgodkendelserne Baagøe-Schou har ligeledes annonceret, at der er forbedringer på vej af græsbanen på Klampenborg. Begge dele er dog endnu ikke iværksat.
KVALITETSNIVEAUET SKAL HÆVES
Gode avlshopper er dyre. Flemming Velin foreslår derfor, at danske opdrættere skal have lov til at købe føl i udlandet, og at de skal have dansk status, hvis de står i Danmark inden den 31. december i fødselsåret.
Det vil åbne mulighed for åringer på Scandinavian Open Yearling Sale efter velrenommerede udenlandske avlshingste.
Det vil hæve standarden, og samtidig vil det tiltrække opkøbere fra hele Skandinavien, der vil kunne købe åringer her efter interessante udenlandske avlshingste i stedet for på udenlandske auktioner.
SKANDINAVISK FULDBLODSAVL HOLDES I MØRKE
Flemming Velin mener også, at man holder dansk og skandinavisk fuldblodsavl i mørke, fordi der er forbud mod eksport af frossen sæd fra avlshingste i UK og på kontinentet.
Derved tvinger man danske opdrættere til at sende deres avlshopper på lange rejser, hvis de ønsker dem bedækket med europæiske topbeskelere.
GALOPSPORT SKAL VÆRE EN FRYD FOR ØJET
De, der kender Flemming Velin, ved, at sandbaneløb, galopløb på dirt, ikke er hans kop te. For ham er det en gåde, at man, f.eks. i USA, kan synes, at ”mudderbaner” er interessante.
HVORFOR LIGNE OLE OLSEN EFTER…..
Det strider efter Flemming Velins mening mod alt det, der er værd at bevare i galopsporten. Hestevæddeløb skal være en fryd for øjet.
Smukt og fascinerende. Hvis man ikke altid kan løbe på græs, og det er selvfølgelig af og til tilfældet, hvorfor så ikke lave baner, hvor hestene ikke kommer til at ligne Ole Olsen, som han så ud efter en af sine mange speedway sejre.
SER GERNE, HVIS JÄGERSRO BLIVER EN GRÆSBANE
På Bro Park er forklaringen, at man bl.a. ønsker en dirtbane, så man kan afholde galopløb om vinteren. Det samme argument kan ikke bruges om Jägersro.
Og hvis Jägersro skal flyttes, håber Flemming Velin, at man etablerer en græsbane gerne suppleret med en ”All-weather bane”, hvor man ikke har det samme kick back som på sand (dirt).
HAR NOGET KLAMPENBORG IKKE HAR
Flemming Velin så gerne, at Jägersro Galop forlod samarbejdet med travet, så man kunne lave sin egen galopbane med god plads til træning.
Han løber selv heste på Jägersro, men det er alene, fordi pengepræmierne er gode, og at der afholdes galopløb for de bedre heste, som man ikke finder tilsvarende på Klampenborg.
12 HESTE MED HANDICAP PÅ 89 ELLER MERE!
2018-sæsonen står for døren, og der bliver tid til en kort snak med Flemming Velin om hans heste. Han har 17 heste i træning. Tre er ustartede. Af de resterende 14 har 12 et handicap på 89 eller mere.
Ud over de fire Galileo-sønner er der fem afkom efter den meget succesrige avlshingst War Front.
Flere af Flemming Velins heste har været på skadeslisten i kortere eller længere tid, og han understreger, at de kun kommer til at løbe, hvis han er sikker på, at de er OK.

COAT OF ARMS FORBEREDES TIL NORSK DERBY.
Af sine heste omtaler Flemming Velin først den 3-årige Galileo-søn Coat Of Arms (91), der er helbror til den dobbelte Gruppe-1-vinder Seventh Heaven.
Coat Of Arms er den højest handicappede 3-åring i skandinavisk træning. Han var som 2-årig anden og kun kort slået i Irish Futury Stakes (Gr.2). Da han fortsat er maiden, er det tanken at starte ham i et maidenløb på Klampenborg. En af hans større opgaver i år forventes at blive Norsk Derby (L).
CATCH OF CAMELOT
Catch Of Camelot efter Camelot (Montjeu) forventer Flemming Velin sig meget af. ”Men han er meget stor, så ham får vi ikke at se lige med det samme”, siger Flemming Velin.

COURAGE UNDER FIRE
Flemming Velin har stor tiltro til nu 4-årige Courage Under Fire (92) efter War Front. Han var i fjor kort slået på Klampenborg i KHEF’s Racing Bowl af Karmastrikesback.
”Det er en rigtig god hest”, siger Flemming Velin, og han planlægger at starte ham i Pramms Memorial (L) på Jägersro.
BLACK WAR HAWK
En anden War Front-søn, Black Hawk War(90), fik kun en enkelt start sidste år. I Jockey Club Cup (L), hvor han fik sin skandinaviensdebut og var sjette, men kun slået med 2 ½ længde af vindende Jubilance. Ham ser vi formentlig igen i Jockey Club Cup (L) og senere på foråret i Klampenborg i Pokalløb (L).
TO WAR FRONT-AFKOM I STOCKHOLMS STORA PRIS?
Blandt de øvrige War Front-afkom satser Flemming Velin på, at såvel Giovanni Boldini som Guerre kan komme til start i Stockholms Stora Pris (Gr.3) på Bro Parks græs. Giovanni Boldini (91) har ikke startet siden Pramms Memorial (Gr.3) i 2016, men han skulle være klar til start nu.

GUERRE
Guerre (94) har allerede flere gange vist sin høje klasse i Skandinavien med sejre i bl.a. Jockey Club Cup (L), Tattersalls Nickes Minneslöpning (L) og Swedish Open Mile (L).
Flemming Velin understreger, at han fik et dårligt løb i sin sidste start i fjor, hvor han var fjerde i Polar Cup (Gr.3).
Hvis han løber op til sit bedste vil Flemming Velin løbe ham i Tyskland, men han påpeger, at de skal være gode for at klare sig der.
GIUSEPPE PIAZZI GÅR EFTER DE SKANDINAVISKE GRUPPELØB.
Årets hest i Danmark sidste år, Giuseppe Piazzi (95), Skandinaviens højest handicappede hest, var ubesejret i fjor og vandt to Gruppe-3-løb, Oslo Cup og Scandinavian Open Championship.
Han manageres også i år efter start i de skandinaviske gruppeløb.
FIELDS OF ATHENRY
Fields Of Athenry (90), der som Giuseppe Piazzi er efter Galileo, var tredje i Engelsk St. Leger og burde på den form kunne slå dem alle. ”Og det kan han også”, siger Flemming Velin, men siden han kom til Skandinavien har det knebet med at leve op til den form i væddeløb.
LIDENSKABEN FOR HESTE FÅR MAN ALDRIG UD AF KROPPEN
Flemming Velin bruger mange penge og megen tid på heste. Hver morgen klokken halv seks er han i stalden for at fodre dem. Hvad driver ham? Han vil selvfølgelig gerne – som alle – vinde Prix de l’Arc med en af sine galopheste. Men han håber og tror mere på sejr i et europæisk Gruppeløb.
Og, som han tilføjer: ”Hvis man først er inficeret med lidenskaben for heste, får man den aldrig ud af kroppen igen”.
























































