Queen Azteca fornem femte i UAE Derby (Gr.2)

Glæsner Racing og Niels Petersens 3-årige hoppe Queen Azteca afsluttede lørdag sit vinter- og forårsophold i Dubai med en fornem femteplads i Gruppe-2-opgøret UAE Derby over 1900 meter dirt. En placering der bidrog med over 200.000 kroner til præmiekontoen.



Queen Azteca (Sharp Azteca) sprang godt after fra spor to i hænderne på Carlos Lopez, og parret faldt som forventet ned bagerst i feltet på vej ind i det første sving.

På bagsiden havde Queen Azteca god kontakt med de foranliggende, og efter at have mistet en smule momentum på vej ind i opløbssvinget, blev hoppen sendt et par spor ud til angreb, hvorefter hun passerede de første konkurrenter.

Queen Azteca kommer over målstregen som femte i UAE Derby (Gr.2) på Meydan. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.

Forrest havde tre heste allerede skilt sig afgørende ud, og ved indgangen til opløbet stod det klart, at Queen Azteca ville ende som fjerde, femte eller sjette. Hun nedkæmpede i første i omgang japanske Dragon (Mind Your Biscuits), men formåede ikke at fange ligeledes japanske Shin Forever (Complexity).

Bag sig havde hun til gengæld den amerikanske favorit og Gotham Stakes (G3)-vinder Flood Zone (Frosted).

Selve afgørelsen blev neglebidende tæt mellem Yukihiro Katos Admire Daytona (Drefong) og Jamie Osbornes Heart Of Honor (Honor A.P.), men igen i år tog Japan sejren, da Christophe Lemaire med det mindst mulige fik afvist Saffie Osborne på stregen.

Admire Daytona skal nu videre mod Churchill Downs for at starte i Kentucky Derby (G1) den første lørdag i maj.

Kredsen bag Queen Azteca i Meydans paddock forud for UAE Derby (Gr.2). Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.

Og hvad med Queen Azteca?

Der resterer umiddelbart to muligheder: At hun ligesom Admire Daytona fortsætter ruten ‘stateside’ for at starte i Kentucky Oaks (G1), eller at hun bliver fløjet tilbage til Norge for at restituere og blive forberedt på en klassisk sommerkampagne på de skandinaviske baner – naturligvis med Svenskt Derby og Svenskt Oaks som de to store højdepunkter.

De kommende dage vil vise, hvad den danske kreds bag Gruppe-3-vinderen vælger, men allerede nu kan et samlet Skandinavien ønske et kæmpe stort tillykke til Glæsner Racing, Team Niels Petersen og Carlitos Lopez med de fremragende resultater på Meydan, hvor drømmen gik i opfyldelse.

Queen Azteca får sig en fortjent slurk vand efter lørdagens start i UAE Derby (Gr.2). Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top