Prince Hamlet slog Smokey Storm i Racing Bowl

Peter Jardsbys fine import Prince Hamlet sikrede sig lørdag eftermiddag sejren i Klampenborg HesteEjerForenings Racing Bowl over 1500 meter på Klampenborg.


Efter en hård og medrivende opløbskamp holdt Prince Hamlet med Kim Andersen sig på de sidste meter foran stærkt afsluttende Smokey Storm, mens Sydney blev tredje.

Prince Hamlet, der var spillet til næstfavorit i totalisatoren, startede her for første gang på Klampenborgs græs, og Fantastic Light-sønnen har i sine fem første starter i Skandinavien besøgt både Øvrevoll, Täby, Göteborg og nu Klampenborg, og dette var hans tredje sejr.

Som 3-årig vandt Prince Hamlet en enkelt gang i syv starter i England, men han har uden større problemer hægtet sig på den skandinaviske elite, hvilket især blev understreget af andenpladsen bag Chicken Momo på Øvrevoll. Chicken Momo havde forinden vundet Norsk 2000 Guineas i overlegen stil, og sidenhen vandt han også Polar Cup (Gr.3).

Der må derfor være meget mere i vente for Prince Hamlet fremover, hvilket bestemt også må siges om BentOlsens 3-årige Smokey Storm, som gik endnu et heroisk løb. One Cool Cat-sønnen sluttede forrygende af til andenpladsen udvendigt i banen, og det var absolut det mindst mulige der holdt ham fra sejren i Racing Bowl.

Sydney gik endnu et fint løb som tredje. Hoppen førte fra start i et godt tempo, og selv om angrebene kom fra alle sider i opløbets sidste fase, kæmpede hun bravt og var kun slået med en halv længde af de to første. Fjerdepladsen gik til Fox, mens forhåndsfavoritten Sevilla måtte nøjes med femtepladsen ovenpå tre sejre på stribe i Göteborg.


Dirtybird fra start til mål i Fabellaløb

Hoppernes sidste test inden Dansk Oaks, Fabellaløb over 2200 meter, gav sejr til Inge Mette Dejgaard-trænede Dirtybird, der under Sara Slot førte fra start til mål og ganske let afgjorde løbet til sin fordel.

Dirtybird sejrede til slut med to længder foran Marigold/Jacob Johansen og Fauve/Lennart Hammer, hvorefter Castle Zinnia/Dina Danekilde og French Madness/Per-Anders Gråberg tog de sidste præmiepenge.

Dirtybird var klart løbets bedste hest, og selv om det tog hende lang tid at få sæsonens første sejr, er hendes chancer for en sejr i Dansk Oaks uden tvivl steget gevaldigt ovenpå lørdagens overbevisende sejr. Funambule-datteren viste et stort potentiale i sine to starter som 2-årig, men hendes klassiske sæson har hidtil været hårdt plaget af virusproblemer, og først i hoppens tre seneste starter er hun for alvor begyndt at vise de rigtige takter igen.

Næste start for Dirtybird bliver altså i Dansk Oaks søndag den 5. september, og indtil da kan danske Stald Ras glæde sig over Trial-sejren og dens førstepræmie på 25.000 kroner.


Endnu en til Sara og Inge Mette

Sara Slot vandt som den eneste rytter to sejre denne lørdag. Foruden sejren med Dirtybird red hun også 4-årige My Dear Friend til karrierens første sejr i hestens 16. forsøg. My Dear Friend, der bl.a. er halvbror til 2000 Guineas-vinderen Just A Friend, vandt en besnærende sejr i Daniel Wildenstein Handicap over 1500 meter foran Teletubbie/Shane Karlsson og Prince First/Martin Rodriguez.

My Dear Friend trænes af Inge Mette Dejgaard, som også står bag Dirtybird, og dette var ligeledes dagens eneste træner-double.


Tears Go By fortsat ubesejret

I Erik Knudsens Ærespræmie for de 2-årige heste var Bent Olsen repræsenteret af både Tears Go By, der aflagde maidentitlen i sin første start tilbage i juli, og debuterende Freja. Og de to Olsen-heste gjorde det også glimrende som henholdsvis første og tredje gennem mål, mens Søren Jensen-trænede Dantolini klemte sig ind på andenpladsen.

Tears Go By vandt ganske let i hænderne på Jacob Johansen, og Alhaarth-datteren kan på næste lørdag tage til Aalborg med selvtilliden i orden efter to sejre i lige så mange starter. På lørdag møder hun i Aalborg 2-års Mesterskab bl.a. Opdrætningsløbsvinderen SirRandolph i et vældig interessant opgør.

Løbsdagens øvrige vindere var Joseph Lockey/Le Tølbøll i Ogden Phipps Handicap, Fortunens Boss/Manuel Martinez og Jeppe Eisner Handicap, Gore Hill/Mark Larsen i The Darley Arabian, samt Metroline/Lea Olsen i dagens afsluttende Lærlinge/Amatør Handicap.

Seneste artikler

Scroll to Top