Fredrik Johansson havde fortsat sin første sejr tilgode efter endnu et comeback, da han søndag eftermiddag sad op på ryggen af Arnfinn Lund-trænede Without Fear i Landrover Svenskt Derby (L) på Jägersro.
Men i Skandinavien findes der ingen storløbsjockey af samme format, og efter et ægte “Johansson-ridt”, hvor Without Fear blev placeret lige bag pacen fra start og derefter fik den bedste og korteste vej til opløbsstrækningen, kunne Johansson som sidste jockey i feltet sende sin hest af biddet, hvorefter Refuse To Bend-sønnen øgede afstanden hele vejen til stregen.
Længe førende Uppercut Action/Jacob Johansen holdt andenpladsen foran stærkt afsluttende Milibloom, hvorefter de sidste præmier gik til Inspired Cry og Wings Of Thunder.
Træner Arnfinn Lund har en 50 årig karriere bag sig som professionel galoptræner i Norge, men blot en enkelt gang tidligere er det lykkedes ham at vinde Svenskt Derby, hvilket var i 1979 med St Remi.
Også personen bag ejerpseudonymet Stall Bonne Nuit – Nils Petter Gill – vandt her sin første svenske Derbysejr, og det var måske den største rent følelsesmæssigt, idet normanden hele sommeren igennem har været med til at coache og træne Fredrik Johansson frem imod et comeback i sadlen.

Glæden var heller ikke til at tage fejl af, da Fredrik Johansson på vej tilbage mod vinderområdet kastede sig ud af sadlen og havnede direkte i favnen på Nils Petter Gill i en fantastisk jubelscene, som blot gjorde sejren endnu mere bevægende.
Without Fear, der er efter 2000 Guineas (Gr.1)-vinderen Refuse To Bend og den ustartede Kahyasi-datter Kansas, kostede 47.000 euro på Arqana i 2009, hvor han blev fundet af den franske agent Ghislain Bozo fra Meridian International.
Dette var i øvrigt den fjerde skandinaviske Derbyvinder som Ghislain Bozo står bag, idet franskmanden tidligere har købt Bye Bye Loev og Negra Del Oro til Nils Petter Gill, samt Albany Hall til danske Stald Composit.
Førstepræmien i Landrover Svenskt Derby var 763.000 svenske kroner værd, og det var Without Fears anden klassiske triumf, efter han i juni ligeledes hjemtog Norsk 2000 Guineas på Øvrevoll.
Allerede om to uger kan den amerikanskopdrættede hest føje endnu en Derbytriumf til samlingen, idet han nu går imod den norske udgave på Øvrevoll den 28. august.
Resten af den svenske Derbydag:
Zawawi Cup (L): Verde Mar/Valmir De Azeredo sætter sig på Jägersros sprintertrone efter en overlegen sejr før Alcohuaz/Jacob Johansen og Tertio Bloom/Fredrik Johansson. Sejren til Stefan Friborgs brasilianske topsprinter skete i ny banerekord over 1200 meter i tiden 1.10,4!
Margareta Wettermarks Minneslöpning (L): Wido Neuroth-trænede La Zona satte ligesom Verde Mar ny banerekord, denne gang over 1730 meter, efter en legende let opvisning under Jan-Erik Neuroth. La Zona sejrede overlegent med seks længder foran Tatoosh/Per-Anders Gråberg og Match Point/Carlos Lopez.
Tapwell Sofierolöpning: Bodil Hallencreutz-trænede Let’sgoforit indfriede den enorme favoritværdighed ved at vinde overlegent med fem længder i hænderne på Rafael Schistl. Andenpladsen gik til Song d’Amour/Espen Ski og danske Azincourt/Fernando Diaz. Førstepræmien var 140.000 kroner værd.
Malmö Stads Pris: Endnu en storløbssejr på dagen til Rafael Schistl, der vandt i bøjlerne på Fredrik Reuterskiöld-trænede Pergite. Pergite sejrede med en halv længde foran staldkammeraten Glad Bear/Valmir De Azeredo, mens Madame Jane/Dina Danekilde blev tredje. Førstepræmien var 200.000 kroner til den 2-årige amerikanskopdrættede hingst.
Jägersro Cup: Dagens længste opgør over 3200 meter blev en duel mellem de to Lennart Reuterskiöld Jr-trænede stayere Faithful/Shane Karlsson og Sehoy/Jacob Johansen. Førstnævnte, en helbror til Peas And Carrots, vandt med det mindst mulige og sikrede Zawawi Racing førstepræmien på 125.000 kroner.
Landrover Svenskt Derby Consolation: Danskejede Livingstone sikrede sig sejren efter en knaldhård opløbskamp. Livingstone førte det meste af vejen i opgøret, og klarede sig akkurat hjem på stregen for stærke Espen Ski. Andenpladsen til norske Walinda/Jan-Erik Neuroth foran ligeledes norske Well Fitted/Carlos Lopez.
Arabian Golden Cup: Danske Cathrine Weilby rider videre på sin gode sejrsstime og vandt her på ryggen af El Quattro, der besejrede Soumaoro/Elione Chaves og Maggia/Manuel Martinez.
Huke Longines Champagnegalopp: Francisco Castro-trænede Viejo Perro reddede sig akkurat hjem for lærling Isadora Karlsson foran Salamanca/Cathrine Weilby og Wriggle/Dina Danekilde.
Tattersalls Malmö Sommarhandicap: Fjerde sejr i træk til Niels Petersen-trænede Buen Rumbero/Per-Anders Gråberg, der nedkæmpede Energia Colonial/De Barros og Po Po Poker Face/Dulio Da Silva.
Kronprinsens Husarregementets Memorial: Derbydagen blev afsluttet med sejr til Anette Svenssons Downbeat/Tina Henriksson foran Dad’s Pride og Propellino.

























