Bob Baffert-trænede Point Given blæste mildt sagt sine fem konkurrenter af banen i gårsdagens Santa Anita Derby (Gr.1) i Los Angeles.
Jockey Gary Stevens lagde sig udvendigt som anden rundt det første sving og havde allerede efter få hundrede meter fuldstændig løbet under kontrol.
Næstfavoritten Crafty C.T. lagde pacen og førte indtil det sidste sving, hvor Point Given nemt overtog fronten.
Samtidig var tredjefavoritten I Love Silver ved at komme godt i gang bagfra og syntes et kort øjeblik at være en lille trussel.
Ind på opløbet var der dog aldrig nogen tvivl, og Point Given trak sikkert fra og vandt overlegent med seks længder foran Crafty C.T., mens I Love Silver blev tredje.
Der var 450.000 US$ til Point Given, der er ejet og opdrættet af Prince Ahmed Salman’s The Thoroughbred Corporation. Hingstens samlede præmiesum er nu oppe på over 1,2 millioner dollars.
For træner Bob Baffert og jockey Gary Stevens var sejren i Santa Anita Derby også rekordbrydende.
Bob Baffert vandt løbet for fjerde gang, hvilket er lige så mange gange som D. Wayne Lukas – og Gary Stevens red for ottende gang først over stregen i løbet, hvilket bringer ham op på lige så mange sejre som Bill Shoemaker.
Gary Stevens udtalte efter løbet at sidste gang han havde været så sikker på at vinde var tilbage i 1988, hvor han red Winning Colors til sejr i netop Santa Anita Derby.
Bob Baffert fortalte endvidere, at Point Given bliver fløjet til Kentucky den 18. april for at blive forberedt til første ben af den amerikanske Triple Crown, Kentucky Derby, som rides den 5. maj.

























