fbpx

Prins Valiant trodsede topvægten i Fyensløbet

Lea Olsen-trænede Prins Valiant kunne på trods af 67 kilo på ryggen trække det længste strå i Stark Fyensløbet. Under Oliver Wilson nedkæmpede Lope De Vega-sønnen de to helbrødre Steinway og Garcon efter en tæt og medrivende opløbskamp.



De tre første heste kom over målstregen med blot en hals imellem sig, men Prins Valiant leverede den bedste afslutning indvendigt for de to konkurrenter og tog førstepræmiens 60.000 kroner til sin ejer Karin Salling.

Prins Valiant er opdrættet i Irland og i foråret 2019 kom til Danmark som Breeze Up-import gennem Lars Kelp. Hesten har stødt forbedret sig og var i Stark Fyensløbet ude for at forsvare sit hidtil højeste handicap på 87.

Fjerdepladsen i Fyensløbet gik til favoritten Nevertheless (Reliable Man) før den sidste præmietager Araka Li (Havana Gold).


Prins Valiant og Oliver Wilson vinder Stark Fyensløbet foran Steinway og Garcon. Foto: Gorm Foto.

Udover triumfen med Prins Valiant sejrede trioen Karin Salling, Lea Olsen og Oliver Wilson også i Scandinavian Open Yearling Sale 3-års Cup med Støjberg (Appel Au Maitre), som slog Speedgirl (Go Go Gadget) og Orkanen Torkdahl (Appel Au Maitre).

Støjberg er opdrættet af Stutteri Outback, som søndag eftermiddag holder vejret når Good Fortune (Appel Au Maitre) starter som storfavorit i Breeders’ Trophy Mile på Bro Park.


Nicolaj Stott vinder Stutteri Hjortebo Odense Milen med Northern Carlras. Foto: Gorm Foto.

Nicolaj Stott blev lørdagens oftest sejrende rytter i Odense.

Stott vandt først og fremmest Stutteri Hjortebo Odense Milen med Rikke Bonde-trænede Northern Carlras (Bated Breath), der nu kan kalde sig ubesejret i fem starter på Fyens Væddeløbsbane.

Sejren var 30.000 kroner værd for Stald Ras.

Stott havde forinden vundet med Birgitte Nielsen-trænede Itoldyouso (Go Go Gadget), og han rundede siden af med at vinde Aristoteles Handicap på ryggen af Christina Borrebys nyerhvervede The Maestro (Juniper Tree).

Lokale sejre blev det til med Johnny Reimer-trænede Doc Martin (Special Quest) og Sussi Halds Shenanigans (Footstepsinthesand), inden Lucas Olsen afsluttede løbsdagen med at vinde HM Dronning Ingrids Ærespræmie på familiehesten Noble Question (Juniper Tree).

Også Noble Questions ejer og opdrætter, Mette og Dean Olsen, får en neglebidende søndag på Bro Park, når deres danske Derbyvinder Titannia (Appel Au Maitre) jagter mere end en million svenske kroner i førstepræmie i Breeders’ Trophy Classic.

Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top