Quilboquet knusende overlegen i Golden Mile (L)

Lennart Reuterskiöld Jr. og Fredrik Johansson nøjedes ikke med at hjemtage søndagens hovedbegivenhed på Klampenborg – duoen strøg ligeledes til tops i Copenhagen Golden Mile (L) over 1600 meter med danskejede Quilboquet.


Den brasilianskopdrættede hingst besejrede for lidt over en måned siden selveste Peas And Carrots i Seeland Pokalløb (L) efter føring fra start til mål, og oplægget var også klart for enhver denne gang, idet Quilboquet straks blev sendt til front afFredrik Johansson og derefter førte hver eneste meter af distancen.

Ingen af konkurrenterne kom nogensinde faretruende nær, og Quilboquet sejrede til slut overlegent med to længder foran Hongkong Legend, Reventon og Opening Night – tre heste der alle trænes af Bent Olsen. Den sidste pengepræmie blev taget af Fly Society, mens løbets totalisatorfavorit Woy Woy desværre blev ramt af voldsom næseblod og blev taget op.

Selv om vi ikke fik set Woy Woy fra sin bedste side, er det dog svært at se at det skulle have haft indflydelse på sejren, for Quilboquet var atter engang klart den bedste, og han overvandt uden problemer at give vægt til samtlige konkurrenter i opgøret. Bent Olsen kunne også være stolt af sine tre deltagere, navnlig måske af 3-årige Reventon, der fra lige vægt med sine ældre konkurrenter gik over al forventning under Jacob Johansen.


Hvilket “clash” i Marit Sveaas!!!

Efter sejren i GoldenMile (L) fik Quilboquet bevist, at han for alvor er en hest der skal tages seriøst i legen med de helt store skandinaviske stjerner, og allerede om tre søndage sker det helt store clash i Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) på Øvrevoll, hvor Quilboquet forventes at støde sammen med bl.a. Skandinaviens champion Appel Au Maitre, staldkammeraten Peas And Carrots og det helt nye store stjernenavn Chicken Momo.

I Marit Sveaas Minneløp(Gr.3) rides der om en rund million norske kroner til vinderen, og der er virkelig et seværdigt løb i vente her!

Sejren i Copenhagen Golden Mile (L) var 75.000 kroner værd for danske TLP Racing, der har ejet Quilboquet siden han forrige år blev importeret til Skandinavien fra Brasilien. Ligesom Peas And Carrots blev han “fundet” af daværende træner Lars Kelp, der med en vis fryd overværede begge hans tidligere stjerner hjemtage ScandinavianOpen-dagens to store hovedbegivenheder.

Seneste artikler

Scroll to Top